Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Angrebene paa kompagniet 1743. 187
Ib., medens den engelske kun kostede 9 d., mente klædefabrikanterne, at dette for-
hold i det mindste kunde blive stærkt afhjulpet ved, at klædeeksporten ikke ude-
lukkende fandt sted fra London; thi herved belastedes klædet med transporten til
London, omkostningerne til kommissionær, skriver, magasinering, omemballering,
dragerløn, told og havneudgifter, der alt var højere i London end i nogen anden
engelsk havn; ogsaa paamønstring og skibenes forsyning med levnedsmidler var
dyrere dær end andetsteds. Eksporten burde kunne finde sted fra enhver engelsk havn,
saa nær produktionsstedet som muligt; enhver engelsk købmand burde kunne op-
tages i kompagniet mod et ringe indtrædelsesgebyr; man burde ikke fastholde
kravet om, at medlemmerne alene skulde være grosserere, og ogsaa i Tyrkiet burde
salget ikke koncentreres til nogle faa pladser men kunne finde sted overalt. Disse
ønsker formuleredes i petitioner, der fra forskellige egne af landet indsendtes til
parlamentet", og i underhuset fremsattes et lovforslag, der gik ud paa, at fra og
med 1744 24. juni skulde enhver britisk undersaat, der begærede optagelse, optages
og nyde alle privilegier som medlem inden 28 dage efter sin begæring, naar han
betalte X 20 i indtrædelsesgebyr og aflagde sædvanlig medlemsed; paa disse vilkaar
skulde mænd fra enhver engelsk havneby og ethvert andet sted i riget optages, og
nægtedes der nogen optagelse, skulde han alligevel betragtes som medlem. Sønner
og lærlinge skulde dog kun betale 20 s. ved optagelsen. Efter 24. juni skulde det
være ethvert medlem tilladt til enhver tid fra enhver britisk havn eller plads at
eksportere alle slags varer, der var producerede i Storbritanien, dets kolonier eller
Østindien (hvis eksport ikke var forbudt ved lov), i ethvert britisk skib, der op-
fyldte navigationsaktens fordringer, til enhver havn eller plads indenfor kompag-
niets privilegier, og paa samme maade derfra at importere alle ikke forbudte varer,
der var købte i barathandel for uldmanufakturer eller andre eksporterede varer
(møntet og umøntet guld og sølv undtaget) eller for provenuet ved salget af saa-
danne varer, eller for provenuet af skibsfragt, konsulatsafgift eller kommissionær-
provision — alt mod at betale told og de afgifter, der var nødvendige til kompag-
niets opretholdelse”,
152. Om petitioner og lovforslag erklærede nu kompagniet?, at det var for-
undret over at se disse klager fremsatte af klædefabrikanterne, eftersom disse
hverken det foregaaende aar eller dette havde kunnet tilfredsstille kompagniets
efterspørgsel; tværtimod var prisen paa klæde, der egnede sig for Levantmarkederne,
siden sidste aar sat mindst 20% op. Kompagniet vilde paa ingen maade mod-
sætte sig dette lovforslag, hvis det virkelig, som forslagsstillerne mente, kunde
forøge handelen paa Levanten. Men det maatte sætte sit charter og sin virk-
somhed i det rette lys. Det var en fuldstændig misforstaaelse, at kun Londoner-
købmænd kunde blive medlemmer, og at kun London kunde være eksporthavn.
Bestemmelsen om, at enhver, der ønskede optagelse, og som boede indenfor en
omkreds af 20 miles omkring London, først skulde være borger dær, var i sin tid
indsat efter kongens ønske og forhindrede ikke, at enhver mand fra enhver havneby
eller anden engelsk by kunde optages og til enhver tid paa forlangende var blevet
optaget som medlem’; ingen af ansøgerne havde heller nogensinde begæret op-
1 Brit. Mus. Pamf. 357 c. 12 (35). 104 h. 11.
2 Brit. Mus. Pamf. 357 c. 12 (32).
3 Brit. Mus. Pamf. 357 c. 12 (36). 213 i. 2 (59).
4 Det er sikkert, at kompagniet havde fuldstændig ret i denne paastand. Kravet om denne bestem-
melse fremkom fra byen London selv allerede 1627 — R. O. 148, 167! — og maa opfattes som et led af
de bestræbelser, byen under sin stærke vækst i løbet af det 17. aarh. rettede mod at skaffe sig myndighed
over de forstadskvarterer, der voksede op udenfor byens ældste omraade. Cunningham Il, 172—73.
Byen vilde ikke, at en mand, der drev forretning som Levantkøbmand i London, skulde kunne unddrage
sig sin borgerpligt ved at tage bopæl i et forstadskvarter; i 1636 foresloges en deling af forstædernes
grund mellem London og Westminster, selvom dette ikke blev udført, var spørgsmaalet dog sikkert stedse
fremme, og 1661 12. febr. opnaaede London en kgl. proklamation: That all charters now passing or here-
after to be granted by his majestie to any corporation of merchants of London, shall have this proviso
inserted, that noe person inhabiting in or within twenty miles of London shall! enjoy any benefit of that
grant or be admitted into the societie and priviledges thereof, untill he has taken the freedome of the city.
R. O. 152, 14. Følgelig indsattes en dertil svarende bestemmelse ogsaa i Levantkompagniets charter af
1661, og byen var meget ivrig for at sørge for denne bestemmelses overholdelse. 1674 klagede saaledes
lordmayoren til kompagniet over, at det tilsidesatte den, men dette svarede 12. septbr.: that since his
majesties renewal or our charter wee have not admitted any one merchant, who had not either first taken
his freedom of this city or else inhabited twenty miles distant from it; af disse sidste var der siden 1661
optaget fire, bosatte i Windsor, Cornwall, Maidenhead og Stringfield i Essex, af de to sidste havde kom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
