Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
høsten 333. A. kastet sig med sit rytteri mot Dareios,
som maatte forlate sin stridsvogn og flygte tilhest.
Dermed var slaget vundet; A. gjorde et umaadelig bytte
og tok Dareios’ mor, hustru og døtre tilfange. Dareios
bød forgjæves fred og tilbød at avstaa alt land vest for
Eufrat; A. avviste alle tilbud; han vilde ha det hele.
Toget gik nu videre sydover langs Syriens kyst, hvor
de fønikiske byer overgav sig i haab om at kunne redde
sin handel; kun Tyros satte sig til motverge og gav sig
først efter en seig motstand. I Jerusalem blev A.
mottat med aapne armer, likesaa i Ægypten, hvor persernes
herredømme altid hadde været forhatt. A. forstod
derimot at vinde ægypterne likesom de andre overvundne
folk ved at vise en stor toleranse likeoverfor deres
religiøse og nationale eiendommeligheter. Det var ogsaa
for at gaa ind i sine orientalske undersaatters
tænkemaate at han av Jupiter Ammon lot sig erklære for
dennes søn; orientalerne var nemlig vant til i sine
konger at se guder. Under sit ophold i Ægypten grundla
A. byen Alexandria. I 331 drog A. mot det indre av
perserriket, gik over Eufrat og Tigris og slog paany
Dareios paa sletterne ved Arbela og Gaugamela, nær
Ninives ruiner. Dareios blev slaat og flygtet til de
nordlige provinser. A. indtok derpaa rikets hovedbyer
Babylon, Susa og Persepolis, som blev brændt til hevn for
Akropolis’ brand under perserkrigene. I perserkongens
skatkammer fandt han 800 mill. kr. i sølv og guld;
disse sattes i cirkulation til stor lettelse for handelen.
A. forfulgte derpaa Dareios, som imidlertid blev myrdet
av en av sine ledsagere. A. fandt perserkongen døende,
lot ham høitidelig begrave i kongegravene i Persepolis
og optraadte fra nu av som kongens arving, hvorpaa
hele riket snart underkastet sig. A. søkte at vinde
perserne for sig ved at likestille dem med makedonerne
og hellenerne; han optok dem i sin hær og gjorde dem
endog til statholdere. Dette ærgret hans egne officerer
og soldater, som var draget ut i haab om at al rigdom
og ære skulde tilfalde dem. Da A. ogsaa optok meget
av det persiske hofceremoniel, blev misnøien saa stor
at det kom til sammensvergelser mot hans liv; mange
maatte bøte med livet, deriblandt hans gamle
underanfører Parmenion. I 327 fortsatte A. sit erobringstog;
denne gang gjaldt det Indien. Gjennem elven Kabuls
dalføre drog han ned i landene ved Indus og underla
sig disse. Da han saa vilde gaa gjennem ørkenen til
Gangesdalen, negtet hans soldater at følge længere paa
den eventyrlige færd. Han drog derpaa ned langs Indus
helt til elvens munding. Herfra sendte han Neark med
en flaate for at naa frem til Eufrats munding, hvilket
ogsaa lykkedes. Selv drog A. under store
vanskeligheter, særlig mangel paa vand, gjennem Belutsjistans
ørkener til Babylon (324), som han hadde bestemt til
rikets hovedstad. Her fortsatte han arbeidet med at
ordne sit rike og med at forsone sine gamle og nye
undersaatter med hinanden. En hel del av de
makedoniske soldater blev sendt hjem med rike gaver; andre
blev igjen og egtet persiske kvinder. Selv var A. først
gift med en baktrisk fyrstedatter, den skjønne Roxane,
nu egtet han en av kong Dareios’ døtre. A. næret
ærgjerrige planer om videre erobringer; han rustet sig til
et tog mot Arabien, og der taltes om planer om at
erobre Nordafrika og saa ta kampen op med romerne.
Men hans kraft var brutt; det strenge arbeide,
strabadser og umaateholdenhet i vin hadde knækket ham;
kun 33 aar gammel døde A. i Babylon, aar 323. Hans
lik kom til at hvile i Alexandria; hans sarkofag er nu
i British Museum. — A. blev revet bort midt i sit
arbeide; men hvad han fik utrettet, gjør ham dog til
en av verdenshistoriens merkeligste og betydningsfuldeste
mænd. Han naadde ikke sit maal helt; landene øst for
Alexander
188
Tigris rev sig senere løs og faldt tilbake til østerlandsk
kultur; men hele Forasien og Ægypten blev varig vundet
for det græske sprog og den græske civilisation. Paa
dette grundlag danner sig en virkelig verdenskultur,
hellenismen, og herigjennem banes veien for den
universelle religion, kristendommen. Videnskapen fik et
uhyre nyt stof at arbeide med, idet de hittil avstængte
østlige lande aapnedes for græsk videnskabelighet.
