Marquart. 449 fra den nye tids opfattelse, der gennemtrænger hele Marquarts fremstilling. Mar- quart lægger al vægten paa de to instruktioner, han fremhæver udtrykkelig, at ved den sidste var den første tilbagekaldt. Ved ikke at følge denne sidste, nu alene gældende instruktion ifalder kommissionæren erstatningsansvar, thi en kommissio- nær maa enten helt udføre et mandat, eller ogsaa renunciere re adhuc integra. 426. Ogsaa ved Marquarts bemærkninger om provisionen kan man se, hvor nær de praktiske forhold, han har for øje, endnu staar den ældre tid, og man synes næsten at kunne spore, at han lever og skriver i selve gennembrudstiden. For kommissionærlønnen har han vel den nye betegnelse provision, men han bruger ogsaa to andre udtryk derfor: salarium, der er Hoeps og det 16. aarh.'s, og honorarium, der er hentet fra Romerretten og skal gøre det muligt at føre kommissionen ind under mandatets synspunkt. Thi idet han drager konsekvensen af Hamburgerstadsrettens reception af mandatsregler, betegner Marquart kommissionen som mandat. Dette er ganske vist efter sin natur uløn- net, men blandt købmænd gives der almindeligt mandataren provision; »dette er en moderne sædvane, der i vore dage er blevet udbredt paa de forskellige handelspladser til alle købmænd, nemlig at de giver deres mandatarer, faktorer, 1 eller 1/2 %0 provision" — man ser, at selve den sats, Marquart angiver, netop er den, Hoep betalte Klenfelt. Ogsaa mærker man hos Marquart den anden side af sagen: nødvendigheden af, at kommissionæren beskyttes mod ubillige fordringer fra kommitten- tens side. Derfor afviser Marquart under henvisning netop til Ham- burgerstadsretten tanken om, at kommissionæren uden videre skulde være forpligtet til at staa del credere. Og i et andet forhold, hvor han ogsaa hævder kommissionærens ret, kan man sikkert iagttage bryd- ningen mellem kommissionærens nedarvede handlefrihed og hævdelsen af instruktionens betydning. Denne brydning synes nemlig at have ført til, at kommittenterne undertiden tiltog sig ret til kun at anerkende den del af den kommitterede forretning, der var udført i overensstemmelse med instruktionen. Herimod erklærer Marquart, at kommittenten ikke kan delvis acceptere, delvis forkaste udførelsen af forretningen, han maa acceptere eller forkaste den som helhed, og han tilføjer, at netop om dette spørgsmaal har der for kort tid siden været stærk strid mellem hamburgske og lybske købmænd. 427. Marquarts hele skildring har størst betydning ved sine prak- tiske eksempler og i det hele, fordi han skrev ud fra et omfattende kendskab til de faktiske forhold. Hans værk bærer tydelige spor af endnu at tilhøre gennembrudstiden; brydningen mellem den gamle og den ny tid mærkes i det, selve hovedpunktet, provisionen, er dog slaaet fast. Men det, at vederlaget ikke som i engelsk handel var den na- turlige konsekvens af en kraftig koncentration af varehandelen, men saaledes lidt efter lidt, vare for vare, trængte igennem, forklarer, at man indenfor tysk handel ikke naaede til en saa almindelig gyldig sats som den engelske 2 Y's provision; i den følgende tid finder man i de 1 I de samme aar, hvor provisionen faar fodfæste i Hamburg, viser den sig første gang (?) i Syd- tyskland, hvor David Gauger, Augsburg, 1589—90 modtager provision for salg af silke. Sieveking JGVV 26, 209-— 10. 29