Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot polen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOT POLEN
125
legemsdele. Hendes væsen var ikke saa forekommende
som mandens, — tvertom noget bryskt. Hendes tre sønner
havde ogsaa tydelig megen respekt for sin mor. Den ældste,
Erera, var en 16—17 aars gut av den reneste indianertype.
Den absolute ulikhed mellem barn og forældre var mig
dengang uforklarlig, men blev det mindre siden, da jeg lærte
de egteskapelige forhold bedre at kjende. Erera var en
meget sympatisk, man kunde fristes til at si likefrem
dannet gut, hvis høflige og behagelige væsen gjorde ham til en
ven av os alle. Den næstældste var hans komplette
motsætning, en næsvis krabat, som nemlig var git i present til
bedstefar Kagoptinner, der paa bedstefædres vis forkjælte ham
og unddrog ham morens heldige indflydelse. Den yngste var
Anni, en ganske fortryllende liten fyr paa fem aar, sine
forældres kjæledægge. Hele familien var bedre klædt end de andre
eskimoer. Gutterne navnlig var iført rene mønsterdragter.
Efter alle mine iagttagelser bestemte jeg mig til at
komme paa en god fot med Atikleura. Han var øiensynlig
en mand, man kunde ha megen nytte av.
Straks jeg var kommet ind, hentet Atikleura en
skindsæk, ut av hvilken han tok frem en ualmindelig fint
broderet renskinds klædning, som han forærte mig. I min
begjærlighed vilde jeg smie, mens jernet var varmt, og lot ham
forstaa, at jeg vilde sætte stor pris paa ogsaa at faa et sæt
underklær. Øiensynlig meget lykkelig over min anmodning
hentet han nu frem nogen gamle, slitte underklær, skiftet
dem med dem, han havde paa sig, og gav mig disse med
alle tegn til, at jeg straks maatte trække i dem! Noget
forbløffet betænkte jeg mig et øieblik. Jeg kan jo ikke si,, jeg
var vant til at bytte undertøi med folk ... og desuten — i
damens nærvær! Men da Atikleura insisterte, og hans kone
— hun het Nalungia — viste den fuldstændigste
likegyldig-hed for, hvad jeg foretok mig, tok jeg raskt min beslutning,
satte mig paa briksen og tilhyllet mine yndigheder saa godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
