Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skrives sum, Conj. ef skrives of9 om el. um , og Conj.
nema, mim eller nnma.
De *forlængede Vokaler synes ingen (liphthongartet
Udtale at have haft, men at have lydet aa (o: å), ee, it,
oo, uu9 yy; man Onder å soinoftest skrevet a9 undertiden
å, ogsaa aa, o; at é og ei paa denne Maade smelte
sammen, er klart, men Skrivemaaden fæ, knæ, fækk, viser
dog at det forste maa have været udtalt mere aabent. Paa
samme Madde kunde det synes som om rø smelter sammen
med ø (o: au og ey) \ de skrives ogsaa eens i Haandskrifterne,
men en lille Forskjel maa dog vel have bestaaet i Udtalen.
I Skrivemaaden af de korte Vokaler i
Flexionsfor-merne nærme de svenske og danske Skriftmonumenter sig
forsaavidt til de islandske og især de nyere norske, som
der ikke nftie skjelnes mellem den mere aabne og lukte
Lyd, o: mellem i og e, u og o, y og o. Men den i hine
ældre Tider herskende Usikkerhed i Lydbetegningen ,
forbundet med en diensynlig Forkjerlighed hos hine
Mundarter til at lade enhver kortere og mere ubestemt
Vokal-lvd nærme sig e, har gjort, at der i Haandskrifterne
som-oftest ei strengt skjelnes mellem a9 æ9 e og i; man finder
saaledes taka og takæ; skera, skæra, skæræ, skeræ; eptir9
epter, æpter og æptær\ ja endog den Schva-Lyd,
hvormed det blotte r efter en Consonaut i Enden af et Ord
maa udtales, og som Islænderne nuomstunder betegne med
u (s. madur), betegnes i gamle svenske og danske
Haandskrifter med æ eller e, s. madær, kunungær, vldær, medær9
o. s. v. De korte Rodvokaler selv skrives oftere med deo
oprindelige Form, end i Norsk eller Islandsk, saaledes u
for o, som kuna, kunungær f. kona, konungr\ den forheo
omtalte Brydningsform ja staaer ogsaa, efter det ovenfor
Udviklede, nærmere Urformen end det norsk-islandske /*.
*) Mærkeligt er det, hvorledes Oldsvensk og Olddansk ei alene
i Forvexlingen af a og æ (o: å), men ogsaa i den ovennævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
