Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
er hovedartikelen, vaaben, sukker, petroleum. — A. er
helt en indlandsstat, dets naturlige havner, Massaua, Assab,
Djibuti o. s. v., tilhører fremmede magter. Det naar
heller ikke frem til selve Nilen. Der er postforbindelse
med Djibuti ved Tadjurabugten. Fra denne by er (1903)
aapnet en smalsporet (1 m.) jernbane (ledsaget av
telegraf- og telefonledninger) sydover op til Dire-Dauah, 306
km.; op til det 1 850 m. høitliggende Harrar skal herfra
kun lægges kjørevei. Banen er planlagt vestover til den
Hvite Nil og er i 1916 ført frem til hovedstaden Addis
Abeba. — Keiserriket A. bestaar av de tidligere
kongeriker Tigré, Amhâra, Godjâm, Schoa og Kaffa, hvortil
kommer det av Menelik erobrede Harrar, gallaernes og
somaliernes lande i syd. A. deles administrativt i
følgende 9 provinser: Harrar, Vollo, Kassa, Gore, Tigré,
Godjām, Gondar, Djima og ækvatorial-provinsen.
Vigtigste byer: den nuværende residensstad Addis Alam;
hovedstad Addis Abeba med 60 000 faste og ca. 30 000
skiftende indbyggere; Adua (2000 m. o. h.), fordum
hovedstaden i Tigré; Aksum, Gondar, fordum hovedstad
i Amhåâra (ødelagt 1888);
Ankober, fordum hovedstad i
Schoa; Harrar; i Godjâm
Monkorer og Javisch.
Kjernen av befolkningen er
de egentlige abessiniere, et
folk av ægyptisk-libysk type,
blandet med arabere og
negrec. De er velbyggede
folk av brun, hos de høiere
stænder næsten lys
hudfarve. Sandsynligvis har der
i gammel tid fundet en
indvandring sted fra det
sydvestlige Arabien, hvorfra A.
har faat kultur og sprog.
Kristendommen indførtes
allerede i det 4 aarh. (330
av Frumentios og Aidesios),
og fra den tid stammer
bruken av navnet Ithjopja
(Æthiopien) særlig om denne del av Afrika. Foruten
kristne findes der muhammedanere, jøder og hedninger.
Historie. Av Meroë, en rest av det gamle
Ætiopien (s. d.), opstod i slutningen av
Ptolemæertiden et nubisk rike, Napata, og et sydligere
abessinsk med hovedsæte i Axum (s. d.). Det axumitiske
rike mottok sterk græsk kulturpaavirkning; det naadde
sin høieste blomstring fra 4—7 aarh. e. Kr., behersket
en tid Sydarabien og stod i handelsforbindelse med
Indien. Ca. 330 indførte Frumentios kristendommen.
(Se Abessinske kirke.) Ved. islams fremtrængen
blev abessinierne fordrevet fra Sydarabien, og ca. 925
tilrev indvandrede jøder fra Sydarabien, Falasjaerne,
sig magten i ca. 350 aar, til deres dynasti styrtedes av
Jekuno Amlak (1270—85) fra Schoa. En ny fare truet
fra muhammedanerne, som berøvet A. kystegnene
Samhara og Adal, men blev slaat av Amda-Sion (1314—44).
Med støtte av tyrkerne kom muhammedanerne igjen
i 16 aarh., ødela Axum 1535 og herjet A., indtil det
med portugisisk hjælp lykkedes Galawdewos (1540—59)
og Sarsa Dengel (1563—97) at avslaa alle angrep. Til
gjengjæld fik portugiserne, og dermed jesuiterne, stor
indflydelse, og 1623 antok Sosneos (1607—32)
katolicismen. Befolkning og presteskap holdt dog fast ved
den gamle tro, og Sosneos’ søn Fasiladas (1632—67)
fordrev jesuiterne. I 18 aarh. gik A.s enhet tapt, neguserne
var uten magt, og de forskjellige ras’er i provinserne
laa i stadig kamp. 1831 deltes A. i høvdingedømmerne
Tigré, Amhâra (Gondar) og Schoa, senere ogsaa Godjåm
Abessinier.
