Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fæstnelse af retsregler. 2T1
ejendom, der var i hans besiddelse, indtil der var ydet ham betaling
for alt, hvad principalen skyldte ham ifølge en generalopgørelse, men
ikke til at sælge eller pantsætte den tilbageholdte vare; ogsaa var de fire
købmænd enige om, at hans sikkerhed i varen ophørte i det øjeblik,
han lod den komme ud af sin besiddelse.
Det forekommer mig, at man meget tydeligt ser sammenhængen
mellem denne udformning af retentionsretten og den særlige form for
de praktiske forretningsforbindelser mellem engelske principaler og fak-
torer, som Levantkompagniets arkiv har givet os indblik i; det i praksis
almindeligt forekommende tilfælde var netop det, at principalen ved en
generalopgørelse af en række forretninger, af et enten blot rent regn-
skabsmæssigt eller undertiden ogsaa virkeligt kontokurantforhold, blev
faktorens debitor for en slutsaldo; meget sjeldnere var derimod endnu
de tilfælde, hvor faktoren ved at acceptere tratter havde ydet principalen
forskud paa den enkelte varekonsignation; saadanne forskud tages da
heller ikke i betragtning, da retentionsretten udformes, omend de senere
meget vel kunde indbefattes deri.
246. Dernæst blev det af den højeste vigtighed nu endelig at faa
bestemt, hvilket omfang og hvilken betydning der maatte tillægges den
faktoren af principalen meddelte ,bemyndigelse" til for dennes regning
at afslutte forretninger, hvad enten denne bemyndigelse faktisk var be-
stemt begrænset eller ej, hvad enten den fremtraadte i skikkelse af
en fuldmagt, under form af visse almindelige forskrifter eller blot som
en speciel instruktion, og ganske uanset, om faktoren maatte anses for i
et vist omfang eller slet ikke at forpligtes overfor medkontrahenten,
omend ganske vist de tilfælde, hvor forretningsafslutningen medførte
direkte virkninger, var dem, der for handelslivets sikkerheds skyld mest
paatrængende krævede en løsning.
Allerede i Scott v. Surman var den stilling, engelsk ret vilde
indtage til dette spørgsmaal, angivet derved, at dommen havde gjort
pladsusancen til det afgørende i stedet for principalens særlige bemyn-
digelse, og saavel her som i Ekins v. Maclish (1753) var det udtalt,
at domstolen til bestemmelse af den myndighed, der tilkom faktoren,
hvad enten denne var ham tillagt ved et særligt dokument eller ikke,
vilde tage hensyn til og følge handelens sædvaner, enten hvor det gjaldt
om at give den rette forklaring af ord, der blev brugt i anden end
deres sædvanlige betydning, eller hvor det gjaldt om deri at indbefatte
tilfælde, der ikke var uoverensstemmende med faktorvirksomhedens
natur’. I 1762 pointeres i Daniel v. Adams bestemtere dette stand-
punkt: alle forretninger, som falder indenfor faktorvirksomhedens sæd-
vanlige ramme, afsluttede bona fide med en faktor af tredjemand, uden
at denne har kundskab om eksistensen af instruktioner, der indskrænker
faktorens tilsyneladende myndighed, er forbindende for principalen overfor
medkontrahenten”, Ved en række følgende domme særlig fra tiden 1785
1 Blackwell 30. Ambler: Chancery Reports 1737—1778, 184: and therefore nice and critical
construction is not to be put upon these powers either at law or in equity. Cf. referatet hos Story 87,
anm. 1 og 100, anm. 4.
2 Blackwell 37. 1 Daniel v. Adams udtales, saa vidt jeg af mine optegnelser kan se, dette
princip kun e contrario. Ambler: Chancery Reports 1737—1773, 495: that the wife was not bound by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
