Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 76 —
Og sønnen mente: «Der hvor det koster noget
kan vi jo ikke gaa. Saa maa vi vel faa lov til at gaa
dit det ingenting koster, vet jeg.»
«Dette er bare min skyld — bare min skyld,» jamret
konen.
Råber var graa i ansigtet, og furerne var med ett
som skaaret med kniv. Næverne knyttet sig, vreden
leiret sig paa hans pande, det saa ut som om han vilde
vise at han var herre over sine barn, som han altid
hadde været. Men hans blik faldt paa gjesten, og han
tok sig sammen. Han tidde, men endnu laa der mot-
sigelse i hans dukkede holdning.
Da de unge saa at faren ikke længer vilde si dem
imot, tok de det som en indrømmelse, om han end ikke
rigtig vilde ut med et ja. Christine slog ind paa den
smigertone som saa ofte hjalp dem. «Engang imellem
maa vi jo gjøre noget, som ikke rigtig er pappa tillags,»
sa hun og gik bak ham og slog armen om hans hals.
Det beseiret ham halvt om halvt. Hun var arbeidsom
og forstod at ta ham. Kanske var han svak like over-
for hende.
«Kom med, du ogsaa,» sa Georg.
«Det skulde bare mangle,» svarte Råber, men
nu klang det roligere, næsten venlig. Vreden holdt
paa at lægge sig. De hadde altid levet i fred med
hinanden.
«Ja, farvel da,» hilste George.
«Farvel,» sa nu ogsaa Christine.
De nikket til far og mor og hilste ogsaa paa hr.
Eusebius, men fremmed. Og saa gik de.
Nu først lot det til at falde Thomas Råber ind at
de hadde trættet i fremmedes nærvær. «De maa ikke
tro, at vi lever ufredelig sammen,» sa han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
