Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
har jeg bare Gregorys ord, men det bekræftes jo derved, at den døde
lægges med hodet mot nordvest og hans slæde sættes mot nordvest, mot
den himmelretning, fra hvilken natmørket utbrer sig. Naar nordlyset viser
sig, kapkjører de døde tsjuktsjere. En kveld paa turen sydover saa vi
en kraftig nordlysbue, noget som ikke var saa almindelig vinteren 1919
—20, og jeg spurte Gregory, hvad det var. Jeg ønsket at faa vite navnet
paa den og blev derfor noget overrasket, da svaret lød: «Det er de døde,
som kapkjører». Senere fik jeg dette bekræftet av tsjuktsjere. Dette kan
passe godt med den forestilling, at de dødes sjæler i almindelighet
opholder sig i mørket, men naar nordlyset flammer paa sort himmel en mørk
vinternat, da holder de fest. Det hænder at de døde ofres eller indvies
til en bestemt stjerne Arcturus. Noolan sat hos mig en kveld og begyndte
saa uten nogen foranledning at nævne de stjerner, som det maatte ofres
ren til, de som trængte ren. Saa fortalte han, at Arcturus, «Jantchlaut»
trængte mennesker. Hans oldemor var ofret til Arcturus; han sat og talte
paa fingrene, venstre haands lillefinger, det var ham selv, saa kom venstre
ringfinger, som var hans mor, saa langfingeren, hendes mor, hans
bedstemor og saa pekefingeren, som blev hans oldemor og hun var det, som
var ofret til Arcturus. Desværre fik jeg ikke rede paa, om det dreiet sig
om et virkelig menneskeoffer eller bare om en tilegnelse efter døden;
det sidste er nok det sandsynligste.
De dødes sjæle kan sætte sig i forbindelse med de levende og bruker
da hundene som mellemled. Naar hundene gjør om natten, saa er det
for at jage en død, som nærmer sig teltet. Den rolle, hundene her spiller,
er nok en væsentlig grund til at en hund aldrig mangler ved noget
tsjuk-tsjertelt, tiltrods for at den absolut ingen nytte gjør. Engang i vinter, like
efterat vi hadde forlatt vinteropholdsstedet, kom to av Kaankaljs hunder
løs og gav sig til at jage renflokken. Sneen var meget dyp med ganske
svak skare, saa renen sank i til midt paa siden, men hundene kunde
springe oppaa skaren. De indhentet derfor flokken fort, og før folk kom
til, hadde de tat livet av en ung ren, som tilhørte Gregory og skamfert
en stor buk for Geaoljen. Næste dag, da renflokken blev hentet til teltene,
kunde bukken saavidt hinke paa 3 ben, saa Geaoljen maatte gi den
naade-støtet. Jeg sa ham, at det var da ilde at miste en værdifuld ren paa den
maaten, men han svarte, at det gjorde ikke noget. Nogen forklaring vilde
han ikke indlate sig paa, men den fik jeg litt senere av Kaankalj. Geaoljens
far var død for endel aar siden. Han var nu færdig med at ofre ved
farens grav, men han hadde bestemt sig til, at naar han kom i nærheten
av graven iaar, vilde han ofre en ren til ham, nemlig den, som hundene
354
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
