Kommissionshandelens grundforhold. 7 stændige handelsvirksomhed. Derfor kan man med en vis berettigelse endog sige, at man i omfanget og styrken af kommissionærens egen- handel i forhold til hans kommissionsforretning har en gradmaaler for kommissionshandelens evne til at bevare sig som saadan; jo mere den indskrænkes, desmere tendens til at glide over 1 andre, man kan sige, lavere handelsformer, jo mere den udvides, desmere har som regel og- saa kommissionsforretningerne tendens til at antage egenhandels form. Atter her er da det afgørende kommissionærens hele stilling i det øko- nomiske liv. 5. Fordi muligheden af stedfortrædelsens realisation overalt ret hurtigt synes at fremkalde en kommissionshandel i en eller anden ud- formning, kan en saadan vel allerede antages hos Fønikere og Grækere!; bestemtere lader den sig paavise hos Romerne og derefter indenfor de to handelsomraader, hvori den middelalderlige europæiske handel be- vægede sig: Middelhavshandelen og Nord-Østersøhandelen. Da disse studier kun tager sigte paa udviklingen i Nordeuropa, skal her blot for fuldstændigheds skyld nævnes, i hvilken udformning man har paavist kommissionshandel hos Romerne og i Middelhavshandelen ”. Romerrigets handelshistorie er endnu ikke tilfredsstillende behandlet”, Man mente længe at kunne paastaa, at den romerske handel ikke kunde have naaet et meget fremskredent standpunkt; man fremhævede, at dette krigerfolk betragtede det fredelige handelserhverv som en uværdig beskæftigelse, endog ligefrem forbød de højere samfundsklasser en saadan erhvervsvirksomhed; men navnlig henviste man til, at en særlig romersk handelsret kun var lidet udviklet, og at instituter, der er uundværlige for en højt udviklet handel f. e. vekslen, forsikring, aktieselskabet o. s. v. syntes ukendte i Romerretten'", Vistnok maa man nære betænkelighed ved at forestille sig Romerriget i hele dets territoriale udstrækning til enhver tid, som en økonomisk enhed i samme forstand som de moderne stater; der er næppe tvivl om, at navnlig dets vestlige provinser før og efter rigets forholdsvis kortvarige blomstringstid var opløste i mindre økonomiske enheder. Men sikkert er det dog, at i blomstringstiden omfattede den romerske handel hele dets omraade, var den en verdenshandel. Det viser sig da ogsaa, at Romerrettens mangelfulde udvikling paa dette omraade kun er tilsyneladende. Da den store handelstid begyndte, kunde Romerne træde den i møde med en i det fineste udformet borgerlig ret, der navnlig ved sin gennemførte abstraheren var i stand til at lade sig udvide til at finde an- vendelse paa ganske nye omraader uden at brydes, uden at opstillingen af nye regler blev en nødvendighed. Romerne har vel kendt retsinstituter og enkelte retsregler, der særlig tog sigte paa handelsvirksomhed, men deres energiske ab- straktions- og centralisationstrang modsatte sig tanken om en handelen regulerende særlig retsgren& et højt udviklet handelsliv kunde frit røre sig indenfor de borger- lige retsreglers abstrakte formulering. Nøjere undersøgelse viser dette paa mange omraader, men indenfor det her omhandlede ses det skarpt ved den maade, hvor- paa mandatsreglerne lod sig overføre paa kommissionærens forhold til kommittenten. Hovedpunktet er her, at mandatsreglerne, der ikke forudsatte nogen betaling eller provision for udførelsen, viste sig fyldestgørende, hvor en saadan betaling netop var betingelsen for udførelsen, hvor altsaa en egentlig kommissionshandel fandt sted, ! Lepa Zts. f. Handr. 26, 443. Schmoller JGVV 16, 734. 2 For disse omraaders vedkommende forholder jeg mig blot refererende, uden at forsøge nogen kritik hverken af formel eller reel art. 3 E. Specks omfangsrige arbejde: Handelsgeschichte des Altertums I—III (Leipzig 1900— 1906), der i fremragende grad er blottet for enhver skarpsindig problemstilling og besvarelse, byder ogsaa paa dette omraade intet nyt, intet udover hvad der siden Goldschmidt har været almindelig bekendt: se f. e. Il, 527; lil, 2 B., 1133—43. 4 Goldschmidt 66, anm. 53. 5 Goldschmidt 71 og anm. 72. S Goldschmidt 78 anm. 93.