Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
de fremherskende vinde er havvinde, blæser f. eks. i
Senegambien undertiden den saakaldte Harmattan, en
trykkende, støvfyldt landvind fra nordøst. Fra Sahara
blæser over Atlaslandene til sine tider tørre hete vinde
med sand og støv (Samum, sml. den ægyptiske Chamsin).
I de ækvatoriale dele av Vestafrika er det de lokale land-
og sjøbriser som gjør opholdet utholdelig for
europæerne. Mellem Seychellerne og Mauritius raser de
saakaldte Mauritius-orkaner. — De nærmest ækvator
liggende dele av A. har en dobbelt regntid, vaar og høst.
Egnene umiddelbart nordenfor og søndenfor, begrænset
henholdsvis av Sahara og Kalahari har regntid om
sommeren og tørke om vinteren (hvilken aarstid falder
forskjellig nord og syd for ækvator). Omvendt har
Atlaslandene vinterregn og sommertørke, varm høst og kjølig
vaar. Regnmangelen, som har skapt ørkenstrøkene i
nord (Sahara) og i syd (Kalaharisteppen, som mere og
mere gaar over til ørken), skyldes passatvindene i
forbindelse med de kolde kyststrømme. I størstedelen av
Nordafrika holder regnhøiden sig under 200 mm., i det
regnfattige Sydvestafrika kommer den ned til bare
tiendedelen herav. For Nordafrikas vedeoommende er ulempen
den at regnet kun falder den ene halvdel av aaret, mens
den anden danner en sammenhængende tørketid. Særlig
regnrike strøk er Sierra Leone og Liberia, kystlandet
om det inderste av Guineabugten (Kamerunfjeldet har
med 10 700 mm. den næst største maalte regnhøide av
alle steder paa jorden) og Nilegnene mellem Lado og
Fasjoda (altsaa omkring Bahr el Ghazal og Sobat). I det
sydligste A. avtar regnmængden fra øst til vest, idet
østenvindenes nedbør ikke naar langt indenfor
randbergene, og vestenvindene er tørre. Det tropiske A.s kyster.
særlig de vestlige, med sine mangrovesumper og sit
«drivhus»klima, har altid været farlige for den hvite
mand (malaria, dysenteri),. Høilandet gjælder for at
være sundere, dog optræder ogsaa der feberen, ialfald i
egne under 1500 m. Egnene om Victoriasjøen betragtes
som den berygtede «sovesykes» egentlige arnested. Ved
at følge den moderne hygienes forskrifter kan
europæeren i vore dage betydelig formindske sundhetsfaren.
Plantelivet. Paa de store plataaer er
græsvegetationen fremherskende. Paa savannerne med det høie
græs staar trær kun enkeltvis eller i smaa lunder eller
kun langs elveløpene. I elvene siv-, rør og
papyrusplanter. De til Atlanterhavet gaaende elver løper tildels
gjennem store urskoger med slyngvekster, hvoriblandt
den vigtige kautschukliane. Det for savannerne
eiendommelige træ er baobab, apebrødfrugttræet (adansonia
digitata). Til det tropiske A.s trær hører ogsaa
kolanøttræet og sykomoren. Til de-faa, men til gjengjæld saa
meget videre utbredte palmearter hører oljepalmen
(Kongobassinet og Guineakysterne). Ørkenerne har et fattig
planteliv, som foruten i oaserne, hvor daddelpalmen
vokser, og hvor der dyrkes mange slags nyttevekster,
holder sig til vadierne. Kaplandet har ingen større
træarter. Det østafrikanske høiland. har sit i flere
henseender eiendommelige planteliv. A. har oprindelig hat faa
nyttevekster. Særlig utbredt er hirsen, saaledes den for
A. karakteristiske durrahirse, verdensdelens vigtigste
brødkorn. Hvad dyrelivet angaar, saa træffer vi
i det tropiske Vestafrikas skoger chimpansen og (i
Nedreguinea) gorillaen. Paa de store savanner tumler sig
Zzebraer og bøfler og mange slags antiloper (især talrike
i Sydafrika), her græsser ogsaa giraffen. Næshorn,
elefant og flodhest har hjemme overalt i det tropiske A.s
skoger og savanner. Endnu videre utbredt er løven,
sjakalen og hyænen. og krokodillen forekommer i næsten
alle elver. Langs elvebredderne især i Nilsudan vandrer
ibis, flamingo, stork o. s. v. Fra Tanganjika sydover
optræder den særlig for hesten farlige tsetseflue.
