Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 261 —
Christian mumlet noget om at han ikke var rigtig færdig
med gaardsarbeidet endnu.
«Nei bi litt», sa faren og lukket sit skap.
Den unge kone gik og satte sig ved bordet.
Ogsaa Christian satte sig igjen.
«Nu er vi alene og vil snakke sammen», sa Blochin-
ger og gik bort til de andre.
Meieli hadde tat et haandarbeide, men det blev meg
til noget. Fingrene vilde ikke.
Blochinger satte sig med et suk. Saa kom en liten
pause, da de næsten kunde høre hinandens hjerter banke.
Han saa paa de to.
«Si mig nu hvad det er», sa han. Han vilde være
rolig, men hænder og læber skalv.
«Hvad mener du?» spurte Meieli og saa paa ham
med klare, uskyldige øine. Det tryk som hadde været
over hende i det sidste, var nu borte, ti hun var med
ett klar over at hun intet galt hadde villet, om hun end
før hadde været forunderlig tilmode, og av denne følelse,
som er et vern mot alt ondt, kom en stor, ro ikke alene
i samvittigheten, men ogsaa i det ydre.
Blochinger rystet paa hodet. «Vi vil ikke føre hver-
andre bak lyset,» sa han. «Der er kommet noget mel-
lem os. Jeg kan ikke si hvad det er, men — saa godt som
før har vi det ikke længer. Det — det maa Dere ogsaa
føle?»
«Ja,» svarte Meieli, «jeg har ogsaa følt det. Det er
som om vi ikke længer kan tale saa frit med hinanden
som før.»
Hun søkte sin mands øine, og da hans blik møtte
hendes, vældet der op som en forløsning i ham, fordi
hendes blik var saa rolig og rent.
Begge vendte sig til Christian; men da skedde det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
