Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
OM KJÆMI’KVISKIIIVK.
tydning, nemlig Ordet Vanvid, den Vanvittige (vanvitr).
Dette vilde stemme overens med Sangens Indhold. Thi
hvor man end vil siige Oprindelsen dertil (adskilligt tyder
lien paa Reminiscenser af Vidga i Vilkinasaga, af
Gaa-derne i Hervararsaga, o. lign. uden at dog nogen af dem
kan ansees for den rette Kilde), saa er det klart, at Vanvid
og Grunden til denne spiller Hovedrollen i Digtet; og
W. Gri 111111 har derfor Ret i, at den sidste Strofe, i hvilken
Helten, som 0111 intet var forefaldet, gaar ud paa Frieri,
hvorved Sangen knyttes til Sagnene om Sigfred eller
Sigurd Fofnersbane, forstyrrer Indtrykket af det Hele.
Tankegangen synes nemlig at have været: Svend Vonved
er en ung, haabefuld Kongeson, der hidtil ikke har givet
sig af med Vaahen, men er fordybet i Skjaldskab og
Harpeleg og de Ungdomsdromme, som dertil hore, og
saaledes fængslet i sin Sjæls Ideer ikke har tænkt paa at
hævne sin Fader. Moderen minder ham 0111 hans Pligt.
Han rives derved ud af sit Drommeliv, og der opstaar
en stærk Strid i hans Sjæl. Dette er udtrykt i Ordene:
jeg passer (da) ikke paa Harpeleg (eller skulde der ikke
rettest læses: jeg passer ikkun paa Harpeleg?) og da
gjordes han i Kinder bleg. Disse Linier ere udeladte
i Cdvalgte Viser, og Hovedtanken derved gaaet tabt.
Det, hvorfor han blegner, er ikke af Frygt eller Fejghed,
men af Kampen i hans Sjæl, af Tanken om, at han nu
for evig skal sige sin Harpe Farvel, forlade sin Sjæls
henrykkende Dromme, og træde ud i det virkelige Liv.
Brudstykkerne af Samtalen imellem ham og hans Moder
vise, at hendes Forestillinger vinde Sejer, men ogsaa, at
deres Skilsmisse ender med en Dissonans. Skal han
nemlig træde ud i Livet, saa vil han skylde Sejeren i
dette til sin egen ædle Natur og ikke til Kvindegalder.
Ogsaa dette er forfejlet i Udvalgte Viser; thi alt hvad
der sigter dertil, er ligeledes her udeladt, saa at Moderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
