Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
merker sig ved eiendommelige fysiologiske virkninger,
der dels i mange tilfælde gjør a. til vigtige lægemidler,
dels gjør mange av dem til sterke gifte. Det er mere
gjennem forekomst (de fleste plantefamilier indeholder a.
og virkninger paa organismen end gjennem reelt kemiske
forhold at disse stoffer knyttes sammen til én gruppe.
A. kan være surstoffrie, og bestaar da kun av kulstof,
vandstof og kvælstof (koniin og nikotin, som begge er
flytende); men de fleste a. indeholder tillike surstof og
er faste, hvite. De vigtigste av disse er morfin, kodein
og narkotin (i opium), kinin og cinkonin (i kinabark),
stryknin og brucin (i rævekake (strychnos nux vomica)),
atropin og hyoskyamin (i galnebær (atropa belladonna),
bulmeurt (hyoscyamus niger) og pigeple (datura
stramonium)), kokain i blade av erythroxylon coca, eserin
(i kalabarbønner (physostigma venenosum)), pilokarpin ²
(i jaborandiblade (pilocarpus pennatıfolius)), sinapin (se
Sinalbin, Sennep) og piperin (i pepper) og endelig
koffein (i kaffe og te) og teobromin (i kakao). Mens de
to sidste i kemisk henseende er beslegtet med
urinsyren, er de øvrige derivater av pyridin, kinolin og
lignende forbindelser. De flestes bygning er ikke ganske
kjendt, men nogen har man dog kunnet fremstille
kunstig, tildels endog med økonomisk fordel. I planterne
findes a. i regelen i forbindelse med plantesyrer, og de
vindes oftest av planterne, idet de uttrækkes herav ved
behandling med fortyndede syrer, hvorpaa de ved
tilsætning av baser utskilles av de filtrerte opløsninger.
A. er i regelen uopløselige eller tungtopløselige i koldt
vand, hyppigst opløselige i alkohol. Med mange syrer
danner de tungtopløselige salter (f. eks. med garvesyre
og pikrinsyre). De fleste har ingen lugt, men i regelen
en bitter smak. Deres øvrige, høist forskjellige
indvirkninger paa organismen synes navnlig at avhænge av
ganske bestemte atomgrupperinger i alkaloidmolekylerne,
men er desuten i visse henseender avhængige av
opløselighetsforhold. Forskjellige a. paavirker hyppig
hinandens virkninger, saa at alkaloidblandinger undertiden
med fordel anvendes istedenfor et enkelt a. I visse
tilfælde synes man nu at kunne erstatte a. med andre
kemiske forbindelser som indeholder den for det
betræffende a.s virkning eiendommelige atomgruppe i sit
molekyl (se Ortoform og Nirvanin). Î
Alkaměnes, berømt græsk billedhugger, discipel av
Feidias, levet i sidste halvdel av det 5 aarh. f. Kr. Hans
samtid og eftertid satte ham meget høit; der er dog
intet levnet som sikkert kan tilskrives ham. Muligens
er de brudstykker av gavlgruppen fra Zeustemplet i
Olympia, som blev fundet 1879, av A.
Alka′nna, liten slegt av de rubladedes familie; er
især utbredt i Middelhavslandene. Av a. finctoria
(uegte a.) faaes a.rot med brunrød, sterkt farvende,
skjællet bark om den hvite ved. Den indeholder a.-rødt
(alkannin), som brukes til farvning av oljer,
pomader o. 1.
Alkaptonurī, urin som indeholder alkapton, et
eiendommelig sukkerlignende stof. Træffes almindelig i
hesteurin, undertiden fysiologisk i ringe mængde hos
mennesket navnlig ved planteernæring. Ved urinundersøkelse
kan a. gi anledning til forveksling med sukkersyke.
Al-Karesmi, se Al-Kwarizmiī.
Al Katif, se El Katif.
