Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Pikebarnet drives av noget likesom alle vi andre. Hvad
det er? Hvem vet det saa nøie? Blodets uro? Sjælens
hunger?»
Han avbrøt sig selv med en latter.
«De sperrer mund og øine ordentlig op!» Saa
knipset han med fingrene og tok fat paa sin læsning
igjen.
Frøknen gik ut. Hun rystet paa hodet. Ofte
forekom det hende som om han maatte være forstyrret, saa
springende var hans tale.
Men dame Siebenmann fik endnu mere grund til
forundring. Hele huset, ja byen fik grund dertil.
Hr. Eusebius lot sig ikke se i forretningen hele
dagen.
Frøken Siebenmann undret sig og meldte dette til
hr. Stillfried.
«Han ordner og sigter sine papirer som om han
skulde paa en stor reise.»
Gotthold Stillfried svarte med sit sedvanlige rolige
«Saa?» Han gav sig aldrig i snak med frøkenen.
Om aftenen stod provisoren og skulde stænge
apoteket. Han hadde allerede trukket jerngardinerne ned foran
døren og utstillingsvinduet. Der brændte bare en eneste
lampe, og den hvithaarede stod netop i begrep med at
ta kassen til sig. Da kom hr. Eusebius ind.
Tilfældigvis vendte Gotthold Stillfried sig om og fik se ham.
Ellers vilde han aldrig ha bemerket ham. Saa stille kom
han.
Hr. Eusebius var iført en gulbrun, tætsittende dress,
og hadde en lue av samme farve paa det sorte, bløte
haar. I haanden hadde han den lille stok, som han
altid gik med paa sine spaserture, og som var tynd
og myk som en ridepisk. Han la haanden paa Stillfrieds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
