Fastholdelsen af oplandet. 329 Bønderne bragte levnedsmidler og raastoffer og købte derimod deres fornødenheder af byens haandværkere. At sikre dette forhold var i den ældste tid langt det vigtigste for byerne; i forhold dertil spillede den tilførsel af varer til byen, der fandt sted ved fremmede købmænd, endnu overordentlig mange steder kun en ringe rolle, og der paalagdes derfor som regel ikke de fremmede købmænds handel i byen nogen indskrænk- ning udover, at de naturligvis, forsaavidt de stillede deres varer til salgs paa torvet, var torveordningens bestemmelser underkastet. At de havde at betale told, kan næppe anses for udslag af en bestræbelse for at stille dem ugunstigere end borgerne, der havde at udrede skat til byen; tolden opfattedes sikkert ogsaa almindeligt som et ækvivalent for skatten”. 297. Eftersom imidlertid i byerne en købmandsstand dannede sig, der netop gjorde sig til opgave at forsyne byen og dens købere med de varer, der maatte tilføres ude fra, og eftersom konsumenterne i stigende grad søgte til disse købmænd, maatte de ogsaa ønske at indskrænke, hvad der blev tilbage af fremmede købmænds lejlighedsvise konkur- rence, at se konsumenterne udelukkende henviste til sig. Derfor ind- føres nu i gæsteretten bestemmelser mod fremmedes salg en detail uden- for aarsmarkederne. Enestaaende tidligt — 1103 — findes dette forbud i Kåln, hvor udviklingen var saa langt videst fremskreden; her som overalt er det særligt detailsalget af fremmede tøjer, der fremhæves, fordi klædehandlerne sammen med kræmmerne hørte til tysk købmandsstands ældste bestanddele. Hvor klædehandlerne sluttede sig fast sammen i et lav, forbødes det snart saavel fremmede som andre borgere at ,udskære" importeret klæde, saaledes 1183 i Magdeburg. Men ellers er det først i den sidste halvdel af det 13. aarh, at der rundt om dukker op forbud mod fremmedes detailhandel; nogle steder meget skarpt formuleret, omfattede næsten alle varer, andre steder f. e. i Augsburg 1276 i ret mild form. Som det synes, kommer først i slutn. af det 14. aarh. hertil bestemmelser, der indskrænker visse fremmedes, særlig kræmmeres, handelsvirksomhed i byen til faa dage”. Det er indlysende, at hvor saadanne bestemmelser virkelig gennem- førtes, dær bortfaldt af sig selv fremmede købmænds salg til de af byens gæster, der var bønder fra omegnen, dær havde disse at skaffe sig ogsaa deres forsyning med fremmede varer ved køb fra byens købmænd, og ad ganske praktisk vej lagdes dær grunden til en bestemmelse om, at gæst ikke maatte handle med gæst, forsaavidt man det ene sted ved gæst forstaar den fremmede købmand, det andet sted bonden. Men selve reglen: gæst maa ikke handle med gæst, træffes — bortset fra et enkelt tilfælde, der nedenfor skal nærmere omtales — endnu i det 13. aarh. ikke bestemt formuleret, ikke i Libeck 1227, ikke i Augs- burg 1276, 298. Hvor formaalet nu blot var at holde byen forsynet med lev- nedsmidler og at binde bønderne som købere til byen, var denne lov- givning i og for sig tilstrækkelig; men hvor omegnens produktion af en enkelt eller visse varer tillige kunde afgive grundlaget for en eksport- 1 Stolze 52—52. Hartwig 29, særlig anm. 5. Skarpest er denne opfattelse formuleret I Gøt- tingen: is he evyn ghast so nedarf he nicht tinsen, aber he mod tollen. Stolze 27—33. 3 Stolze 24—25.