Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden; af N. M. Petersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sproget er altså ikke noget stillestående, ikke noget
færdigt, men noget fremskridende. „Sproget, opfattet i sit
virkelige væsen, er noget idelig og i hvert ojeldik
forbigående (voriibergehendes). Selve dets opbevarelse ved
skrift er altid kun en ufuldstændig, mumieagtig opbevarelse,
der behoves til at sandseliggore det levende foredrag.
Sproget selv er intet værk (ergon), men en virksomhed
(energeia). Det er åndens arbejde, der bestandig gentager
sig, det nemlig at gore den artikulerede lyd skikket til
tankens udtryk” 1. Et værk er færdigt og endt, en
virksomhed fuldendes aldrig.
Men færdigt kan sproget naturligvis kaldes, dels når
det er dødt, dels når det som levende betragtes i et vist
tidsrum, og altså antages så længe at stå stille. Det
således færdige sprog er genstand for den , der vil lære et
tungemål, der er ham fremmed 2, men det er ikke færdigt
for den , der vil uddanne et sprog han allerede kender.
Loven er således færdig for dommeren, der kun skal
kende den, og anvende den i det foreliggende tilfælde,
men ikke for statsmanden, der sporger, hvorledes den
lov, som er, kan vorde bedre, thi fuldkommen er ingen.
Sproget er færdigt, når det er dødt, men færdigt bliver
det aldrig så længe det lever. Livet er jo aldrig og
ingensteds færdigt. Hvor var for Oehlenschlåger det færdige
Humboldts forhen anførte afh. s. lvii. 2) Rask gjorde det,
som bekendt, til princip i alle sine sproglærer, at give sproget
som det er, og han gentog idelig denne sætning. Ikke desmindre
forskede han bestandig efter det oprindelige; og hans gode genius
sagde ham det, som han næppe vilde tro, i det han skrev, at han
ikke skulde være sproglærer, men sprogforsker. Lad sproglærerne
kun forsøge, hvorvidt de kunne komme, når de anse det for ethvert
ords og enhver ordforms tilstrækkelige grund, at de haves, at de
ere til; sprogene selv, hvis de ikke ere aldeles henslumrede, ville
snart lære dem , at deres gerning har liden varighed , at den er
ojeblikkets barn, og ikke tilfredsstiller uden ojeblikkets trang.
184-1—1845. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