Alkekongeslegten (mergulus), slegt av alker (s. d.),
kort ujevnt neb med runde næsebor som delvis er
dækket av en hornagtig hinde; mellemfoten fortil dækket
av plater. Slegten omfatter kun én art: alkekongen
(m. alle), hode, hals, ryg og hale sorte, vingerne
brunsorte med hvite flekker og striper, undersiden hvit; i
vinterdragten er ogsaa strupen og halsens sider hvite;
neb og føtter sorte. Længde omkr. 250 mm. Alkekongen
Alkamenes—Alkeslegten
210
er en høinordisk fugl som i kolonier paa talløse individer
hækker paa Spitsbergen, Novaja Semlja, Grønland og
Islands nordkyst og i tætte skarer færdes ved drivisen
i Ishavet. Om vinteren trækker den sydover og kan
sees hvert aar ved vor kyst. Alkekongens føde bestaar
av fisk og krebsdyr. Den lægger sit ensfarvede,
blaahvite egg under stener o. 1., ofte godt skjult.
Alkemī, se Kemi.
Alker (alcidae), familie som hører til svømmefuglene.
Tætbyggede fugler med kort hals, smale og spidse
vin-Mellemfoten
ger, langt bakutsittende, korte ben. er
middels lang, sammentrykt fra
siderne. Fortærne forenet ved hel
svømmehud, baktaa mangler. A.
er udmerkede svømmere som
under dykningen hovedsagelig
anvender vingerne. Flugten noget
tung, men hurtig. Paa grund av
føtternes stilling holdes legemet
næsten lodret naar de sitter paa ;«,
land; de støtter sig da ofte paa c—
mellemfoten. A. lever av fisk og 4
andre havdyr og opholder sig
hele aaret ved havet. De lever
som regel i éngifte, han og hun
hjælper hverandre under
rugningen og under ungernes opfødning.
De fleste a. hækker i kolonier,
lægger 1—2 store, graahvite, oftest
flekkede egg i fjeldsprækker, hul under stener, ganger
o. s. v. Kjønnenes fjærdragt like, vinterdragten noget
forskjellig fra sommerdragten. Familien omfatter 4 i
vore have forekommende slegter: alkeslegten,
alkekongeslegten, lundeslegten og teisteslegten.
Alkeslegten (alca), familie av svømmefugler, nebbet
sammentrykt fra siderne, relativt langt, omtrent i sin
halve længde overtrukket av en fjærklædt hud;
overnebbets spids bøiet. Til denne slegt regnes 2 arter.
Alken eller den brednebbede alke (a. torda), hode,
hals, ryg, vinger og hale sorte, strupen rustfarvet,
undersiden hvit, et smalt hvitt baand fra nebroten til øiet,
likeledes et smalt hvitt baand over vingerne. Nebbet
sort med et hvitt tverbaand, føtterne sorte. Længde omkr.
400 mm. Alken forekommer ved det nordlige
Atlanterhavs kyster og i Ishavets sydlige dele, skal ogsaa findes
i Japan. Ved vor kyst hækker alken i store mængder paa
fuglebergene nord for polarcirkelen. Alkekolonier findes
dog ogsaa saa langt syd som utenfor Stavanger og
Sognefjord. Alken hækker helst for sig selv. Om vinteren
trækker den gjerne noget sydover og følger i store mængder
sildestimene, kan da træffes saavel langt tilhavs som
inde i fjordene. Av alle vore alkefugler er denne art
den hurtigste svømmer, den lever av fisk, hovedsagelig
sild. Alken blir efterstræbt paa grund av sin tætte
fjærklædning og sit ganske velsmakende kjøt. Geirfuglen
(a. impennis), hode, hals og forreste del av ryggen sorte,
den øvrige del av ryggen samt vingerne brunsorte, foran
øiet en stor hvit flek, bryst, buk og sider hvite, neb og
føtter sorte, vingerne ganske smaa. Længde omkr. 700
mm. G6. hækket paa Hebriderne, Orknøerne og
Færøerne og paa forskjellige mindre øer omkring Island og
Newfoundland. Av og til traf man paa g. ogsaa ved
Norges kyst. Paa grund av eggenes og kjøttets velsmak
var g. sterkt efterstræbt av fiskere og fangstmænd og blev
efterhaanden utryddet i første halvdel av forrige aarh.
Det sidste eksemplar som er kjendt, blev vistnok skutt
i 1848 paa Hornø ved Vardø, det østligste av alle
Finmarkens fugleberg. Til g.s levevis kjender man ellers
litet. Den savnet evnen til at flyve, og dens rugepladser
laa derfor paa lave skjær. Vingerne anvendtes kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
