Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden; af N. M. Petersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
overensstemmende med d. dage, venner) genkender man
dog bestandig de oprindelige endelser på -r, når man
jævnforer genstandsformen, hvis blanding med nævneformen
har forårsaget vaklingen. Derimod danner det tyske sprog
dette flertal på -e (fise/i, fische). Og ligesom man i alle
de nordiske sprog finder hunkonsordene med flertal på
-er (-ir, -ar, -r) med eller uden omlyd (isl. sjov, fl. sjonir,
sv. syn, fl. syner, d. syn, fl. syner), så finder man atter
i det tyske sprog flertallet på e med omlyd (bank, banke).
Flere exempler ville være lette at finde. Enhver nordbo
vil også strax uden betænkning erklære former som lænder
(sv. lander; i daglig tale horer man også hos os mænner)
for aldeles unordiske og ligefrem overforte fra det tyske
sprog. At sådanne kunne forekomme er imidlertid en
advarsel om, at stærk og stadig indvirkning også kan
kuldkaste den grammatiske bygning. Endelig vil
overensstemmelsen imellem de nordiske sprog og forskellen fra
det tyske erkendes, når man vil betragte forholdsendelserne,
for såvidt de forekomme under sprogenes udvikling; enten
ere de fælles for begge sprogstammer, eller, hvis de ere
forskellige, have de nordiske sprog den samme tilfælles;
f. ex. flertallet§ hensynsform, nordisk: bevarelse af -m,
tysk: overgang til -n (koningum, konigen).
For alle i ojne faldende er endelig ordforbindelsen og
ordstillingen. Fra de nordiske sprogs første færd indtil
nu har overensstemmelsen imellem dem stedse været så
stor, at ingen kan tage fejl deraf, som kan læse et
nordisk skrift, og fornemme noget ved det, han læser. Uden
det vilde de hverken for kunne have udgjort ett tungemål,
eller nogensinde atter kunne komme til at giire det. De
nordiske sprog ere simple, smidige og lette; det tyske
har en tung og slæbende gang. Tyskeren er ligeså
svulstig (når han er svulstig) i sine sætninger, som i sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
