Kommissionærens handlefrihed. 55 borg solgt et parti malt. Kort før 1. novbr. køber han 200 Å preus., der i Preussen skal betales til Henrik Laurencius, denne skal derfor remittere byg og malt i fasten 1359. Af disse 200 &X danner han nu uden videre paa egen haand et societet; 140 X beholder han for sig selv, 40 A bestemmer han for Arnold i stedet for den vægt sølv, han skulde have sendt, og 20 Å anbringer han deri som Bertolds part, af provenuet af maltsalget; og han tilføjer saa udtrykkeligt: des scolen se er eventure stan mit mineme na pennichtalen! En ikke ganske ringe fravigelse fra en instruktion og en ikke lidt dristig handlen som nego- tiorum gestor.? Omtrent samme forhold viser Rigabrevene. Om de betingelser, hvorpaa salget skal finde sted, gives der kun sjeldent nøjere instruktion; den kommitterede vare sendes blot med en opfordring til at sælge, der næsten er gaaet over til at antage skikkelse af en fast formular: got latet ju myt leve tor hant kamen, so do myn beste darby int vorkopen.? Den eneste antydning, der findes til en udvidelse af instruktionen paa dette punkt, er, at kommittenten undertiden angiver, hvad den sendte vare ,Staar i"; i saadanne tilfælde ligger det nær heri at se en limitumpris.? Undertiden gives der forskrifter for, paa hvilken maade varen helst skal opbevares.” Fyldige er instruktionerne dog som regel kun med hensyn til, paa hvilken maade og i hvilke varer der skal remitteres; endda er de ret ubestemte f. e.: moge gy my dar brede Pepersche vor kopen, dar wolde ik ju umme bydden, oft Ipersche; doch boven all ramet des besten, men Tynssche, Kogemanssche, der en sen- det my nycht. Tomessche, gute Engelsche, de gut weren, de mochte men jo slyten.? I det hele taget er det jo indlysende, at instruktionerne, hvor udførlige de end er, aldrig kunde faa mere end demonstrativ be- tydning. Ganske vist gjorde man sig paa begge sider ihærdige an- strængelser for at give meddelelser, man afsendte ganske ligelydende breve med forskellige skibe, skrev ofte, meddelte priser og politiske begivenheder, der kunde faa indflydelse paa handelens gang — men mange af disse breve naaede aldrig eller først sent adressaten. Heraf fulgte, at kommittenten ikke kunde vente eller forlange ufortøvet med- delelse om kommissionens udførelse; ofte finder man, at han endog i lange tidsrum lades ganske uvidende om sine varers skæbne, om de i det hele taget har naaet deres bestemmelsessted, eller hvor de befin- der sig.” 12 Mollwo Il, 281, 302. 2 Stein, Hans. Gbl. IX, 1898, 73; Evert Vrye til Arnt Molderpass. Ganske saaledes Helnrich Gendena til Philip Bischof: De almechtige leve Got geve, dat juu dusse parsselle alle myt leve tor hant kommen. So doet dat beste in dat verkopen, so ik wol weit, dat gii gerne doen; 75. De leve Got latet juu mit leve tor hant komen, dot wol, provet dat beste int vorkopen; 94. 8 Saaledes Stein |. c. 76: Wetet, dat ik juu sende. .... my tohorende 3 stro wasses . . . it schippunt steyt 68 mark. Item . .. under mynem merke 4 stro wasses . . . elk schippunt hirvan steyt 69 mark . . . dyt was . .. vorkopet. Ogsaa 95. Med denne kommittentens angivelse af en pris, hvori varen ,Staar", maa ikke forveksles de tilfælde, hvor det er kommissionæren, der angiver returvarens ind- købspris f. e. 80, 85. 4 Særlig udførligt Heinrich v. d. Wele om opbevarelse af et lispund rhabarber. Stein l. c. 94—95. 5 Stein l. c. 73. 6 Cf. Levin 45, anm. 147. 7 Saaledes: Vortmer Arnt, gude vrunt, als ume dat tymmer sabelen, dat ik ju to vorjaren mede dede, dar en hebbe ik noch gene tydynge off, wer gy et vorkofft hebben of nycht, off gy et Hans Lyndenhusen hebben gedan. Ok secht my Kort Schryckelman, dat he ju 2 1/2 tymmer slychter treussen heve gedan, de ik eme hyr dede, de my tohorden. Dot wol, wan Got gevet, dat dyt dynck ju tor hant kamet etc. Stein I. c. 73 74.