Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot polhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOT POLHAVET
15
har sét. Olas tænder havde alderen tat paa, og de var nu
temmelig skrale. Som gammel anfører stod der imidlertid
respekt av ham, og de andre betænkte sig to gange, inden
de angrep ham. Lurven spilte imidlertid sin rolle udmerket.
I susende fart satte han avsted i retning av Ola. Bismark,
der skjønte, at det gjaldt et stormangrep, sluttet sig
øieblikke-iig til sin kamerat for at assistere ham. Kommen like ind
paa Ola stopper Lurven op med det resultat, at Bismark,
der ikke er forberedt paa denne list, render like i fiendens
gap. Han fik da som regel dygtig bank av den mere erfarne
Ola. Lurven var den mest ondskapsfulde av alle de hunder,
jeg har truffet. Jeg ser ham endnu for mig med hodet paa
skakke, smaa, mysende øine og halen tvers ut til siden fare
langs efter dækket pønsende paa en ny strek. Han fik ofte
juling av os for sine slette knep og henlå derfor sine
operationer til en tid, da han var mindre paaagtet. Var vi optat
med seilene for eksempel, kunde vi være ganske sikre paa
en batalje. I nattens mulm og mørke, naar han havde faat
de to andre sammen, benyttet han ofte anledningen til at
falde Ola i ryggen, og da kunde den gamle ikke klare sig
længer. Stakkars Ola, han blev ofte tilredt i disse natlige
kampe. Silla sprang ved slike leiligheder rundt de
kjæm-pende og holdt alene et leven, der ganske overdøvet disse.’
Fra tid til anden nappet hun dem i benene.
Det regnet jevnt og stadig, og vi samlet vand i alle vore kar
for at ha til vaske- og hundevand. Men som regel vasket vi os
i saltvand og fik ikke ta det saa nøie med den absolute hvithed.
Vi holdt nu skarp utkik efter is, og den 9de juli fik
vi øie paa to smale strimler, som laa og bugtet sig i sjøen
og viste, at nu kunde vi snart vente hovedmassen av isen.
Og ganske rigtig. Ikke længe efter havde vi foran os
pakisen, stor og tæt. I dens følge kom taaken, isens trofaste
ledsager, som holdt os med selskap under en stor del av
vor navigation i de arktiske farvand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