Abessinske kirke—Abietinsyre
54
og Kaffa. 1853 tok en bandefører Kasai magten i Amhåra
og lot sig krone 1855 som negus negesti over A. under
navnet Theodor (s. d.). Hans fremmedfiendtlige politik
førte til englændernes erobring av Magdala, hvor han
dræpte sig selv 1868. Efter forskjellige kampe fik den
i Tigré herskende ras magten og utroptes til negus 1872
under navnet Johannes II (s. d.). Han bragte orden
i landet, lot anlægge veier og søkte at skaffe europæisk
civilisation indpas. Han avverget 1875—76 flere
ægyptiske angrep, kom senere i strid med italienerne om
Massaua ved det Røde Hav, og slog dem 1887, men faldt
mot mahdisterne (s. d.) ved Metemmeh 1889. Hans
gamle motstander Menelik II (s. d.) blev negus og
stillet A. under italiensk protektorat. Snart kom han
dog i strid med italienerne og tilføiet dem tilslut et
avgjørende nederlag ved Adua 1896. Ved freden med
Italien i Adis-Abeba 26 okt. 1896 blev A.s uavhængighet
anerkjendt, og Menelik søkte derefter nærmere føling
med Frankrike og England, med hvem han sluttet
grænse- og integritetstraktater 1902, 1906 og 1907. Under
Meneliks kloke og kraftige regjering hævet A. sig sterkt,
ogsaa kommercielt ved forbindelsen med europæerne, og
naadde en politisk magt som neppe før. Efter Meneliks
død (1913) fulgte hans 17-aarige dattersøn Lidj Jeassu
ham paa tronen, men blev avsat allerede sept. 1916.
Meneliks intrigante enke, Taitu (d. 1918), søkte at
bevare magten, og den gamle strid mellem de forskjellige
kaser begyndte igjen. Siden mars 1917 er Wolde
Gheorghis negus negesti, men den egentlige regent er
tronarvingen ras Taffari, søn av den mægtige ras
Makonnen, Meneliks høvding i Tigré. [Litt.: Skinner,
sA. of to-day», 1906; F. Kulmer, «Im Reiche Kaiser
Meneliks», 1910.]
Abessinske kirke tæller over 3 mill. kristne. De
første missionærer var Aidesios og Frumentios, omkr. aar
330. Senere fortsættes missionen av koptiske munker,
og i slutningen av 5 aarh. er landet væsentlig kristnet.
Likesom den koptiske kirke hylder den abessinske
monofysitismen (s. d.). Paa grund av landets isolerte
beliggenhet findes mange oldkirkelige skikke bevaret. Bibelen
er oversat paa æthiopisk. Det nikænske symbol brukes
istedenfor det apostoliske. Kirken styres av en av
Ægyptens patriark utnævnt «albuna» (vor far), som er
kopter. De talrike klostre styres derimot av en indfødt
«etschêgê». Gudstjenesten bestaar i salmesang,
oplæsning av bibelske og liturgiske avsnit og bønner,
fortrinsvis rettet til englene, Jomfru Maria og helgener.
Oplysningen staar ikke høit. Ved siden av landskirken
findes forskjellige sekter.
Abgār (d. e. den store), almindelig titel for fyrsterne av
Edessa i Mesopotamien, fra 137 f. Kr. til 216 e. Kr. Mest
bekjendt er A. Ukama (d. e. den sorte), hvem man har
tillagt en brevveksling med Kristus; den er bevislig uegte.
Abgeordneter (t.), repræsentant i de tysktalende
landes nationalforsamlinger.
Ab hinc (lat.), fra denne tid, fra nu av.
Ab hodierno (lat.), fra idag av.
Abīb (hebr.), «modnende aks», den første maaned i
jødernes aar (den maaned i hvilken de vandret ut av
Ægypten), sidste halvdel av mars og første halvdel av
april, byghøstens tid (2 Mos. 13, 4).
Abich, Vilhelm Hermann (1806—86), t.
naturforsker og opdagelsesreisende, 1842 professor i Dorpat
og fra 1853 medlem av videnskapsakademiet i
Petrograd. Fra 1877 levet han i Wien. Foretok flere reiser
i Kaukasuslandene, Armenien og Persien og leverte flere
udmerkede naturvidenskabelige avhandlinger.
A′bies, Abieta′ceæ, se Gran, Granfamilien.
Abietīnsyre (C19Ha5O92), en organisk syre som
indeholder kulstof, vandstof og surstof, og smelter ved 139 3;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
