Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Retsvidenskabens forhold til praksis. 475
452. Det har sin interesse at forfølge denne definitionernes bryd-
ning; det ligger nær at fremhæve dens rent formelle karakter, at fæste
sig ved, hvor udelukkende det var formelle hensyn, der bestemte man-
datets sejr. Som et frisk pust kommer Breuls; iøvrigt er det de samme
spørgsmaal, der drøftes og besvares, de samme fire punkter, der stadig
er de afgørende. Vigtigst er det for Treitschke som for de ældre for-
fattere at klare spørgsmaalet om provisionen. Efter streng romerretlig
opfattelse var mandatet ulønnet; derfor udelod Riccius, som senere
Treitschke, enhver omtale af provisionen i sin definition. Men denne
var nu for afgjort en kendsgerning til, at det kunde lade sig gøre at se
bort fra den, og det var derfor meget heldigt, at Piittmann paany havde
" gjort opmærksom paa, at dog ogsaa Romerretten havde anerkendt, at
der i form af et honorarium, en takkegave, kunde ydes et vist vederlag
for mandatets udførelse. Selvom Breuls fandt denne betegnelse af provi-
sionen noget vel haartrukken, blev det dog den vej, ad hvilken det
lykkedes at hævde kommissionens bestemmelse som mandat samtidig
med, at man indrømmede kommissionæren ret til provision. Thi denne
ret lod sig ikke benægte, den trængte sig under diskussionen stærkere
og stærkere frem, Breuls og selv Faber optog den i selve deres defini-
tioner, Treitschke hævdede den med kraft i sin videre udvikling. Men
det maa indrømmes, at der over provisionen paa de tyske handelspladser
var kastet et vist frivillighedens skær derved, at den aldrig naaede frem
til en almindelig anerkendt sats” fasthed, saa at Faber med rette kunde
sige, at der ikke kunde tales om en almindelig regel, men at provi-
sionens størrelse maatte rette sig efter vedkommende plads sædvane og
— som han ret naivt tilføjer — efter det besvær, forretningens ud-
førelse volder”.
453. Der er unægtelig noget forbløffende i den tanke, at medens
den schlesiske linnedopkøber og den østersøiske kornopkøber var sær-
deles tilfreds med at kunne skaffe sig sin kapital hurtigt fri igen ved at
trække saa meget som muligt paa den kapitalkraftige Hamburgerkommis-
sionær og saa iøvrigt stolede paa, at han vilde forstaa i løbet af den
tid, hvori han maatte staa i forskud, at skaffe dem et passende provenu
af deres konsignationer, -drøftede retsvidenskaben, hvorvidt de kunde
siges at leje hans arbejde, eller om de snarere meddelte ham et nøje
begrænset mandat og saa viste ham deres anerkendelse ved et passende
honorar. Medens det i det 18. aarh. i det mindste i de særlig tyske
forbindelser utvivlsomt var kommissionæren, der ikke blot var den øko-
nomisk overlegne, men ogsaa den, der var forretningens egentlige leder,
uden hvis kapitalmæssige bistand den overhovedet ikke kunde komme
I stand, og som ofte ved at financiere den løb en meget stor risiko,
tog forholdet sig i de fleste juridiske dissertationer ganske omvendt ud,
her var det kommittenten, der havde al ejendommen, magten og retten
— eller som i det mindste burde have den. Det er ganske vist mu-
ligt, at man kan søge den inderste grund til mandatbestemmelsens ende-
lige sejr netop i en almindelig vag forestilling om, at det overfor kom-
1 Faber 88—89.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
