Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
bladtistel, fjeldflok, ranunculus platanifolius o. fl.;
endvidere findes her ogsaa arter av slegterne aconitum,
gentiana, digitalis og phyteuma. — De egentlige a. er
lavere, fleraarige vekster, ofte med pragtfulde
blomsterfarver. Særlig bekjendt for sit rike blomsterflor er
alpeslaatterne, «Alpenmatten»; her vokser de
storblomstrede hvite og gule anemoner, lyseblaa og mørkere blaa
klokker (campanula). dypblaa gentianaer, røde og gule
pedicularis-arter, fioler og forglemmigei, den pragtfulde
kløverart trifolium a pinum og m. fl. Paa de saakaldte
«Alpenweiden», hvor kreaturerne beiter, er det mest
græsarter, især poa alpina, phleum-, festuca- og
agrostisarter, samt den lille skjermblomstrede meum mutellina
og plantago alpinu som danner vegetationen. — Det
rikeste flor findes dog paa utilgjængeligere steder, som
klippevæggenes avsatser og rifter. Blandt de talrike
blomsterplanter her kan nævnes som særlig iøinefaldende:
linaria alpina med de lange, blomstersmykkede grener,
den lyserøde thlaspi rotundifolium, gule og blaa aurikler,
de mange arter av saxifraga, androsace, veronica,
cerastium og de sølvhaarede artemisiaer, samt de lave
bladputer av eritrichiun nunum, dækket av de talrike, blaa,
forglemmigeilignende blomster og edelweisen
(leontopodium alpınum), alpebeboernes yndlingsplante. — Der
hvor sneen sent gaar væk, staar den lille, fine soldanella
pusilla, ofte med sin blaa blomst stikkende op av selve
snedækket. A. naar op i betydelige høider og stanses
ikke engang helt av snegrænsen (i Alperne 700—1 000 m.
høiere end skoggrænsen). Et av de talrike eksempler
herpaa er Vincentpyramiden i Monte Rosa i Schweiz,
hvor der mellem 3 087 og 3185 m. o. h. er fundet ca.
50 blomsterplanter. [Litt.: Hegi u. Dunzinger,
«Alpenflora» (illustrert).. München 1905. C.-Schröter, «Das
Pflanzenleben der Alpen». Zürich 1906.]
Alperne, Europas hovedfjeldsystem og høieste fjelde,
er en sammenhængende fjeldbygning i den sydlige del
av Mellemeuropa. De er noksaa tydelig avgrænset til
alle kanter undtagen i sydvest og sydøst. I sydvest er
det Apenninerne som hænger nøie sammen med dem, i
sydøst Balkanhalvøens vestlige fjelde. Mot syd danner
A. to buer nordenom Italien fra bugten ved Genua til
bugten ved Triest. De stuper brat ned i lavsletten/i
det nordlige Italien. Paa sin nordside har de derimot
foran sig en høislette, en sokkel. Grænsen mot
Apenninerne trækkes nu sedvanlig fra Savona ved
Genuabugten vestnordvest over Altare-passet (kun 495 m. o. h.)
til Ceva ved Tarnaro. Østgrænsen løper fra
Wienersletten ved Donau i en siksaklinje til bugten ved Triest.
Længden av den indre kant er 750 km., av den ytre
1 300 km. Bredden ligger mellem 130 km. (ved
Montblanc) og 240 km. (ved Verona). Det av fjeldmassen
dækkede rum utgjør omtr. 220 000 km.² — A. deles i
VestalperneogØstalperne, mellem hvilke grænsen
følger en linje fra Bodensjøen til Lago Maggiore, som
for en væsentlig del dannes av Rhinens (med
Hinterrheins) dal og løper over Splügenpasset. A. er frembragt
ved en langvarig mægtig foldning av jordskorpen. De
ikke sjeldne jordskjælv viser at de sammenpressende
kræfter endnu er i virksomhet. — A. bestaar gjennem
hele sin længde av én eller to midtre soner av gamle
krystallinske bergarter (gneis, glimmerskifer, granit o.s. v.).
I denne sone findes de høieste topper. Paa yttersiden
(vest- og nordsiden) følges denne sone av et belte med
fremherskende kalkstensfjelde, de ytre kalkalper.
Paa indsiden (sydsiden) findes et tilsvarende belte, de
sydlige kalkalper, kun i øst. Denne sidste
omstændighet, i forbindelse med andre forhold av geologisk
art, begrunder den nyere
dele istedenfor den ældre i tre (Vestalper, Midtalper og
Østalper). — Vestalperne (hvilket navn tidligere kun
inddeling av A. i to
hoved-Alperne—Alpeveier
228
betegnet de fransk-italienske A.) indbefatter: 1. De
liguriske A. 2. Sjøalperne, hvorunder ofte ogsaa gruppe 1
henføres. 3. De cottiske A. 4. De grajiske A. 5.
