TO SJ då « 464 IN. kap. II. Den tyske kommissionshandels form. litet -- paa saadanne elementære punkter var det, at den tidligere inc skærpelse af instruktionens betydning havde skullet øve sin virknin og havde øvet den'. Men med denne selvfølgelige begrænsning vil han overfor de lidet detaillerede ordrer iøvrigt opfylde sin pligt, na han varetog sin kommittents interesser ,som en god købmand", udfør sin kommittents forretninger, som om de var hans egne. 440. Men hvis nu dog kommissionæren havde paa en eller ande maade fraveget sin instruktion, eller hvis han havde disponeret frier end foreneligt med den, saa bød kommissionærens kapital og egenhand! kommittenten den store fordel, at han regelmæssigt ikke vilde behøv at indlade sig paa et langvarigt og vanskeligt erstatningssøgsmaal, me blot kunde lade den afsluttede forretning staa for kommissionærens ege regning. 1 modsætning særlig til de engelske handelsretsforfattere fr det 17. og 18. aarh. er det derfor indenfor tysk handel mere i denn form end i form af en erstatningspligt, at pligten til at efterkomm instruktionen indskærpes kommissionæren. Meget oplysende i denne henseende er en hamburgsk retssag fr 1758. 60. Nic. Groeneveldt, Rotterdam, havde efter opfordring af Barkey & Schrøde Hamburg, i oktbr. 1757 til dette firma afskibet 32 last 5 td. sild, fakturaen herp beløb sig til 4031 fl. 4 Ø, og i et brev af 6. oktbr. havde kommittenten opfordr firmaet til at sælge saa hurtigt som muligt med god avance, denne instruktion gel tøges 10. oktbr. med løfte om flere kommissioner. Skipperen blev saa meget fo sinket, at han først ankom 16. novbr.; der havde da fundet saa stærk tilførsel ste at priserne var faldende, og kommissionæren ikke mente at kunne sælge. Unde rettet herom gav dog kommittenten paany 2. decbr. ordre om al sælge til marked: prisen; 12 last solgtes nu å S4 rthir., 1758 23. febr. erklærede kommittenten s tilfreds: hermed og opfordrede til fortsat salg. 28. febr. og 24. marts meldte imi lertid Burkey & Schrøder, at den solgte sild ved varens aflevering havde vist s ut være af slet kvalitet, at køberne gjorde reklamationer, og at de derfor vilde fo sende silden videre til indlandet. Kommittenten besvarede denne meddelelse me ut hævde varens gode kvalitet og med fornyet opfordring om blot at sælge pi: bedste maade, eventuelt ved auktion, og om at varetage hans interesser, som o: de var deres egne; men navnlig erklærede han 31. marts, at da han gentagn gange havde opfordret dem til at sælge saa hurtigt som muligt til markedsprise og ikke havde givet nogen ordre om at forsende varen videre, maatte saadan fo sendelse, naar varen var usælgelig i Hamburg, være for deres egen regnin ). apr. svarede hertil Barkey & Schrøder, at alene skipperens forsinkelse og varen slette kvalitet var skyld i, at de ikke havde kunnet sælge; de havde nu for ps bedste maade at varetage kommittentens interesser, forsendt silden til Lånebui paa egen risiko for dær at søge at sælge den til hæren. Af hvad der fremførte under processen, ses det, at Barkev & Schrøder paastod at mene kun at hav overtaget forsendelsesrisikoen, ikke varen selv, omend de senere lovede Groenevel vimesse, skønt de endnu ikke havde faaet een grosehen in cassa for hans silk kommittenten derimod paastod, at de var selvindtraadt, forlangte derfor allered 10. apr. afregning og betaling, gentog 29, apr. og 6. maj, at det havde været dere skyldighed at betale ham varen, inden de forsendte den videre for egen regning o risiko, og sagsøgte endelig Barkev & Schrøder til betaling af 2327 & 2 Ø, hvilke var Fakturaprisen med. fradrag af rimesser Dommeren fandt, at det afgørend Spørgsmaal var, om Barkevy & Sehrøder havde været beføjet til videreforsendels af siden eller okker og eftersom dette spørgsmaal maatte besvares benægtend eftersom de altsaa derved havde overskredet deres mandat, doømtes de 1760 14 nar TEL TAN ost oveær en meget god skildreng af, hvad der i det 17. og 18. sarh. almindeligv: kunde førstaas ved punktlig opfaldelse af kommittentens ordre. Ogsaa Bender: I, 210,