Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden; af N. M. Petersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tanker; mangen nordbo forsoger vel også derpå, men
enhver ser det strax på ham , at hans hele dåd er
efterligning, og sproget vil ikke stå barn bi. Og for at tage
nogle enkeltheder: begge de nordiske hovedsprog vakle
vel stundum i visse forbindelser, fordi sydlige
nabo-sprog har haft megen indflydelse på dem begge , men i
almindelighed er dog den ordfojning, hvorved det ene
adskiller sig fra det tyske, tilfælles for dem begge; f.ex.
kendeordets sammensmæltning med hovedordet, og dets
gentagelse foran og bagefter, som er almindelig i Svensk og
Norsk, og i Dansken i det mindste har sine visse
tilsvarende forbindelser (hele dagen); nødvendigheden af
det bestemte kendeords gentagelse ved flere ensartede
genstande, hvilket i følge kendeordets stilling er ufornødent
i det tyske sprog; enkelte stedordsstillinger (som sv. jag,
som, d. jeg, som, t. ich, der ich)’, den nordiske bojning
af tillægsord i omsagnet, deres uforanderlighed i det tyske
sprog; brugen af hjælpeordene er og har (sv. har varit,
d. har været, t. bin gervesen); brugen af den handlende
tillægsform og hiformen (sv. jag bliver sittande, d. jeg
bliver siddende, t. ich bleibe sitzen; sv. og d. han kommer
ridande, ridende, t. er kommt geritten’, sv. har velat.
komma, d. har villet komme, t. ich habe kommen rcollen)
o. s. v. Men især lader enhver nordisk periode sig
adskille fra den tilsvarende tyske, dels ved de mangfoldige
småord, der ved det sted, de indtage, og den måde,
hvorpå de fordeles, bestemme en stor del af det
ejendommelige i sætningens dannelse, dels ved ejeformens og
ved gerningsordets stilling. Ejeformens frembringer i de
hinanden modsatte sprog en særegen dannelse af
grundsagnets og genstandssagnets enkelte dele; gerningsordets
frembringer en særegen skikkelse af sætidngen og
sætningernes afhængighed af hinanden. Medens de nordiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