Montblanc, hvis mægtige fjeldmasse bærer A.s høieste tind,
4810 m. Alle disse er krystallinske grupper, mens
6. De provençalske A., 7. Dauphine-A. og 8. Savoy-A.
hører til den ytre kalksone. 9. Schweizeralperne, delt
ved Rhônes og Rhinens øvre løp i to hovedgrupper med
talrike underavdelinger (Penninske, Lepontiske A., Berner-
og Glarner-A. i de krystallinske soner og Vierwaldstätter-,
Theer- og Appenzeller-A. i den ytre kalksone). — Til
Østalperne hører foruten de schweiziske
Graubündener- el. Rhätiske A. de bayerske A., de østerrikske A.,
som ender med Wienerwald ved Donau, Tauern (Hohe T.
og Niedere T.), de steiriske A., samt i syd Ortler, de
karniske A. og de juliske A. Alpesokkelen mot nord
dannes av den schweiziske høislette mellem Genfersjøen
og Bodensjøen (begge 400 m. o. h.) og den bayerske
høislette (München 500 m.). — A. har en stor betydning
for Mellem- og Sydeuropas klima. Store elver, f. eks.
Rhône, Rhinen, Po, talrike Donau-tilløp, har sine kilder
i Alpernes jøkelverden. Skjønt de aldrig har dannet
et folkestængsel, er de dog selvfølgelig av stor betydning
som folkeskille. Se kart.
Alperose. Dette navn anvendes almindelig paa to i
de europæiske Alper utbredte arter av slegten
[hododendron. nemlig r. ferrugineum og r. hirsutum, begge
mindre busker med pragtfulde, røde blomster og
læragtige, vintergrønne blade, samlet rosetagtig i
grenspidserne. De danner den væsentligste buskvegetation i den
alpine region.
Alpes, Basses- og Hautes [bās- [åt]-
Basses-A., Hautes-A.
Alpes Maritimes [alp maritím], Frankrike,
ment, sydøstligst, 3 736 km.², 356 338 indb., 95 pr. km.²
(1911). Langs Middelhavet ligger den franske Riviera,
med kystbyerne Menton(e), Nice (Nizza), hovedstaden, og
Cannes i læ for vintervinden (Mistralen, nordnordvest),
med frugt- og blomsteravl, indlandet er et utpræget
fjeldland; store hjorder av sauer beiter «alpen» om
sommeren. Departementet dannedes i 1860, da landet øst
for elven Var avstodes til Frankrike.
Al pe′so (ital.), efter vegten.
Alpetropper kaldes tropper som er særlig utrustet
og utdannet for krigen i fjeldegne. A. omfatter infanteri
og jægere, men ogsaa bergartilleri, mitraljøseavdelinger
og ingeniørtropper. Skyts, ammunition og
sanitetsmateriel transporteres gjerne paa kløv (muldyr). A.
findes i Østerrike, Italien, Frankrike og Schweiz.
Alpeveier og -baner. Fra Rivierabanen utgrener sig
linjer fra Savona over Altarepasset (495 m.) og fra
Ventimiglia over Tenda, som begge fører over til Piemont.
I de cottiske A. fører foruten veien over Mt. Genėvre
(1854 m.) mellem Dora Riparia (Colle di Sestrières) og
Durance (Briançon) jernbanen gjennem Col de Fréjus
(121/4 km. lang tunnel, 1 300 m. o. h.) mellem
Bardonecchia og Modane. Fordi den ældgamle vei gik over
Mt. Cenis, har jernbanen og tunnelen faat navn efter
dette 25 km. østenfor liggende fjeld. Denne tunnel er
den ældste i Alperne: (1857—71). Over Lille St.
Bernhard, 2157 m., fører en vei mellem Dora Baltea og
Isère, over Store St. Bernhard, 2475 m., en kløvvei
mellem Aosta (Dora Baltea) til Martigny (Rhône). I
Schweiz fører foruten talrike kløvveier og pas
(Furkapasset 2 436 m., mellem Rhône og Reuss, Gotthardpasset
2 1112 m. mellem Reuss og Ticino, Simplonpasset 2 009
m. mellem Rhône (Brieg) og Tosa (Lago Maggiore), Splügen
2117 m. mellem Hinterrhein og Lago di Como m. fl.)
jernbaner gjennem St. Gotthard (tunnel Göschenen—
Airolo, 15 km., 1 154 m., under bygning 1872—1882) og
alp], se
departe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
