Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 Il. kap. I. Den engelske kommissionshandels historie.
købene af mohairgarn, d. v. s. garn af Angoragedens uld, der fandt anvendelse til
fabrikation af en slags knapper, der vare stærkt paa mode i slutn. af det 17. og
beg. af det 18. aarh., og i det hele af gedeuld, der væsentlig var hattefabrika-
tionens raastof; endelig ogsaa af parfumer og droguer. Dertil kom, som det neden-
for skal omtales, i 70erne og 80erne ganske nye eksportvarer.
Af stor betydning var det nu, at under denne udvidelse overtog de franske
købmænd i større omfang forsyningen af Frankrig selv, særlig for Sydfrankrigs
vedkommende. Frankrig blev Levantvarernes vigtigste salgsmarked; købmændene
i Italien, indfødte, engelske og andre fremmede, supplerede de franske købmænds
virksomhed; de sendte falske femsousstykker fra Italien til Tyrkiet; den stadige
efterspørgsel og kursgevinsten tillod dem at drive priserne paa Levantvarer i Tyr-
kiet i vejret og endda at undersælge de engelske kompagnimedlemmer i Frankrig
og maaske allerede i England. Hertil svarede, at de franske købmænds og den store
franske ministers bestræbelser for at drive de fremmede ud af forsyningshandelen
til Frankrig nu traadte bestemtere frem. Marts 1669 udstedte Colbert et edikt, der
havde et dobbelt formaal. Marseille erklæredes for en frihavn; denne by skulde
nu søge at fortrænge Livorno som den store stapelplads for Levantvarer; alle fri-
heder tilstodes de fremmede, der for fremtiden vilde søge dertil. Men samtidig
bestemtes, at Levantvarer kun maatte importeres til Frankrig over Marseille og
Rouen; i alle andre havne skulde der deraf betales 20 "76, selv om de importere-
des af en fransk købmand paa et fransk skib; den samme bestemmelse ramte og-
saa alle Levantvarer, der ikke importeredes direkte til Marseille fra Levanten, men
fra en mellemhandelsplads, f. e. Livorno. Endelig skulde der af alle Levantvarer
ligeledes svares 20";0o, hvis de importeredes paa fremmede skibe, selvom det var
for fransk regning!. Medens saaledes importen til Rouen og den direkte import
til Marseille for fremmed regning lodes aaben, blot den fandt sted paa franske
skibe, skulde importen til Marseille over Livorno absolut standses. Selvom nu
disse skarpe bestemmelser ikke i praksis opretholdtes med synderlig styrke, fordi
det syntes Colbert det vigtigste formaal at samle Levantvarerne i Marseille?, var
det dog klart, at Livorno i kompagniets øjne maatte miste sin betydning som mel-
lemhandelsplads for forsyningshandelen til Frankrig; det var langt lettere for de
engelske købmænd at deltage deri direkte end over Livorno.
Livorno blev fra nu af for den engelske Levanthandel alene en
konkurrent til den direkte tilførsel til England, ja det kunde endog be-
frygtes, at forholdet nu vilde blive det ganske omvendte af det tidligere,
at det for fremtiden vilde blive de franske købmænd, der lejlighedsvis
kastede deres for store tilførsler over Livorno ind paa selve det engelske
marked.
110. Medens den italienske mellemhandel saaledes for kompagniet
mistede sin egentlige betydning og berettigelse, saa faktorerne i hele
denne udvikling, i de stigende indkøb, de forøgede forretninger for Eng-
lændere og fremmede i Italien, kun fremgang. Denne modsætning i
opfattelsen kom glimtvis frem allerede i 1669; der var dengang tale
om en fornyelse af de engelske kapitulationer, og efter opfordring med-
delte faktoriet i Smyrna, at det kunde ønske bestemmelser indsat om,
at handeler, afsluttede i Livorno eller andre kristne byer mellem Eng-
lændere og Armeniere eller Jøder, hvoraf der nu fandtes mange i ita-
lienske byer, ikke skulde paadømmes i Tyrkiet, og at dokumenter, op-
satte i Livorno etc., skulde have beviskraft for tyrkiske domstole. Men
kompagniet gav gesandten ordre til ikke at tage hensyn hertil, da saa-
1 Masson 164—67.
2? Masson 170—73.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
