Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Abcdere, se Solfeggiere.
Abchaserne (el. Asega), en circassisk (tsjerkessisk)
folkestamme i det vestlige Kaukasien, fra Kaukasus og
ned mot Sortehavet, hvor de bebor kystlandet mellem
mingrelierne i syd og adycherne (tsjerkesser) i nord.
Deutgjør 72 000 individer (efter sprogtællingen 1897), halvparten
er muhammedanere, halvparten kristne. — Abchasien,
nu det Suchumske militærdistrikt fra strædet ved Kertsj
til elven Ingur, 7 300 km.² med over 100 000 indb., en
av ruiner opfyldt ørken, har en gammel historie. Det
var en egen stat (Abassia) under de byzantinske keisere,
blev først 1864 helt erobret av Rusland, hvorefter den
da muhammedanske befolkning utvandret i tusenvis til
Tyrkiet. A. falder nu delvis sammen med distrikterne
Kubaīïs og Tsjernomorskaja (Sortehavsdistriktet).
Abd (arab.), slave, tjener; indgaar i mange arab. navne
(Abdallah, guds tjener, Abd-el-kader, den almægtiges
tjener).
Abd-el-kāder (1807—83), algersk høvding, f. i
provinsen Oran, som medlem av en marabut-(preste-)familie.
Allerede som barn vakte han sine kameraters beundring
ved sit kjendskap til Koranen, og som ung mand var
han de fleste overlegen som rytter og kriger. Ofte førte
han sine landsmænd til seier i den hellige krig mot
franskmændene og blev endog 1837 anerkjendt av disse
som sultan i det vestlige Alger. Da han imidlertid
aabenbart søkte at samle alle arabiske stammer samt
kabylerne til kamp mot det franske herredømme,
begyndte krigen atter 1839, og efter mange og haarde
kampe maatte han endelig 1847 overgi sig til
franskmændene. Indtil 1852 levet han i fangenskap i
Frankrike, men senere bodde han i Lilleasien og Syrien og
mottok aarlig understøttelse av regjeringen i Paris.
Under drusernes oprør 1860 skyldtes det hans energi
at mange kristne reddedes. Han optraadte ogsaa som
filosofisk forfatter og som lyrisk digter. [Jfr. Churchill,
«Life of A.» (1867) og Pichon, «A. 1807—83» (1899).]
Abdēra het i oldtiden en by som laa i Trakien.
Dens indbyggere hadde faat et saadant ord paa sig for
taapelighet, at ordetabderit (abderitisk) er kommet
til at betegne den rent bundløst dumme person (i
likhet med det danske «molbo», «molboagtig»).
Abderhalden, Emil (1877—), t. fysiolog, f. i Schweiz,
1908 professor og direktør for det fysiologiske institut
ved Berlins dyrlægehøiskole og 1911 professor i Halle.
Av hans verker kan nævnes «Lehrbuch der physiol.
Chemie» (1906 og senere) og «Physiologisches Praktikum»
(1912); sanmen med andre har han utgit «Bibliographie
der gesamten wissenschaftlichen Literatur über den
Alkohol und den Alkoholismus» (1904), «Handbuch der
biochemischen Arbeitsmethoden» (5 bd., 1909—12) og
«Biochemisches Handlexikon» (7 bd., 1910—12).
Abd-er-rahmān (1778—1859), sultan i Marokko, blev
1823 sultan efter onkelen, Mulei Suleiman. 1828 tvang
Østerrike ham til at gi avkald paa den tidligere tribut.
1844 maatte han til Spanien avstaa distriktet omkring
Ceuta og led sammen med Abd-el-kader nederlaget ved
Isly 1844 mot franskmændene under Bugeaud.
Abd-er-rahmān, sonnesøn av Dost Muhammed, emir
av Afghanistan, blev 1867 fordrevet av Sjir Ali og maatte
ty til Rusland. 1880 indsatte englænderne ham paany
som hersker i Kabul; d. 1901; efterfulgtes av sønnen
Habibullah-khan. Hans selvbiografi overs. til eng. 1900.
Abd-er-rahmān, arab. statholder i Spanien, førte 732
en stor hær ind i Frankrike, men blev slaat av Karl
Martel i syvdages-slaget ved Poitiers. A. faldt i kampen.
Abd-er-rahmān, se Omaijader.
*Abde′st (pers.) (ab, vand, og dest, haand), rituel
haandtvætning som foretages av de persiske og tyrkiske
muhammedanere før bønnen.
