Handelsselskabets faktor. 399 man intetsteds finder noget bestemt forbud derimod, vil der paa den anden side af det hidtil fremdragne materiale næppe kunne paavises noget eksempel herpaa!. Fremdeles fremgaar det klart af de mange forretningsbreve, Ehren- berg har benyttet og delvis aftrykker, hvor snævre grænser der var draget for faktorens handlefrihed, og hvor nøjagtige de instruktioner var, som de for hvert enkelt tilfælde modtog fra selskabets side. Naturlig- vis maatte kommunikationslangsomheden sætte visse grænser for lede- rens indgriben, særlig for de største selskaber, hvis virksomhed var meget udbredt; mange og vigtige dispositioner maatte her overlades til faktoren, og en saa virksom kontrol, en saa detailleret foreskriven som den, der var mulig for den engelske principal overfor faktoren i Ant- werpen, lod sig her ikke gennemføre. Men hvor en ordre forelaa i rette tid, maatte den ufravigelig følges, og ligeledes vilde sikkert visse arter af forretninger ofte paa forhaand være faktoren forbudt; der er flere eksempler paa, at faktorerne afviste begæringer om selv mindre laan eller udlæg som dispositioner, de ikke kunde foretage uden særlig bemyndigelse, 370. Hvad endelig forholdet til tredjemand angaar, maa det straks og særligt fremhæves, at den sydtyske handel i dens første periode ogsaa deri viser overensstemmelse med den engelske i slutn. af det 16. aarh., at det omraade, hvorpaa den væsentligst bevæger sig, er ret snæ- vert; afstandene fra Konstanz og St. Gallen, selv fra Nirnberg, Ulm og Augsburg til Venezia og Genua var i sig selv ikke store, rejserne kræ- vede ikke lang tid, og omend Alperne laa imellem, kunde landrejsernes besværligheder og farer dog ikke nær sammenlignes med havets lune- fuldhed. Forbindelsen mellem de sydtyske og norditalienske byer var da meget livlig, proprehandelen bevarede sig her i større omfang, efterat den ellers for største delen var forladt. Forholdene paa begge sider af Alperne var ret ensartede, og saa nøje var forretningsforbindelserne, at societeter mellem tyske og italienske købmænd var meget almindelige, og at tyske uldkøbmænd var husindustrielle arbejdsgivere for uldvæveriet i Como, De fleste tyske købmænd, der gjorde forretninger i nord- italienske byer, var her saa velkendte, at den købmand, der afsluttede en forretning med en stedfortræder for en af dem, ikke vilde se nogen fare i, at stedfortræderen ikke selv forpligtedes ved forretningsafslut- ningen. Derfor kunde her som indenfor den engelske handel i Ant- werpen det afgørende skridt foretages; det blev muligt for en stedfor- træder at afslutte forretninger for fremmed regning uden at forpligte sig selv, idet han udtrykkelig angav, for hvis regning og i hvis navn han afsluttede forretningen. Saaledes finder man mellem en række gældsbreve fra købmænd i Como og omegn til tyske købmænd fra aaret 1429 et til ,,Anricho Lind de Gamondia ... 1 Ehrenberg Fugger I, 382—83. Schulte I, 634--35. ? Schulte Il, nr. 312 og Fugger in Rom 1, 193: in welche Not geriet Blankenfeld, als ihm Zink die 100 Dukaten Postgeld fir die schleunige Obersendung von Breven an den Hochmeister versagte; ohne Auftrag Jakob Fuggers diirfe er das nicht thun. . 3 Schulte I, 579 fø.