Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvelighedslæren - Arvelidelser av hittil ubestemt type
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
første barneaar, har sikkerlig ikke nogen arvelig karakter; men
der kræves utviklet medicinsk kyndighet for at kunne skille de
mange former fra hverandre. Flere forøvrig interessante arbeider
om aandssvakhet fra amerikansk hold (Goddard, Davenport)
har tapt meget i værdi paa grund av mangelfulde medicinske
diagnoser.
Omtrent det samme gjælder for alkoholisme, epilepsi og
døvhet.
Alkoholisme kan bero paa tilfældige ytre omstændigheter,
eller den kan skyldes karakterabnormiteter; men den kan ogsaa
være et symptom av imbecillitet, epilepsi, nervøsitet, ungdoms*
sløvsind samt manisk og paralytisk sindssygdom. Til bedøm*
melse av spørsmaalet om arvelighet kræves der nøvendigvis en
præcis diagnose av grundtilstanden.
Bakenfor det epileptiske symptombillede kan der skjule sig
forskjellige former av aandssvakhet, sindssygdom og organisk
hjernelidelse, foruten visse tilstande av forgiftning. Disse former
maa først skilles ut, om man vil studere arvelighetsforholdet ved
den egte epilepsi (faldesyke).
Med hensyn paa døvhet gjælder det i første række at bli
klar over, hvorvidt lidelsen er medfødt eller senere erhvervet
f. eks. ved skarlagensfeber eller cerebrospinalmeningit. De sidste
former har intet med arv at gjøre. Men det vilde ogsaa være
en fuldstændig vilkaarlig antagelse, om man uten videre gik ut
fra, at den medfødte døvhet altid berodde paa arv. Kanske
dreier det sig her i nogen tilfælder om f oster lidelser. Det kan
ogsaa tænkes, at der ikke blot gives én, men flere former av
arvelig døvhet. Desværre lar de forskjellige former av medfødt
døvhet sig ikke let adskille ved vore nuværende diagnostiske
hjælpemidler. Arvelighetsproblemet er derfor heller ikke mo*
dent til nogen klar løsning.
Av sindssygdomme gives der ikke én, men mange forskjel*
lige slags. Det er følgelig meningsløst at stille spørsmaal om,
hvorvidt «sindssygdom» er arvelig. Spørsmaalet maa specificeres
for de enkelte sindssygdomme: dementia præcox (ungdoms*
sløvsind), mani*melankoli, paranoia (forrykthet), paralysis gene*
ralis o. s. v. Her melder sig vanskeligheter, idet man delvis
savner midler til at skille disse former fra hverandre. Nogen
rigtig diagnose lar sig maaske ikke stille i mere end ca. 90 %
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
