Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 ll. kap. Il. Den engelske kommissionshandels form.
til 1812, lagdes den samme opfattelse til grund, og saaledes naaede
engelsk ret over til stedse bestemtere at opfatte faktoren som ,a general
agent", der uanset den ham privat meddelte fuldmagt eller instruktion
forpligter sin principal overfor godtroende tredjemand ved kontrakter
og handlinger, der falder indenfor grænserne af den myndighed, der
sædvanlig tilkommer a general agent af den bestemte art, og hvormed
han tilsyneladende er, d. v. s. af tredjemand maa antages at være ud-
styret".
Det var selve handelslivets sikkerhed, der krævede, at faktorens
stilling blev saaledes opfattet; det kunde ikke forlanges, at tredjemand
forud for afslutningen af en forretning med en faktor skulde anstille
undersøgelser om, hvorvidt faktoren nu ogsaa var berettiget til at afslutte
denne forretning; tredjemand maatte kunne kræve sikkerhed for, at for-
retningen, naar den var af den art, som faktorer (eller den bestemte
faktor) plejede at afslutte, og naar der intet var ham bekendt om en
indskrænkning af faktorens myndighed, ikke efter at den var afsluttet
kunde erklæres uforbindende for principalen og ugyldig. Hvor vidt fak-
torens sædvanemæssige myndighed faktisk strakte sig, og hvilke ændringer
den undergik, maatte til enhver tid afgøres efter handelens egne sæd-
vaner, naar disse var almindelige og stærke nok til at kunne anerkendes
af domstolen; dog maa det bemærkes, at de engelske domstole paa visse
punkter viste stor tilbageholdenhed, saaledes særlig med hensyn til
spørgsmaalet om faktorens myndighed til forbindende for principalen at
pantsætte kommissionsgodset; allerede i Paterson v. Tash (1742) var
det udtalt, at dette ikke faldt indenfor faktorens myndighed”, og senere
fastholdtes denne opfattelse meget bestemt, selvom der nu og da rettedes
kritik derimod.
Men at den engelske retsudvikling iøvrigt her fuldtud anerkendte
handelslivets praktiske krav, maatte ogsaa virke tilbage paa det ind-
byrdes forhold mellem principal og faktor; ogsaa her maatte der tillægges
handelens sædvaner større indflydelse til bestemmelse af faktorens ret
og handlefrihed. Kunde det tidligere paastaas, at principalens ordre var
det alene afgørende, saa at faktorens handlefrihed strengt taget ikke
strakte sig længere end denne angav, maatte faktoren nu paa forhaand
anses for at have bemyndigelse til at foretage sig alt, der ikke faldt
udenfor faktorvirksomhedens sædvanlige omraade, og principalens ordre
maatte paa alle punkter, hvor den ikke udtrykkelig indskrænkede fak-
torens myndighed, anses for suppleret ved handelens sædvaner. For at
principalen skulde være nødt til at anerkende en af en faktor afsluttet
forretning og dennes hele form, behøvede faktoren ikke mere at paavise,
at han udtrykkelig havde været saaledes bemyndiget, men alene, at den
faldt indenfor faktorvirksomhedens sædvanlige omraade og ikke var ham
udtrykkelig forbudt af principalen. Dette udtaltes meget bestemt i Fenn
v. Harrison (fra tiden 1785—1800): det kan ikke slaas for udtrykke-
the contract which was not made pursuant to the authority given to Bevans ... Ilt is not like the case of
a factor, which is for the convenience of trade.
1 Story 150 f. Blackwell 33—37.
2 Blackwell 42, 87. Story 105, anm. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