Græs-Afrika
108
hopper volder ødelæggelser i flere dele av A. Av
husdyrene har sandsynligvis æslet, katten og hunden sit
hjem i A. Den for ørkenreiserne uundværlige kamel er
derimot indført. Høns holdes overalt. Den egte afrikanske
struds er gjenstand for opdrætning i Ægypten og Kaplandet.
— Befolkningen anslaaes (for 1910) til 135 mill.,
hvilket utgjør 4—5 individer pr. km.² Tættest befolket
er den ægyptiske Nildal. En folketæthet som
nogenlunde svarer til den gjennemsnitlige i Europa, opviser
strøket omkring Nigers nedre løp og omkring bielven
Benuë. Ellers er A. gjennemgaaende sparsomt befolket.
Mennesketomme er store arealer især i Sahara. Den
særlig afrikanske race er negrene. Muligvis forefindes
dog resterne av en endnu ældre befolkning i visse smaa
indlandsstammer, som buskmændene og hottentotterne
i Sydafrika og dvergfolkene i det tropiske A.s urskoger.
Negrene deler sig i et utal av stammer, som imidlertid
kan sammenfattes i to hovedgrupper, den nordlige eller
sudannegrene og den sydlige eller bantunegrene. Negrene
utgjør den alt overveiende del av A.s befolkning.
Stammefeider og slaveeksport har i tidens løp uttyndet
negerfolket i frygtelig grad, og fremdeles kræver brændevinet,
kopperne og syfilis sine talrike ofre blandt dem. I
Sydafrika møtes sydligst den hollandske og engelske
indvandring, og i sydvest, nordenfor denne, har
hottentotter og buskmænd sit tilhold. Sahara og Atlaslandene
har en i høi grad blandet befolkning. Negre, arabere
og andre folkeelementer har her avsat et folkemosaik
som det ikke er let at utrede. I vest er den
oprindelige folketype at søke blandt berberne, i Ægypten hos
de koptiske fellaher. En del av Madagaskars
indbyggere, de saakaldte hovaer, hører vistnok til den
malajiske race. Europæernes antal utgjør nu
antageligvis 1 mill. i Nordafrika, og likesaa mange i
Sydafrika. — Mens batunegrene er hedenske fetisjdyrkere,
har sudanfolkene og de nordligere boende folk antat
islam, som her har trængt frem fra nord og i
Sydafrika fra øst. Kopterne og abessinierne er kristne
fra ældgammel tid. Paa Madagaskar og i Sululandet
vwirker norske missionærer. (Sml. art. og pl. Negre,
Centralafrikanske folk og Sydafrikanske
folk.) Afrikas rike jord er kun for en liten del
underlagt moderne kultur og utnyttelse. Længe var
negerslaver A.s vigtigste handelsvare. Vigtig har ogsaa
handelen med elfenben været. Der aapner sig
imidlertid utsigter til lovende avkastning foruten av kautschuk
ogsaa av bomuld, kakao, kaffe; hertil kommer at
verdensdelen er rik paa ædelstener, guld og kobber. Imidlertid
stod A. indtil slutten av forrige aarh. nederst av alle
verdensdele i henseende til værdien av dets
handelsomsætning, som f. eks. for 1882 ansloges til bare 23
tusendele av verdensomsætningen. En beregning for
1911/12 stiller det med 40 tusendele foran Australien
og Oceanien. I forhold til areal staar det fremdeles
sidst, i forhold til folketal derimot foran Asien. A.
regnes dog ikke at ha synderlig større aarlig vareeksport
alt i alt end Belgien (1913). » Eksportartiklerne er uld,
strudsefjær, elfenben, palmeolje (og jordnøttolje),
kautschuk (gummi), bomuld, halfagræs, vin (Madeira), sukker
(Mauritius). Den største handelsvirksomhet i A.
fremkaldes ved forbindelsen mellem Europa og dets kolonier.
For denne forbindelse findes der nu talrike
dampskibslinjer, særlig engelske, ogsaa tyske, franske, en
portugisisk, en italiensk, en belgisk, saaledes at de fleste
afrikanske kystbyer anløpes av rutegaaende dampskibe.
Aapningen av Sueskanalen (1869) har ogsaa faat stor
betydning for skibsfarten paa A., særlig naturligvis for
ægypten. Paa enkelte av elvene gaar dampskibe i det
nedre løp (Niger, Sambesi, Nilen, Senegal). Kun to,
nemlig Benuë og (ovenfor randbergene) Kongo er dog i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
