Den første periode. 251 træde i det rette lys; man bemærker de begyndende forbindelser med Italien og mellem faktorerne paa de tyrkiske pladser indbyrdes; derimod mærkeligt nok ingen forretninger for fælles regning med en principal, som dog iagttages hos Modyford. Hver faktor fører forretning for sig, saalænge han er ude; selve forretningsgangen er uhyre simpel; de fra principalerne modtagne varer ombyttes for Levantvarer, der tilbagesendes med afregninger; paa intet punkt gøres det strengt taget nødvendigt for faktoren at træde til med sin egen kapital. 220. Det stod dem da frit for at anbringe denne deres egen kapital fuldstændig i deres egenhandel. Udsigten til en hurtig og be- tydelig kapitalforøgelse var imidlertid ikke stor; den 2 ”/o's provision af omsætningen for i heldigste tilfælde en halv snes kommittenter var dens væsentligste kilde, men den kapital, hvormed disse arbejdede, omsattes som regel kun een gang aarlig, og deraf skulde faktoren have sit under- hold, før der blev tale om kapitalforøgelse; formodentlig gav derfor de £ 100 aarlig, hvormed hans egenhandel i de første aar maatte stige, et tilstrækkeligt spillerum. Det var sikkert fra først af kompagniets tanke, at faktoren vilde anvende sin kapital til forretninger af ganske samme art som principalernes; han vilde købe klæde i England og sælge det mod Levantvarer. Vistnok var dog denne den for faktoren mindst fordelagtige anbringelse; fik han en chance for større gevinst end 2 %0, maatte han paa den anden side her bære risikoen, og ogsaa her kunde der kun være tale om een aarlig omsætning af kapitalen. Derfor synes faktorerne, saasnart det lod sig gøre, at have været be- tænkt paa at give deres egenhandel en anden form; i de sidste aar af 1620erne kastede de sig ind i kornhandelen til Italien; men de meget store gevinstmuligheder bragte dem til at lade deres foretagender langt overskride den grænse, deres ringe kapital burde have foreskrevet dem. Over deres egenhandel i disse aar kastes der lys ved en forhandling paa kompagniets almindelige forsamling 1631 4. apr. Gesandten havde underrettet kompagniet om, at George Moore, faktor i Constantinopel, var flygtet, efterladende sig en gæld paa 60,000 dl. til jødiske og tyr- kiske købmænd; det angaves, at tre medlemmer, mr. Oranshaw, mr. Eglesfeild og mr. L. Roberts havde varer i konsignation fra Moore. Roberts, der var tilstede, erklærede, at Moore havde konsigneret til ham en balle grogramtøjer og £ 50 i rede penge; men Roberts havde sendt ham remisser herfor og var desuden hans kreditor for 3 å 400 dl.; Eglesfeild havde modtaget 3 baller silke, men sendt returvarer herfor til mr. Green i Smyrna”. Man ser, hvor ringe omfang Moores egen- handel til England havde haft; det var handelen til Italien, der havde ødelagt ham som saa mange andre. Falliterne og ordrerne afbrød fore- løbig denne udvikling; da faktorerne omkring 1650 paany søger at ud- vide deres egenhandel, naar denne atter hurtigt udover grænserne af deres egen kapital; nu lyder klager over, at de ved at sende deres principaler for ringe remisser benytter disses kapital i deres egenhandel, snart atter klager over falliter. Men faktorernes trang til at give deres 1 R. O. 148, 2331—34.