Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
var almindelige. De egteskabelige forhold var frie,
polygami utbredt. Samfundsformen nærmest kommunistisk,
dens grundlag store fælleshusholdninger med
kommunalhuse. — Deres største landsby (200 hytter) ligger paa
Unalasjka.
Aleüterne, en 1500 km. lang kjede av ca. 150 høie,
sterkt vulkanske øer, strækker sig fra halvøen Alaska
(Nordamerika) over mot Kamtsjatka (Asien) og danner
Beringshavets grænse mot syd, ca. 15 000 km.² med
2 400 indb. Unalasjka er hovedsætet for den
amerikanske hval- og sælfangst. Høieste vulkan er Sjisjaldin
(2 729 m.) paa Unimak, den største og østligste ø. Øerne
blev opdaget 1741 av Bering, og 1867 solgt av Rusland
til de Forenede Stater, hvor de er indlemmet i
territoriet Alaska.
Alexander.
Baggio ved Milano av
Paver. A. II′ (pave 1061—73), f. i
adelig slegt. Ved Hildebrands
indflydelse blev han 1061 valgt til pave og tiltraadte
straks sit embede uten at avvente keiserens billigelse.
Som følge derav lot denne vælge en motpave. Dog
lykkedes det A. paa kirkemøtet i Mantua 1064 at hævde
sin ret til pavestolen. Han optraadte med stor
myndighet overfor tyske biskoper som overfor fyrster. Sven
Estridsøn og Vilhelm Erobreren fik paalæg om at
utrede de skyldige gaver til den hellige stol. Kom tilsidst
i strid med Henrik IV av Tyskland og døde under denne.
— A. III (pave 1159—81), f. i Sienä. Allerede som
kardinal hadde han vist sit fiendskap mot keiser Fredrik I,
hvorfor denne lot vælge en motpave, Victor IV.
Herved utbrøt en kirkestrid som i mange aar delte kirken
i to fiendtlige leire. Først efter nederlaget ved Legnano
1176 bekvemmet keiseren sig til at slutte fred og
anerkjende A. III. En endnu større seier vandt paven over
Henrik II av England, som maatte underkaste sig en
ydmygende kirkebot i anledning av mordet paa
erkebiskopen Thomas Becket. 1179 kunde A. sammenkalde
et stort kirkemøte i Lateranet. Dette vedtok at en pave
bare kunde vælges av kardinalerne, og at to tredjedele
av stemmerne avgjorde valget. Kort efter tvang et oprør
i Rom A. til at forlate byen. t*Han døde 1181 i Civita
Castellana. — A. IV (pave 1254—61) tilhørte greverne
av Segnis slegt. Overtok likesom sin forgjænger
formynderskapet for den unge prins Konradin. Dette førte
ham i strid med Manfred, som han banlyste; forøvrig
formaadde han ikke at utrette synderlig. — A. V (pave
1409—10) var en græker fra Kreta. Han valgtes til pave
av kirkemøtet i Pisa, der hadde avsat Benedikt XIII
og Gregor XII, som kjæmpet om magten. Da disse ikke
vilde træde tilbake, blev skismaet saa langt fra hævet,
at kirken tvertimot deltes mellem tre paver. Den
romersk-katolske historieskrivning betragter Gregor XII
som den retmæssige pave. — A. VI (pave 1492—1503),
f. 1430 el. 1431 i Xativa ved Valencia, blev adoptert av
sin morbror pave Calixtus III av slegten Borgia. Hans
pavelige onkel overdrog ham en mængde kirkelige
embeder, og han samlet sig store rigdomme. Disse brukte
han dels til at tilfredsstille sin pragtlyst, dels til et
utsvævende liv. Dette fortsatte han efterat han 1492 var
blit pave, uten at bry sig om den forargelse dette vakte,
eller den domsforkyndelse som f. eks. Savonarola rettet
mot ham. Hans formaal var først og fremst at skaffe
sine mange barn, blandt dem Cesare og Lucrezia Borgia,
rike italienske fyrstendømmer. Hertil var alle midler
gode: vaabenmagt, snikmord og politiske rænker.
