Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
søl. — A.s anvendelse er kun liten i forhold til deres
store mængde. I tidernes løp har dog kystbefolkningen
lært sig at nyttiggjøre flere av de nævnte større arter.
Tang- og tarearter brukes saaledes hos os til utvinding
av jod og til gjødning. Nogen arter benyttes ogsaa som
kreaturfôr, saaledes grisetangen, butaren og sukkertaren;
søl spises med begjærlighet av sauer. Visse
laminariaarter hadde tidligere medicinsk anvendelse. Av chondrus
crispus og gigartina mamillosa faaes karagén. Nogen
arter, som butare, sukkertare og især søl, er ogsaa
tildels benyttet som menneskeføde, saaledes i Skotland,
Irland og paa Island. Se planche Alger.
Alger [alžé] el. Algier [alšīir], Nordafrika. 1.
Departement, 54540 km.3,-1 725 000 indb,, 32 pr. km.²
(1911). — 23. Hovedstad og hovedhavn i den franske
besiddelse Algerie. 173 000 indb. (1911). Anlagt av
araberne 935 paa det romerske Icosiums plads og kaldt
efter den ørække som ligger foran havnen og nu er
forbundet med fastlandet ved en molo (arab. al-Dsjeâer,
flertal av dsjesfre, ø). Fortysket form;: Algier. Erobret
av Frankrike 1830. Generalguvernørens sæte. De to
forstæder er St. Eugène og Mustapha. A. er nu en av
de vigtigste kulstationer ved Middelhavet. Den indtar
rangen som den femtende av verdenshavnene med
hensyn til skibsbesøk, 3 mill. ton. Havnens beliggenhet
gjør det særlig let for skibe at anløpe den. Foruten
de franske dampskibsselskaper har bl. a. det Forenede
Dampskibsselskab i Kjøbenhavn A. som fast anløpsplads.
Norsk konsulat,
Algerie [alžerT] (fr. L’Algérie), Nordafrika, fransk
besiddelse. Det ligger med en kystlængde av 1 000 km.
langs Middelhavet, mellem dette hav og ørkenen Sahara,
ret i syd for Frankrike, 417 sjømil (26 timer) fra
Marseille. A. hører til Atlaslandene. Det falder i tre
naturlige hoveddele som strækker sig likeløpende med kysten,
men som har en indbyrdes ulike bredde. Nærmest
kysten ligger Tell-Atlas (Lille Atlas), et parallelt med
kysten løpende, av elvene opstykket fjelddrag som
ordner sig i bergrækker med mellemliggende frugtbare
dalfører. I dype gjel strømmer elvene, Sjelif (Oued-Chélif)
o. a., til havet. Øst for Alger naar Djurdjura 2 308
m. o. h. Syd for Tell-strøket ligger 800—1 300 m. høie
plataaer og stepper bevokset med halfagræs og bestrødd
med grunde saltsjøer eller sumper, schotts (chott) og
sebchas. Dette er sebcha-strøket. Syd for dette følger
saa den tredje hoveddel, Sahara-Atlas (Store Atlas), hvis
høieste top er Chelia, 2 330 m. (i Aurés-massivet, i
Constantine). Trange gjel (bab, d. e. port) fører mot syd
ned paa det 500 m. høie Sahara. Her findes paa
grænsen av Tunis en schott-depression, el-Melghir o. a.
schotts, 30 m. lavere end havflaten. — Klimaet er
Middelhavslandenes klima:;:
kjølig regntid, sommeren en tør og varm tid. A.s klima
staar tilbake for Marokkos, hvor Atlanterhavets nærhet
utjevner motsætningerne. Den bedste tid er mars—
juni. Altid grønne trær, fremherskende oliven. I
skogene i nord findes korkeken, i oaserne i Sahara
daddelpalmen. — A. deles (siden 1902) i det egentlige A.,
generalguvernementet A., 207 739 km.² med 5 070 000
indb. (1911), 24 pr. km.², og Sydterritorierne, 367 550
km.² med 495 000 indb., 1.3 pr. km.², alt ialt 576 000
km.², 5 565 000 indb., 10 pr. km.² Av indbyggerne er
4.5 mill. arabere og kabyler, som samtlige er
muhammedanere, 500 000 franskmænd, hvorav henimot halvdelen
født i Frankrike, 70 000 naturaliserte fremmede,
henimot 70 000 jøder (naturaliserte ved et dekret i 1870),
24 000 marokkanere, 135 000 spaniere, 40 000 italienere.
