318 Ill. kap. I. Den tyske kommissionshandels historie lange en noget højere eksporttold af de fremmede end af de indfødte købmænd og besvarede senere klager blot med at henvise sagen til undersøgelse. Senere søgte saa borgerne i Jauer selv at sætte de fremmede passende grænser; da den begyndende trediveaarskrig paalagde dem selv de største byrder, medens de fremmedes handel gik mere glimrende end nogensinde, vedtog borger- forsamlingen i Jauer 1622 en række bestemmelser, der vel næppe forandrede de faktiske forhold synderligt, men som atter viser, hvorledes de hollandske faktorer udøvede deres handelsvirksomhed, og i hvilket omfang disse deres ivrigste mod- standere mente den overhovedet kunde indskrænkes. Bestemmelserne lød: enhver udlænding maa vel handle i Jauer, men kun opholde sig i byen fire dage i hver to maaneder; linned, garn og traad etc. maa de kun købe af borgere, ikke af »fremmede" d. v. s. ikke af væverne selv; er en udlænding i færd med at afslutte en handel og en borger kommer til, kan denne altid gøre sin forkøbsret gældende; ingen udlænding maa betjene flere kommittenter, og han maa hverken købe eller leje hus eller rum; ingen borger maa opkøbe ubleget lærred for en fremmed eller blege og appretere andet linned for dem end det, de har købt af ham selv'. Man ser, hvad der er de Jauerborgeres maal: de vil holde opkøbet af den ufærdige vare og tilberedningen af den paa deres egne hænder; de fremmede maa købe og for- sende den færdige vare; de frygter, at de fremmedes kapitaloverlegenhed vil gøre gennemførelsen af dette princip umulig, derfor vil de hindre dem i at benytte borgere som indkøbskommissionærer og i at lade borgere færdiggøre store vare- partier for deres regning, derfor indsætter de endog en saa ganske umulig bestem- melse som den, at ingen fremmed faktor maa modtage kommissioner fra flere end een kommittent. Hvad selv ikke de schlesiske købmænd, naar de gik videst, havde ønsket, det bevirkede trediveaarskrigen, den fejede ganske de hollandske faktorer ud af Schlesien. Jauer selv ødelagdes, en stor del af dens købmænd drog til Breslau. Dog selve den schlesiske linnedindustri kunde krigen ikke udrydde, hvor meget landet end udplyndredes, hvor mange menneskeliv der end gik tabt. Da uvejret var drevet over, genoptoges atter arbejdet, og oppe i bjergdalene opstod der ved siden af Hirschberg og Greiffenberg nye smaacentrer for linnedhandelen i Landeshut og Schmiedeberg?, 286. Man vil, forekommer det mig, ved en saadan nøjere skelnen gøre sig det mere klart, hvori forandringen for den egentlige tyske handels vedkommende bestod. Under en meget kraftig udvidelse af den samlede tyske omsætning, under en stærk forøgelse i antal og kvantitet af de varer, der var genstand for en handel, som maatte indskyde mere end eet mellemled mellem producent og konsument, bibeholdt Tyskland i det hele sin tidligere økonomiske struktur, det vedblev at være opløst i byomsætningsenheder, fortrinsvis fordi en sammensmeltende eksport- handel manglede, ja mulighederne for en saadan endog stedse og væsentlig forringedes. Med de varer, tysk handel kom til at raade over, kunde det ikke tvinge køberne til sig. For en række af sine væsentligste fornødenheder blev derimod Tyskland henvist til den frem- mede import; det maatte være tilfreds, om de fremmede tog tyske varer i betaling. Derfor gled ledelsen af tysk omsætning over til den fremmede købmand, der eksporterede de varer, der skulde tjene til betaling, fordi de særlige vanskeligheder, hvormed handelen i disse varer i datiden var forbundet, ogsaa gjorde deres indflydelse gældende. Denne udvikling gjorde den tyske købmands stilling meget usikker. Han maatte finde sig 1 at opgive den eksporthandel til udlandet, som i! Zimmermann 6—8. ? Zimmermann 11 --12.