Pengemidlerne bragtes tilveie ved simoni, avladshandel og en
skat som blev paalagt til krig mot tyrkerne. A. VI’s
papat er et av de mørkeste blade i pavedømmets historie.
Døde 1503. — A. VII (pave 1655—67) protesterte som
nuntius mot den westfalske fred. Som pave oplevet
han den svenske dronning Kristinas overgang til
romer-Aleüterne—Alexander den store
186
kirken. Han begunstiget jesuiterne og stillet sig paa
deres side i kampen mot jansenismen. — A. VIII (pave
1689—91) tilhørte en venetiansk adelsfamilie. Ved
Ludvig XIV’s hjælp blev han valgt til pave, men viste sig
dog likesaa uvillig som sine forgjængere til at anerkjende
de av kongen opstillede gallikanske rettigheter. Han
fordømte den jesuitiske lære om den «filosofiske synd»,
d. e. at en synd som begaaes uten klar bevissthet om
at krænke Gud og bryte hans love, er let tilgivelig og
kun drager timelige eller) kirkelige straffe efter sig.
Døde 1691.
Alexander den store (356—323 f. Kr.), var søn av
Filip av Makedonien og den epeirotiske kongedatter
Olympias. A. blev opdraget av sin tids lærdeste mand,
filosofen Aristoteles, og hadde under hans ledelse
tilegnet sig den græske dannelse; Homers digte var hans
yndlingslæsning. A. var av naturen ædelmodig og visste
at gjøre sig elsket baade av sit folk og sine soldater.
Baade som regent og som feltherre staar
første i den græske histo-
rie. Han var personlig
tapper, sine planer la han
han som den
med stor omhu og
beregning, og naar han hadde
fattet en beslutning,
utførte han den med
hensynsløs kraft og
ihærdighet. Man vilde gjøre A.
uret ved i ham blot at
Sse en ærgjerrig erobrer;
hans erobringer stod for
ham som et middel. Hans
maal var at samle den
splittede græske verden
under sig og ved hjælp
av de store kræfter som
her endnu laa gjemt,
underlægge sig de østlige
lande og utbrede den Alexander den store.
græske kultur over dem.
—) A. var 20 aar da han
i 336 f. Kr. ved farens død blev Makedoniens konge. Han
var dengang allerede en prøvet kriger, og hadde i slaget
ved Chaironeia (aar 338) i spidsen for det makedoniske
rytteri avgjort slaget til fordel for sin far. Straks efter
sin tronbestigelse blev A. av grækerne paa et møte i
Korinth valgt i sin fars sted som overanfører paa det
tog som var besluttet mot perserriket. Først maatte
han dog sætte sig i respekt hos de halvvilde folkeslag
som bodde nord for Makedonien. Et rygte om at han
var faldt deroppe, bragte Hellas til at falde fra. Hurtig
stod A. for Theben med en hær; byen blev erobret og
jevnet med jorden; de øvrige græske folk faldt da til
fote. Vaaren 334 var A. færdig med sine rustninger
mot det dengang svækkede perserrike, hvis konge, den
personlig hæderlige Dareios Kodomannos, manglet kraft
til med held at opta kampen. A.s hær bestod kun av
30 000 fotsoldater og 5 000 ryttere; en femtepart av
hæren var fra Hellas., Ved elven Granikos slog han de
lilleasiatiske satraper, her som overalt med fare for sit
eget liv. Han fortsatte derpaa sydover langs Lilleasiens
kyst for at sikre sig hele kystlandet før han drog til det
indre; herved blev perserne avskaaret fra at sætte sig i
forbindelse med de i hemmelighet misnøide hellener.
Fra kysten drog A. gjennem det indre av Lilleasien til
Byste i Museo Capitolino i Rom.
Frygiens hovedstad Gordion, hvor han med sverdet
løste den gordiske knute. Gjennem de ubesatte pas
over Taurusbergene kom han ned i Kilikien, hvor
perserkongen stod med en hær paa 700 000 mand for at dække
veien til Syrien. Ved Issos stod det avgjørende slag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