Araberne har dels som fastboende dels som
nomadiserende hjemme i Tell og Sahara, hvor de driver
akerbruk og kvægstel, kabylerne (berbere) i bergegnene, hvor
høst, vinter og vaar danner en
Alger—Algerie
204
de nu tjener som minearbeidere; de i byerne boende
handelsdrivende blandingsfolk kaldes maurer. Det
egentlige A. deles i tre departementer, Oran, Alger og
Constantine, som sender repræsentanter til
nationalforsamlingen i Paris. Sydterritorierne deles fra 1905 av i fire
territorier, Tuggurt (Tougourt), Ghardaïa, Aiīïn-Sefra,
Sahara-oaserne. Den oprindelige strenge militære
forvaltning er avløst av en civilforvaltning. A. har fra
19014 av sit eget selvstændige budget. — Den alt
overveiende del av befolkningen (4 mill., hvoriblandt 200 000
europæiske kolonister, fornemmelig spaniere og
elsassere) lever av landbruket. Der høstes store mængder
av hvete, byg, havre og rug; araberne dyrker desuten
mais og hirse, men fremforalt daddelpalmen, hvis kultur
har gjort stor fremgang derigjennem at franskmændene
har foretat talrike brøndanlæg (artesiske brønder) i
ørkenen (i det alg. Sahara tæller man nu 2 600 000
daddelpalmer). Vinhøsten, landets hovedhøst, beløper sig et
enkelt aar til 8 mill. hl. (i 1917 vel 6 mill. hl.). Tobak,
bomuld og oliven høstes. Betydelig dyrkning av
grønsaker og frugt. Der utføres olivenolje og kork. Der
holdes store mængder av hester, sauer, storfæ, gjeter,
mulæsler, dromedarer. Et ikke ubetydelig fiske drives.
Bergdriftens vigtigste produkter er jern, sink og fosfater
(utvundet fra 1893 av, især i Tebessa-distriktet syd for
Bone). Handelsomsætningen naar et aarlig beløp av
henimot 3/4 milliard kr. Den er overveiende med
Frankrike. Der indføres industriprodukter og utføres
landbruksvarer. Jernveisnettet hadde i 1913 en utstrækning
av 3500 km. Det utgjøres av en linje parallel med
kysten, forbindende byerne i Tell, med sidelinjer ned
til havnebyerne og til Sahara. Man bestræber sig for
at føre det frem til oaserne her. Hovedhavnene er Alger,
Oran, Bone, Philippeville, Bougie. Andre havner er
Nemours, Beni-Saf, Arzen, Mostaganem. Byer inde i landet
er Constantine, Tlemcen, Blida, Mascara. — Historie.
A. svarer omtrent til oldtidens Numidien (s. d.). 46 f. Kr.
blev det romersk provins og opnaadde under romernes
herredømme en materiel og kulturel blomstring som
aldrig siden. I høiere grad end nu var hele landet under
kultur, og ruinerne av store, rike byer som Lambøæsis,
Timgad og Tlemcen vidner om romertidens velstand og
ordnede styre. Sammen med det øvrige rike deltok A.
i den almindelige kulturnedgang ved oldtidens slutning,
kristendommen vandt stor utbredelse, og den numidiske
kirkeprovins var en av de førende i utviklingen. Med
folkevandringen endte den gode tid. 439 kom vandalerne
fra Spanien og erobret A., som led meget ved deres
herjinger. 534 erobredes det av Justinians feltherre
Belisarius, og stod under byzantinerne til arabernes
komme i 7 aarh. Disse maatte kjæmpe haardt mot
talrike opstande av berberne, som iøvrig hurtig omvendte
sig til islam og blev nogen av dens mest fanatiske og
intolerante tilhængere. Kalifatet i Damaskus og Bagdad
kunde ikke bevare den fjerntliggende provins, som i
tidens løp blev styret av en række indfødte dynastier:
Aghlabiderne (s. d.) 800—909, Fatimiderne (s. d.) 909—
969 og Hammadiderne 1014—1152. Ca. 1050 trængte en
araberstamme Banu Hilal fra Nedjd ind i A., plyndret
det aapne land og fordrev berberne til fjeldstrøkene eller
blandet sig med dem. Under disse urolige forhold
besatte Almoraviderne (s. d.) en del av A., og Almohaderne
(s. d.) erobret det hele 1152—1269. De følgende
aarhundreder kjæmper forskjellige araber- og berberstammer
om magten i A., bl. a. Hafsiderne i Tunis og Meriniderne
i Fez. Efter Granadas erobring 1492 tyet de spanske
maurer til A., mēèn spanierne (Ferdinand den katolske)
fulgte efter og erobret Oran 1509, Bougie 1510 og
fæstningen Peñon ved byen Alger 1511. Spaniernes angrep
blev snart stanset ved tyrkisk hjælp, og brødrene Bar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
