Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
somme vulkaner. Særlig kjendetegnes høilandet ved sine
mange indsjøer, som ligger i to spalter: den østlige (med
de avløpsløse Rudolf- og Stefanie-sjørne) kan følges
videre i det Røde Hav og det Døde Hav, den vestlige
(Edvard-, Kivu-, Tanganjika- og Njassa-sjøerne) kan
ogsaa betegnes som den centralafrikanske spalte
(«søkkegrop»). Disse sjøer har for det meste bratte bredder,
ofte saa bratte at de ikke avgir bopladser. Smale, strakte
fra nord til syd i en betydelig længde hjemsøkes de av
voldsomme vinde. Den største indsjø, den runde
Victoriasjø, ligger mellem de to spalter. De nedover
plataaets østlige terrasser rindende elver, Pangani (munder
indenfor øn Pemba), Wami og Rufu (munder begge
indenfor Sansibar), Rufidsji (indenfor Mafia) og Rovuma
(grænseelv mellem tysk og portugisisk Østafrika), deler
bergmassen i bergrækker og berglandskaper: Usambara,
Usagara o. fl. Her hæver sig, paa grænsen av tysk og
britisk Østafrika, verdensdelens høieste fjeld,
vulkankeglen Kilimandsjaro, omtrent 6 000 m., med sine tre,
nu ikke længer virksomme vulkantopper ragende op
over bræisen. Ret i nord like under ækvator naar Kenia
hæsten 5 000 m., ogsaa under evig sne. Her utspringer
Tana. Ogsaa plataaets vestrand bærer mægtige fjelde,
saaledes Ruwensori, 5 500 m., mellem Albert-sjo og
Albert Edvard-sjø. Berglandet nord for Victoriasjøen,
hvor f, eks. Elgon naar 4 300 m., fører vestenom
Rudolfsjøen over i Habeschhøilandet. — Indenfor Guineabugten
hæver sig, dog sjelden over 1 000 m., den vestlige rand
av det store indre plataa. I Øvreguinea kaldtes en del
av randen tidligere Kongbergene (c«kong» i et derværende
negersprog d. s. s. berg), i det østlige av Øvreguinea
stryker Kamerunberget fra sydsydvest til nordnordøst og
stiger til over 4000 m. Nedreguinea danner for en
væsentlig del Kongobassinets vestrand. En linje mellem
mundingerne av Kunene og Sambesi betegner
Kongobassinets forøvrig litet utprægede grænse mot det
sydafrikanske plataa. — Sydafrika er næsten helt igjennem
et høiland; i øst ligger en brem av lavt land fra kysten
indover mellem elvenes (Sambesis o. fl.) nedre løp, og i
vest ligger langs kysten en smal sandet strandflate. I
syd og sydøst fortoner plataaet sig fra havet av som
mægtige berge. Inde paa plataaet hæver sig fjelddrag
som f. eks. Karreefjeldene i sydvèst. Randbergene i syd
er Nieuweveldbergene, Snebergene m. fl. (Kompasfjeldet
2 600 m.): Den søndenfor disse fjelde liggende 1 000 m.
høoie steppevidde Karroo har sin sydrand i de bratte
Svarteberge. Toppene har som oftest platefjeldformen,
saaledes som f. eks. det bekjendte Tafelberg (Table
Mountain søndenfor Kapstaden), 1 080 m. I sydøst dannes
randen av Drakens-(eller Kathalamba-)bergene, med
Sydafrikas høieste fjeld, Mont aux Sources, 3 400 m., o. fl.
Vestranden er lavere (høiest naar Cedarbergene øst for
Oliphants River, 2 000 m., Omatako i Damaraland
nordøst for Walfisch Bai, 2 700 m.). Det sydafrikanske
høiland indeslutter to store slettestrøk, nemlig ørken-— og
steppelandet Kalahari og sumpsletten omkring den
avløpsløse Ngamisjø (900 m; o. h.). — De afrikanske øer
er dels fastlandsøer, dels vulkanske øer, dels koraløer.
I Middelhavet regnes til A. kun nogen smaaøer ved
Marokkos kyst og nogen litt større i Syrtebugten
utenfor Tunis. I det Røde Hav ligger Daalac-øerne utenfor
havnebyen Massaua, som sely for en del ligger paa et
par smaa koraløer. I det Indiske Hav er Sokotraøerne
(selve Sokotra naar 1 400 m.) en fortsættelse av A.s
østhorn. Paa koraløerne langs A.s østkyst ligger vigtige
handelspladser: Mombasa, Pemba, Sansibar, Mafia,
Mosambik o. a. Komorerne i det nordlige indløp til
Mosambikkanalen er vulkanske (paa Store Komoro eller
Angasijo den virksomme vulkan St. Kartala, mindst 2 300 m.),
mens Amiranterne paa høiden av Sansibar er koraløer,
Afrika
106
og Seychellerne (i nordøst) er av grřanit. Maskarenerne
(øst for Madagaskar), Mauritius og Réunion er vulkanske.
