244 II kap. II. Den engelske kommissionshandels form. undtagen i tilfælde af dødsfald eller lign., fordi følelsen af sammen- hørighed mellem faktoren og den principal, der havde udsendt ham, endnu var meget stærk. Men denne samhørighedsfølelse afsvækkes under det kraftigere handelsliv i slutn. af det 17. 'aarh., og i beg. af det 18., efterhaanden som man mere og mere nærmer sig kriseaarene 1718—20, forekommer der flere og flere tilfælde af denne art; ganske naturligt, fordi de strengere tider bragte principalerne til først og frem- mest at se paa deres egen fordel eller til at søge at trække sig ud af forbindelse med en faktor, hvis stilling de mistænkte. At denne praksis var ny, ses deraf, at overførelsen ikke lod sig gennemføre alene ved en ordre fra principalen til faktoren; den kunde formentlig ikke ventes adlydt, fordi den ikke støttedes ved nogen ordre fra kompagniet om dette forhold, og fordi den af faktoren meget stærkt føltes som en uret; heller ikke lod som ovenfor bemærket en enkelt forretning sig saaledes overføre, men principalens samlede forretninger maatte overdrages fra en faktor til en anden. Principalen maatte derfor gaa den modsatte vej, idet han meddelte den faktor, hvem han ønskede sine forretninger overdragne, fuldmagt til af hans hidtilværende faktor at kræve samlet af- regning og overdragelse af det gods, der endnu maatte bero hos ham usolgt. Saadanne overdragelser forekommer i stigende tal i tiden før og efter 1720; og særlig synes en enkelt faktor, mr. Lethicullier, at have været genstand for saadanne forsøg; af hans sager skal her et par refe- reres, der er af særlig interesse. 212. Den første af disse sager giver ganske vist ingen direkte oplysninger om sekvestrationen, fordi der ved den ikke blev tale om dens anvendelse, men den illustrerer godt, hvor slet betrygget faktorens stilling var overfor den engelske principal. 1716 28. febr. gav George Buckley, købmand i London, firmaet Drew & Hanger i Galata fuldmagt til at forlange afregning, betaling og udlevering af usolgte varer af hans hidtidige faktor mr. John Lethicullier, og 16. apr. indgiver da dette firma til gesandten petition om fuldmagtens eksekution. De følgende forhandlinger mellem parterne viser, at det drejede sig om 3 ure og 9 baller klæde. Af urene var det ene solgt, de to andre usolgte; Lethicullier erklærede sig straks villig til at udlevere dem og betale provenuet af det solgte. Ogsaa alt klædet var solgt til de- taillister i Constantinopel, men af de 9 baller var i alt fald de 7 solgt paa nogle maaneders kredit, og dette kreditsalg var billiget af Buckley, til hvem Lethicullier 27. jan. havde sendt afregning. Men nu forlangte Drew & Hanger i kraft af deres fuldmagt, at han til dem straks skulde give afregning for klædesalget og be- tale provenuet eller ogsaa overgive dem forskrivningerne fra køberne til inkassa- tion. Lethicullier gav dem afregning, der viste en saldo i Buckleys favør paa 2941 Id. Drew & Hanger gjorde indvendinger mod den og mente, at saldoen rettelig burde været 3067 Id. 49 &; men navnlig fandt de det ganske uberettiget, at Lethicullier forlangte 12 %'o for kontant betaling, medens han henviste til, at det var det almindeligt at tage, naar der forlangtes kontant betaling af en købesum, der var fremgaaet af kreditsalg og derfor endnu ikke var indgaaet; derimod var han villig til at betale, efterhaanden som afdragene indgik til ham selv. Forskrivnin- gerne vilde han ikke udlevere, uden at han selv fik kvittering for hele deres paa- lydende paaløb; han ansaa de folk, han havde solgt til, for solide købere, og han regnede forskrivningerne for gode nok i hans egen haand, men han vilde ikke være ansvarlig for, hvad der kom ud af dem i Drew & Hangers; heller ikke kunde han anse det for stemmende med Buckleys interesser, at de blev udleverede. Atter 10, maj forlangte disse imidlertid fuldmagten eksekveret; de forlangte endog