Praksis' sejre i den tyske handelslovbog. 479 mæssig kredit, og endelig indrømmes der ham under visse forudsæt- ninger, der nedenfor nøjere skal omtales, ret til at selvindtræde?. Om alle disse bestemmelser gjaldt, at det at faa dem anerkendt i en for hele Tyskland gældende lovbog gav dem en meget stor sikker- hed. De var nu ikke længere lokale handelssædvaner, hvis berettigelse kunde omtvistes, men enhver tysk kommissionær kunde hævde dem som ret; lovfæstelsen maatte da ogsaa faktisk udvide deres omraade. Men ganske særlig var selvindtrædelsens anerkendelse en meget stor sejr for praksis; ingen ret for kommissionæren var mere omstridt, og ingen syntes mere uforenelig med retsvidenskabens tilgrundliggende opfattelse af kommissionsforholdet end netop denne. At den fra nu af ved lovfæstelsen faktisk var gældende ret, og følgelig ikke mere kunde simpelthen benægtes eller omtales som en undertiden fore- kommende, ret uheldig afvigelse, syntes at stille retsvidenskaben en ny opgave, den nemlig at bestemme selvindtrædelsens juridiske konstruk- tion; et arbejde, som den i den følgende tid med den største iver og udholdenhed kastede sig ind i, men som kun førte til meget tvivlsomme og lidet frugtbare resultater” 458. At kommissionsforholdet af lovgiveren stilledes under synspunktet mandat, havde her som tidligere den praktiske betydning, at kommissio- nærens pligter overfor kommittenten, i den faktiske form som de nu en gang paa forhaand antoges at have, fastsloges som lovregler og samtidig udvidedes saa meget som muligt, kravene om, at han udførte kommis- sionsforretningen i den nøjest mulige overensstemmelse med kommit- tentens vilje, at han paa ethvert punkt varetog kommittentens interesser og fuldtud lod ham nyde alle af forretningen flydende fordele, blev saa vidt muligt skærpede”, Lovgiveren maatte her nøjes med i grovere træk at opregne pligterne og betone nødvendigheden af den nøjest mulige opfyldelse; retsvidenskaben, fremfor alle Grinhut, udførte denne grund- tanke i de fineste detailler, netop derved yderligere skærpende loven. Det vilde føre for vidt her at gennemgaa de enkelte af disse pligter, der paalagdes eller rettere mentes at paahvile kommissionæren, og det omfang, man gav dem, men der er eet hovedpunkt, hvor loven kom til — theoretisk i det mindste — at danne led i en praktisk udvikling, der i det foregaaende er forfulgt. 459. Fremstiller man for sig i et samlet overblik de forskellige udform- ninger, hvori kommissionshandelen særlig indenfor tysk handelsliv i disse aarhundreder var forekommet, vil det ses, at det centrale punkt er den af kommittenten angivne pris. Som mundtlig besked til han- delsknægten, der udsendtes, eller købmanden, der tog varer med i sen- deve, har den formentlig allerede haft sin betydning i kommissions- handelens aller første tider, og i værtskommissionen bibeholdtes længe den mundtlige form. Men eftersom forbindelserne med liggere og fast bosatte købmænd blev almindeligere, maatte den iklædes skriftlig form; i det varen ledsagende brev angav kommittenten allerede i det 15. aarh. 1 A. D. HGB. art. 306, 369, 376. ZZ Breit 49 56. 7 A. D. HGB. art. 361 -62, 365, 367.