Madagaskar er en forhenværende halvø; den er den
fjerde eller femte av alle jordens øer i størrelse. Vest
for A., i Atlanterhavet, ligger de vulkanske øer Tristan
da Cunha (noget nærmere til A. end til Sydamerika,
vestsydvest for Kapstaden), St. Helena og Ascension.
Guineabugtens øer er allerede foran betegnet som
vulkanske: Fernando Poo, Ilha do Principe, Ihla do 3S.
Thomé, Annobon. Av de faa øer langs Øvreguinea
danner kun Bissagos-øerne utenfor portug. Guinea en
større gruppe. Av de Kapverdiske Øer naar Fogo, med
sin modelregelmæssige vulkan som endnu synes at være
i virksomhet. henimot 3 000 m. Større øer er ogsaa de
Kanariske Øer, hvor Pico de Teyde paa Tenerifa (3 700
m.) har hat utbrud i nyere tid (1900), og den ogsaa
vulkanske o Madeira. Azorerne regnes av mange
(saaledes av eierne, portugiserne) til Europa. — As.s større
elver kjendetegnes bl. a. ved den store bue de danner
i sit løp, og ved de stryk i den nedre del av løpet som
følger av gjennemgravningen av plataaet eller dets
randberge. Elvene i ækvatorstrøket har stadig stor
vandmængde, saa at de hvor bredderne er flate, danner
talløset forgreninger. Nilen gjennemløper alle soner og
danner likesom Niger og Zambesi et stort delta ved
mundingen. Ørkenen gjennemfures av talrike vadi’er
(vadi, arab., elv, dal), i hvilke der kun. rinder vand efter
regnfald. A. indeholder nogen av jordens største elver.
Saaledes staar Kongos vanddistrikt kun tilbake for
Aamazonas (som rigtignok er dobbelt saa stort) og Nilen (med
Kagera) i længde kun for Mississippi (med Missouri), ja
Nilen er blandt jordens hovedelver (altsaa uten hensyn
til bielvene) den længste. Naar vi undtar den
avløpsløse Tsadsjø i Sudan, de saakaldte Schotts i Tunis og
Algeriet, Stanley Pool, Tumbasjø og Leopold II sjø i det
nedre Kongobassin, samt Ngamisjøen i Sydafrika, saa
ligger A.s indsjøer paa det store østafrikanske plataa.
Bortset fra Njassasjøen, som har avløp til Sambesi, hører
alle her liggende sjøer dels til Nilens, dels til Kongos
vanddistrikt. Til Nilens hører saaledes Victoria Njansa,
som med sin vandflate paa 70 000 km.² kun staar
tilbake for Øvresjø i Nordamerika (det Kaspiske Hav stillet
utenfor sammenligningen), til Kongos Tanganjika, A.s
næststørste indsjøỌ, 35 000 km.², jordens længste.
Klima. Det tropiske klima gjør sig gjældende næsten
over hele verdensdelen. Kun randegnene i nordvest og
sydvest har en lavere aarsmiddelvarme end 20° C. I
det indre av Nordafrika mellem 10² n. br. og den
nordlige vendekreds har en stor landstrækning, som forøvrig
i øst naar helt frem til kysten ved det Røde Hav
mellem Massaua og Tadjura, en aarsmiddelvarme over 30 °
C. og hører saaledes til de heteste strøk paa jorden.
Østkysten har en betydelig høiere temperatur end
vestkysten i nord, antageligvis under indvirkning av de store
sammenhængende landmasser i Nordafrika og Vestasien,
i syd er det de tilstøtende haves temperaturforhold som
spiller ind (i vest en kjølig havvandstrøm, opdrift).
Eiendommelig for de indre dele av A.-høilandet er den
store forskjel mellem dagens og nattens temperatur, som
i løpet av et døgn kan opvise avvikelser paa 30° eller
endog mere. — Vindforholdene i den vestlige del av A.
bestemmes av de to store lufttryksmaksima mellem
Azorerne og Kanarierne og mellem St. Helena og Tristan da
Cunha. I den nordlige halvkules sommer danner der
sig over Nordafrika, som er sterkt ophetet, et lavtryk.
Ved vestkysten fra Liberia til Kongomundingen
fremhersker derfor i denne aarstid sydvestvinde (egentlig
sydøstpassaten, som bøier av mot luftlavtrykomraadet).
I det Indiske Hav blæser som bekjendt monsunerne, om
vinteren nordøst-, om sommeren sydvestmonsun. Mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
