Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
Hulen er et halvhundrede meter dyp og i sin ydre del en 15—20 meter bred,
snevrende noget ind imot bunden. Den er temmelig lavloftet med ujevnt
loft i hak og trappetrin, med store blokker, der hænger saaledes, at man
kunde tænke sig at de kunde falde ned og med deres tusen tons vegt i et nu
slette alt liv under sig ut. Gulvet i hulen er kun hævet litt over
høivand-merket. Der laa store drivisblokke derinde, der maa være ført ind av
paa-landsstorm med høivande. Nu laa de som bekvemme borde, man kunde
læsse sine saker av paa, for saa at indrette sig natteleie paa slæden.
Eskimoerne hadde slaat sig ned rundt om familievis og faat fyr paa
sine spekfate. For dem er det jo kun det daglige liv, idag her, imorgen
der. Alt hvad de behøver, fører de med sig paa slædene. Skindene brer de
ut paa et jevnt sted. Saa lægger de barnene i midten og far og mor paa
hver sin fløi for at holde sammen paa det hele, og litt efter snorker de like
trygt, hvad enten taket over dem er 1000 meter klippe, eller loftet i et
snehus, eller bare et sælskind som de har strakt ut mellem sig og Vorherres
himmel.
Forinden de lægger sig til ro, faar de sig dog et kraftig aftensmaaltid
av det medbragte kjøt og spek. Mens nogen stykker hænges til
opvarmning i grytene over ilden, spiser man imidlertid løs paa det frosne kjøt, alt
mens snakken gaar livlig rundt i kredsen, og latteren runger gjennem hulen.
Det er en eiendommelig scene at overvære. Det flakkende lys fra alle de
mange smaa lygtemænd langs lampekantene, de mørkerøde flammer fra
spekbaalene, hvorfra osen slaar op under loftet og i slangebugtninger søker
mot utgangen, kaster et mystisk skjær over det hele, lyst og venlig derinde,
hvor baalene brænder, men hurtig tapende sig til halvmørke, til helmørke i
de dype kroke, og til det kulsorte, gapende hul, der fører ut til natten og
havet og kulden utenfor. Lyset skinner i fugtigheten, der driver ned langs
væggen bak baalene. Det flimrer i islaget længere borte og gnistrer i
istappene, der hænger ned fra loftet som drypsten og i drivisblokkenes skarpe
krystalflater.
Rundt omkring gaar de smaa pelsklædte skikkelser, og deres mørke
teint blir skinnende indianerrød i belysningen. Skyggerne danser paa
væggen, alt som baalene reiser og falder. Ved baalene sitter mødrene paa
huk og passer ilden. Halvnakne gir de barnene die, og de store barn løper
omkring og leker eller hjælper med ved indretningen av natteleiet.
De mange skind, de vældige stykker frossent kjøt, maten, som man
æter i sig med fingrene, osen fra lampene og fra baalene, alt bidrar til at
skape en stemning av forhistorie, som ikke brytes, fordi mænd og kvinder
efter maaltidet allesammen tænder sine piper.
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
