Kommissionærens forskud ved tratter. 457 for en del af fakturabeløbet; tidsfristen vilde ikke mere blive bestemt ved tidsrummet mellem messerne, men fastsættes ved aftale eller usance- mæssigt, med en tendens til stadig at afkortes. Og endelig vilde denne sædvane fra messepladserne overføres til andre tyske handelspladser eller opstaa dær selvstændigt og langsommere 1 tilknytning til lignende værtskommissionsforbindelser. Men under denne udvikling, hvor tratten utvivlsomt meget snart kom til kun for den mindste del af sit beløb at repræsentere et virkeligt tilgodehavende, men derimod ofte et betydeligt forskud, maatte det blive paatrængende nødvendigt for kommissionæren at skaffe sig en ganske særlig sikkerhed i de konsignerede varer, fremfor alt i tilfælde af kom- mittentens konkurs. 434. I overensstemmelse med den her antagne udvikling finder man en saadan særlig ret for kommissionæren først anerkendt paa de to store tyske messepladser, først i Frankfurt a/M., hvor vekselomsæt- ningen i det hele taget var livligst, fordi denne by tillige var det største tyske pengemarked. Saaledes indeholder denne bys vekselordning af 1666 en bestemmelse ($ 20), der lyder, at ligesom den, der har mod- taget varer i salgskommission for en anden, for hvem han desuden har maattet betale veksler og ellers gøre udlæg, har ret og magt til at skaffe sig sine forskud betalt i de modtagne varer, saaledes skal han heller ikke i tilfælde af fallit eller varernes arrest være pligtig til at udlevere mere end, hvad der bliver tilbage, efter at han selv har faaet sine forskud dækkede. Som man ser, drejer det sig ogsaa ved denne bestemmelse forsaavidt kun om den lovmæssige stadfæstelse af kom- missionærens kompensationsret, der blot bestemt udvides til ogsaa at gælde i konkurstilfælde. Hvad vekselordningen indeholder, er da ikke en ny regel, men stadfæstelse og bestemtere regulering af en allerede bestaaende handelssædvane; skønt man ikke kender meget til dens til- blivelseshistorie, er der derfor formentlig ikke megen grund til at søge fjernere kilder til den i italiensk eller hollandsk ret, selv paaberaaber den sig udtrykkelig stylus mercantilis. Denne vekselordning blev derimod utvivlsomt et forbillede for andre tyske vekselordninger; thi næsten overalt trængte i den følgende tid bestemmelsen om kommissionærens kompensationsret med hensyn til det ydede forskud, derunder ogsaa betalte tratter, igennem. Ganke kort tid efter, at Frankfurt saaledes havde givet eksemplet, indsaa man ogsaa 1 Leipzig hensigtsmæssigheden af at faa denne ret bestemtere aner- kendt. Initiativet dertil toges forsaavidt af Leipzigs raad, som dette 1 anledning af en betænkning, kurfyrsten havde anmodet det om, be- nyttede lejligheden til 1668 5. febr. at foreslaa denne bl. a. at for- ordne, at forskud paa kommissionsvarer maatte blive betalt forud for andre kreditorer. Denne anmodning opfyldtes ved decisivbefalingen af 1669 4. septbr.”, der udtaler, at med hensyn til de varer, der gives 1 kommission, skal der i Leipzig gælde samme regel, som den, der 1 Siegel I, 385. 2? Hasse 184. Siegel 1, 64 -65.