Abcdere—Abd-ul-Hamid
l
48
Abdicēre, gaa av, nedlægge sit embede. Abdika
tiōn, nedlæggelse av embede, brukes især om en fyrstes
eller en præsidents opgivelse av regjeringsmyndigheten.
Abdōmen (lat.), underliv, buk. Abdominal, som
hører til underlivet.
Abdominales er en av de faa fiskegrupper
(malacopterygii, physostomi a.), om hvis naturlige berettigelse
der længe har hersket enighet. Den omfatter de
bløtfinnefisker hvis bukfinner sitter langt tilbake, og hvis
svømmeblære ved luftgang er forbundet med svelget.
Dens vigtigere familier er karper (med over 1 000 arter),
karpelaks, tandkarper, maller, laks, laksegjedder,
laksesild, gjedder og sild. Hertil regnes undertiden ogsaa
makrelgjedderne (hornfisk og flyvefisk).
Abdominālsvangerskap, se
Ekstrauterinsvangerskap.
Abdomināltyfus, se Tyfoïdfeber.
Abducēre, bevæge utad, til siden fra legemets
midtlinje.
Abd-ul-azīz (1830—76), tyrk. sultan, anden søn av
Mahmud II, fulgte sin ældre bror Abd-ul-medsjid paa
tronen. Han begyndte sin regjering med at indskrænke
utgifterne til hofholdet og med indførelse av liberale
reformer. Under indflydelse av haremets kvinder slog
han, som var en svak karakter, dog snart om, ødslet
pengene bort og forøket statsgjælden i uhyre grad.
1867 foretok han en reise til Vesteuropa og søkte efter
sin hjemkomst forgjæves at reformere embedsstanden,
1875 begyndte der et oprør i Herzegovina, og i det
egentlige Tyrki gav misfornøielsen sig sterkt utslag bl. a. hos
studenterne. 1876 blev han tvunget til at abdicere til
fordel for Murad V, fængsledes og blev myrdet.
Abd-ul-Hamid, tyrk. sultaner. 1. A. I (1725—89),
sultan 1774—89, søn av Ahmed III (s. d.), efterfulgte
broren Mustafa III (s. d.). Var en karaktersvak, uvidende
regent, uten evner til at stanse Tyrkiets stadige nedgang
i magt og organisation. Sluttet 1774 den ulykkelige fred
med Rusland i Kutsjuk-Kajnardsji og begyndte 1787 paa
en ny skjæbnesvanger krig med Katarina II og Josef II
av Østerrike. — 2. A. II (1842—1918), tyrk. sultan 1876
—1909, søn av Abd-ul-Medsjid (s. d.), efterfulgte sin
sindssyke bror Murad V. A. lot sig i begyndelsen raade av
reformvennen Midhat pasja (s. d.) og gav dec. 1876 en
fri forfatning. Parlamentet støttet ham overfor
stormagternes indblanding i styret av Tyrkiets kristne
provinser, men snart efter styrtedes Midhat, og parlamentet
blev sendt hjem paa ubestemt tid (ə: 31 aar). Imidlertid
kom krigen med Rusland 1877—78, og Tyrkiet mistet
i de følgende aar herredømmet over den ene provins
efter den antlen (se Tyrkiet, historie): Med kraftig
herskervilje og jernflid søkte A. at gjenreise rikets kraft,
men hans mistænksomhet overfor alle reformvenner,
særlig ungtyrkerne (s. d.), og hans selvherskerlyst i alle
smaating hemmet hans virksomhet. Samfærdselsforhold
og skolevæsen blev bedret, hæren reorganisertes av tyske
officerer; derimot blev der gjort litet for utviklingen av
de økonomiske hjælpekilder, finansnøden var kronisk,
hverken hofholdningens ødselhet eller embedsmændenes
korruption kunde han faa bugt med. Utadtil forstod A.
med diplomatisk behændighet at bruke stormagterne mot
hverandre, saa at selv armeniermyrderierne i
Konstantinopel 1896 ikke bragte nogen samlet optræden mot ham.
A. arbeidet paa tanken om igjen at oprette
kalifværdigheten for derved at skaffe sig en førerstilling som
muhammedanernes aandelige overhode, og av samme grund
*virket han ivrig for anlægget av Mekkabanen. 1I de senere
aar vokste A.s menneskefrygt til det sykelige og dermed
ogsaa det vilkaarlige censur- og politiregimente, som
tilsidst gav ungtyrkernes agitation spillet ihænde.
Forfatningen blev gjenindført juli 1908, men efter en mot-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
