Konsignation uden tratte. 257 ikke nu og da overfor deres egne faktorer. Men denne sædvane synes først i større omfang at være trængt igennem i kommissionshandelen i England i de første aartier af det 19. aarh., og jeg har i alt fald i tiden indtil midten af det 18. aarh. ikke truffet noget eksempel herpaa i for- bindelserne mellem engelske principaler og engelske faktorer i Levanten. Dette skyldtes mest, at i denne handel var endnu stedse indkøbs- kommissionen nøje forbundet med salgskommissionen; principalen ønskede remisser i varer. Alligevel iagttager man dog netop i slutn. af det 17. aarh. en delvis bortgliden fra dette gamle forretningsgrundlag; princi- palerne synes ofte ikke at have ønsket det hele provenu anvendt til opkøb af Levantvarer, men at have ønsket remisser ved veksler. Deraf opstaar afregningsstriden mellem faktorerne i Constantinopel og kompag- niet i 1678; skulde faktorerne remittere ved veksler, mistede de deres 2 %/0 provision af indkøbskommissionen, derfor forlanger de 1/2 "/0 i provision af saadanne remisser. Men selvom saaledes en vekselomsæt- ning mellem England og Levanten, dels af denne grund, dels fordi de engelske principaler oversendte faktorerne penge til indkøb af Levant- varer ved veksler, i slutn. af det 17. aarh. fandt sted, ses en principal dog ingensinde at have forlangt delvis betaling, før den konsignerede vare virkelig var solgt, ingensinde at have ladet tratten følge umiddel- bart efter varens afskibning eller modtagelse. Hvor stor en egenkapital de engelske kommissionshuse i Levanten end arbejdede med, fandt denne derfor ikke anvendelse i deres kom- missionshandel for engelske principaler, faktorerne kom i dette forhold ikke til at drive selve deres kommissionsforretning ved egen kapital, de arbejdede stedse kun med deres principalers. Deres krav paa disse var derfor regelmæssigt stedse de samme, indskrænkede alene til omkost- ninger og provision. Det er dette særlige, rent forretningsmæssige for- hold, der forklarer, at man indenfor kompagniet ikke naaede frem til at anerkende, og at end ikke faktorerne, der dog i denne periode paa saa mange punkter indtog en meget bestemt og selvstændig holdning overfor kompagniet, nogensinde stillede noget bestemt krav om en retentionsret, endsige panteret, for faktoren i kommissionsgodset, saalidt som om en kompensationsret. 227. Netop det, at en almindelig retentionsret for faktoren inden- for kompagniet ikke var anerkendt, giver mr. Rowses ovenfor frem- stillede tilfælde en ganske særlig interesse. Hiett, Jacob & Greene modtog her en kommission fra en engelsk principal paa ganske andre betingelser, end sædvanligt var. Rowse havde ikke købt sit sukker i Lissabon pr. kontant, men mod veksler, der til et vist tidspunkt vilde være at indfri. Denne forpligtelse paatog Hiett, Jacob & Greene sig sammen med salgskommissionen, naturligvis mod passende forrent- ning af de forskud, de derved vilde komme til at yde. Forretnings- forholdet var da ganske det samme, som hvis Rowse havde tilsendt kommissionshuset sukkeret og saa efter en vis tids forløb trukket paa det for en del af fakturabeløbet. Derfor følte ogsaa kommissionæren, saasnart han havde indfriet vekslerne, trang til særlig sikkerhed i den konsignerede vare; savnet af en almindelig retentionsret erstattede huset 17