Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden; af N. M. Petersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiden , nu vil den uden tvivl blive en genstand for
eftertanken, nu hører den, hvad enten den opfyldes eller ikke, til
en af vor tids vigtigste opgaver.
men at det er udtrykket for det ædleste, der kan udtrykkes i norden.
Men man kan vel også være temmelig vis på, at denne beråbelsc
på nationaliteten, hvis begreb er noget svævende, i et tilfælde soni
dette, hvor der aldeles ikke tales om at udrydde den, men om at
forædle den, snarere benyttes som et middel til at vinde gemytterne,
for hvilke ordet har en god klang, end den udgår fra en alvorlig
og dybsindig opfatning af begreberne; den er kun en omskrivning
af det gamle omkvæd: lad det blive ved det gamle!
Da det latinske sprog i middelalderen var det almindelige
meddelelsesmiddel for hele den katholske verdens kultur, var dette
ikke da en stor vinding? Men denne tilstand kunde ikke bestå,
thi dette sprog var dødt, det var uforeneligt med folkemålene, det
blev dem påtrængt som noget fremmed. Nu har verden taget en
anden vending, men den stræber på en bedre og heldigere vis frem
imod det samme mal, kulturens almindelige udbredelse.
Folkemålene ere, som det sig hører og bor, bievne udgangspunktet,
men for at komme til målet, må disse samle sig i skriftsprog,
der stedse udvide sig i storre kredse, og stedse mere smælte
sammen. Om dette mål nås, hvo kan sige det, mer. tiden er sig
denne stræben bevidst. De store sprog skyde sig allevegne ud, til
alle sider, for at opsluge de mindre; men just derfor skulle de
mindre overalt slutte sig sammen, for at også de kunne danne en
storrelse, der kan bestå, når den store forening engang skal gå
for sig; gore de det ikke, så forgå de ganske. Det, som allerede
har udviklet en sådan tilværelse, at det ingenlunde fortjener at dø,
skal ikke overvældes, men det skal slutte sig fast til sin nærmeste
slægt, for i forening med den at kunne være noget. For norden
synes tiden til dette sammenhold allerede at være kommen. Dersom
da nogensinde den tid kan komme, at de nordiske og germaniske
sprog og literaturer på den ene side , og de romanske sprog og
literaturer på den anden side kunne således slutte sig sammen, at
Vestevropa havde ligesom kun tvende literaturer, en nordlig og eu
sydlig, så vil også det vorde en vinding. Hvad det
nordisk-germanlske angår, da er deri ingen umulighed; der er ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