Handel og industri tok et mægtig opsving paa grund av det
lette ombytte av varer som den nye forbindelse mellem
landene medførte; nye færdselsveier aapnedes, og flere
av de byer A. med genialt blik hadde grundet, blev nye
knutepunkter i verdensomsætningen, saaledes Alexandria,
Herat og Kandahar.
Alexander, keisere av Rusland. 1. A. I
Paulovitsj (1777—1825), tsar:1801—25. Han kjendte til drapet
paa faren Paul I, men ønsket kun at faa ham fjernet
som regent. A. var en sammensat og svak karakter,
men livlig interessert og et bytte for skiftende og sterkt
uensartet paavirkning. 1801 traadte han ut av
nøitralitetsforbundet mellem Rusland og Skandinavien og følte
sig snart kaldet til at bekjæmpe Napoleon. 1805 sluttet
han sig til den tredje koalition, men blev slaat ved
Austerlit og Friedland. I Tilsit 1807 vandt Napoleon
ham tilsyneladende helt, og 1807—12 stod A. i forbund
med ham. Særlig fastlandssperringen skilte deom g
ad, og med Finland (erobret 1809) som sit utbytte av
forbundet brøt han med Frankrike i forstaaelse med
Bernadotte og bidrog 1812—15 i væsentlig grad til
Napoleons fald. I 1812 viste han en uventet fasthet og
utholdenhet i kampen, men i 1815 ønsket han ikke
Frankrike ydmyget for sterkt; senere kom han under
mystisk (baronesse v. Krüdener) og reaktionær
paavirkning (Metternich, Araktsjejev). Indadtil vaklet han
mellem reformlyst og skræk for anarki, hvis
indrømmelserne skulde bli for vidtgaaende. Hans ophævelse av
livegenskapet i Østersjøprovinserne og den forfatning
han gav Finland (1809) og Polen (1815), vidner om hans
liberale tilbøieligheter. Den «hellige alliance» med dens
kristelige grundsætninget for Europas styre var hans
verk. En virkning av den russiske hærs deltagelse i
Napoleonskrigene var en liberal bevægelse blandt
Ruslands «intelligens», særlig de mest dannede blandt
officererne, og ved A.s død viste det sig at der var dannet
en vidtforgrenet officerssammensvergelse, delvis med
republikansk program (se Dekabristerne), og den sæd
som her var saadd, holdt sig trods regjeringens
undertrykkelse. — 2. A. IIl, Nikolajevitsj (1818—81), tsar
1855—81, søn av Nikolai I, besteg tronen under
Krimkrigen og sluttet freden i Paris 1856. Efter de sørgelige
erfaringer fra krigen og under indtryk av en sterk liberal
bevægelse i de dannede klasser indledet han en
storstilet reformperiode. Ophævelsen av livegenskapet paa
godseierjorden 1861 skaffet ham stor popularitet som
«tsarbefrieren», forbedringer av kronbøndernes stilling
fulgte efter, 1864 oprettedes semstvoer, en slags amts-
og provinsraad, hvortil de mere velhavende borgere,
godseierne og landsbykommunerne hadde valgret, og
s. a. blev der utstedt en retspleieordning med domstoler
efter fransk-engelsk mønster. Den polske opstand 1863
og et attentat paa A. 1866 stanset en tid reformarbeidet
og gjorde A. usikker og tvilraadig; men 1870 kom en
kommunalordning for kjøbstæderne med by-dumaer
svarende til semstvoerne, og 1874 blev alm. vernepligt
gjennemført. A.s utenrikspolitik faar præg av
utmattelsen ovenpaa Krimkrigen og Bismarcks støtte under
polakoprøret; 1864 og 1866 iagttok han velvillig
nøitralitet overfor Preussen, og 1870 benyttet han Frankrikes
nederlag til at ophæve pariserfredens nøitralisering av
Sortehavet; 1872 ff. trak det op til et «trekeiserforbund»;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
