Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med disse Tegn behjælper Sproget sig. De tre ftirste ere
korte, og kunne aldrig være lange, de to sidste ere altid
lange. Alle de Svrige Modificationer af Vokalerne udtrykkes
paa den simpleste Maade, ved diphthongiske Former. Men
i Anvendelsen af disse finde Egenheder Sted, der allerede
vidne om betydelige Afvigelser fra Sprogets ældste Form,
endog ipden dets egne Enemærker. Der gives nemlig to
Stags Diphthonger, virkelige og tilsyneladende. De
virkelige ere de, hvor begge Vokaler skulle hores ligemeget ved
Siden af hinanden, og vel endog oprindeligen hver for sig
have udgjort en Stavelse, de tilsyneladende ere derimod
de, hvor et tilfftiet Vokaltegn blot antyder en Modification
af det oprindelige, uden Qvantitetsforlængelse. Saaledes
er det en Egenhed ved det Gotiske, at h og r ei taale
det rene i og u umiddelbar foran sig, men fordre en
Tilnærmelse af disse Vokaler til a, eller en Brydning til en
bredere Lyd, der udtrykkes ved ai og au, uden at
Ovan-titeten derved forlænges. Medens saaledes Præterita som
qvam, stal, gatam, regelret svare til Præsentia og
Parti-cipia præt. som qvima, qvumans, stila, stulans, gatima,
gatumans, have Formerne i«r, gat ar, de tilsvarende baira,
baurans, gataira, g at aurans, istedetfor bira, burans o. s. v.5
Præt. rak, qvap, have Præs. rika, qvipa; frah, sahv
derimod fratha, saihva istf. friha, sihva. Lyden af disse
Brydningsformer, der maaskee rettest burde have været ud-.
trykte ia, ua, maa omtrent have været som et kort e og o,
hvorfor ogsaa græske Former som ’EXti£sp, 2o\6jjig>v
gjen-gives Aileiaizar, Satilaumdn* Man kan altsaa betragte
disse Brydningsformer som svarende til de sædvanlige e
og o, dannede af i og u, og for at adskille dem fra de
virkelige Diphthonger ai og au med Grimm betegnede disse
åi, åu, hine derimod ai, au. Der kan vel neppe være
nogen Tvivl om, at det gotiske Sprog selv i sin ældste og
reneste Skikkelse ei har trængt til disse Brydningsformer,
1846. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
