Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 262 —
forunderlige, det mægtige, at den nyvundne ro med ett
veg fra den unge kone. Hun følte det atter som hun
hadde følt det, da hun hadde sittet alene ved ovnen om
formiddagen. Atter var de der, disse smaa øieblikke da
Christian trykket hendes haand eller han sat og stirret
paa hende. Samvittighetens fred var borte. Blodet
strømmet hende til ansigtet. Herregud, hvordan var det
han saa ut, Christian! Hvad var det som feilte ham?
Og — og — hvad feilte der hende selv! At hun had-
de glædet sig ved hans haandtryk, og — og — længtet
efter dem, — det var uret — ja det var det.»
«Da skal du tale, Christian, — for da er det —.
Hvad er der iveien med dig? — Hvordan er det du ser
ut — ?»
Christian svarte ikke. Han sat bøiet, med hænderne
paa knærne, kridthvit i ansigtet, halvt forfærdet, men
ogsaa oprørt.
«Saa merkelig som nu har jeg set dig mere end en
gang,» sa faren, «og nu vil jeg ha forklaringen paa hvad
det er.»
Fremdeles tidde den anden.
Blochinger saa paa sin kone i det samme og saa
hendes sterke rødme. Angsten lyste ut av hendes øine.
Men han trodde det var medlidenhet med sønnen. Han
fortsatte derfor at tale like hjertelig og indtrængende.
«Vær nu aapen mot mig, Christian? Er det noget du
har at utsætte paa mig? Er det noget du gjerne vil
ha forandret? Si mig det nu»
Han la haanden paa hans ryg.
Da for Christian sammen. Han tok sig med begge
hænder op til hodet og holdt sig for ørene. Fingrene
kradset i det tykke, lyse haar. Med ett stønnet han:
«Mor skal gaa ut.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
