Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Alnæs, Ivar Johannes (1868—), n. skolemand og
filolog, dr. philos., 1918 rektor i Kra. Forfatterskap: «Bidrag
til en ordsamling over sjømandssproget» (1902, i
Videnskapsselskapets forh.); «Brev- og formularbok» (1902,
utgit av Riksmaalsforeningen), «Lærebok i norsk» (1905
o. fl. aar, sammen med Sylfest Muldal), «Norsk
uttaleordbok» (1910), «Norsk læsebok for middelskolen» (1912),
«Norsk sætningsmelodi» (1916, doktoravhandling).
Redaktør for «Den Høiere Skole» 1902—13. Medlem av
retskrivningskomitéen av 1916. Gav 1913—16 undervisning
i læsning ved Universitetet og ansattes i 1918 som lektor
i dette fag.
Alnö (Alnöa), Sverige, den største ø (69 km.²) ved
kysten av Bottenviken, i Medelpad, utenfor Sundsvall,
med talrike sagbruk.
Aloë, planteslegt av liljefamilien, oftest træagtige
vĂekster med rosetstillede, tykke, kjøtfulde, i randen
taggede eller piggede blade i
spidsen av stammen.
Blomsterne sitter i oprette,
grenede eller ugrenede klaser.
Hjemmehørendeitørre
tropeegne; hos nogen arter, som
a. ferox og africana fra
Kaplandet, indeholder bladene
en saft som efter at være
inddampet anvendes i
medicinen, «aloë». Nogen arter
dyrkes ogsaa som
prydplanter i stuer og veksthuse.
Aloëhamper
egentligbasttrevlerne av forskjellige
aloëarter, men benyttes ogsaa
som urigtig benævnelse paa
agavefibrer.
Aloëtræ kaldes en hel
del forskjellige tropiske,
vellugtende træsorter. De be- Sluë
nyttedes tidligere til par- so8;
fumer og røkelse, men nu væsentlig til træarbeider.
Alogī (græ.), mangel paa logik, ufornuft; alōgisk,
urimelig, fornuftstridig. Î
Aloi [alwá](fr.), et pengestykkes ved lov fastsatte
finhet.
Aloīiderne, to sagnagtige kjæmper Otos og Efialtes,
sønner av Aloeus (efter andre av Poseidon); 9 aar gamle,
18 m. høie og 6 m. brede, vilde de storme himlen ved
at stable fjeldet Ossa ovenpaa Olympos og Pelion paa
Ossa; men Apollon dræpte dem.
Aloïn, se Aloēë.
Alopecūrus, se Revehale.
Alōsa, se Sild.
Alost, se Aelst.
Alpāka, lama-art, se Kamelfamilien.
Alpāka er et av navnene paa forsølvet nysølv.
Alpākauld er ulden av en sydamerikansk lama-art
(auchenia pacos) som i Peru holdes tæmmet som
lastdyr og for kjøttets og uldens skyld. Ulden er meget
fin og glinsende og av forskjellig farve. Den spindes
oftest sammen med andre stoffer og gir et udmerket
kamgarn som benyttes til de forskjelligste tøier.
Al pāri, se Kurs.
Alpebaner, se Alpeveier.
Alpefaunaen i Europa bestaar dels av former som
efter istiden er utdød i lavlandet, og dels av høinordiske
dyr som lever isolert paa de største alpehøider, vidt
adskilt fra sine nordlige frænder. Blandt pattedyrene
kan anføres som særlig «alpine»: gemse, stenbukk,
murmeldyr, snehare og snemus; blandt fuglene: rype, snefink,
alpekraake og lammegrib. Sneharen og rypen har farve-
8 —Aschehougs konversationsleksikon. I.
Alnæs —Alpeplanter
226
skifte (hvite om vinteren). FPBlandt, padderne er den
sorte landsalamander (salamandra atra) utpræget alpin.
Indenfor insekterne er det især blandt biller og
sommerfugler at man træffer mange alpine former; de
førstnævnte er hyppig vingeløse, og de sidste er tilbøielige
til at anta mørke farver (melanisme). Selv høit oppe
over snegrænsen træffer man paa skarer av de smaa
gletsjerlopper, som med sin halegaffel hopper om paa
gletsjerne.
Alpefiol (cycamen), slegt av aurikelfamilien, med en
flattrykt stængelknold, langstilkede blade og blomster
med tilbakebøiede kronfliker og ved frugtmodningen
skruesnodd sammenrullede frugtstilker, saa kapselen
trækkes helt ned til knolden. C. europæum vokser vild i det
sydlige Europa, den dyrkes likesom ogsaa c. persicum
almindelig som stueplante. Knoldene indeholder
cyclamin og er i raa tilstand giftige. [
Alpeglød (fjeldglød). Kort efter solnedgang eller før
solopgang lyser undertiden (i klart veir) fjelde paa siden
mot solen op med et rødlig lys, idet de belyses av
purpurlyset (s. d.) som staar over solen.
Alpehorn, blæseinstrument brukt av gjæterne i
Alperne, bygget av staver omtrent som den norske lur,
men med et mundstykke av haardt træ formet som
blikblæsernes.
Alpejægere kaldtes det friskarekorps som Garibaldi
organiserte under den italienske frihetskrig 1859—61,
og som utgjorde kjernen av ekspeditionen til Sicilien
og Neapel 1860. Under den fransk-tyske krig 1870—71
organiserte Garibaldi igjen et korps a., hvormed han
stillet sig paa fransk side. Nu benyttes navnet a. om
infanteriavdelinger som er særlig utrustet og utdannet
for krigen i bergegne. Mest kjendt er franske,
østerrikske og italienske a.
Alpeklubber. Ogsaa Alperne har sin
utforskningshistorie, og a. har megen fortjeneste av denne; selvom
deres medlemmer for en stor del er almindelige turister,
er de ofte interesserte tindebestigere. Ældst er «Alpine
Club» i London (1857) med tidsskriftet «The Alpine
Journal» (1863). Klubben utstrækker nu sine interesser
overalt hvor der er nye tinder at bestige. Andre a. er
den tyske (1869) og østerrikske (1862), som sluttet sig
sammen 1874, med tidsskrift og «meddelelser».
Endvidere Schweizeralpeklubben (1863), en italiensk
alpeklub (1863), en sydtirolsk a. (1877), en fransk (1874) i
Paris og en amerikansk i Philadelphia, foruten flere
alpeturistforeninger særlig i Østerrike.
Alpeplanter er en almindelig fællesbetegnelse for de
vekster som danner vegetationen ovenfor skoggrænsen
i Alperne i den saakaldte alpine region. Skogens øverste
grænse ligger her i forskjellig høide, varierer saaledes i
Schweizer-alperne mellem 1 680 m. i de nordlige og
2 150 m. i de sydlige høialper og naar sit maksimum
med 2 330 m. i Saasthal. Ovenfor disse høider er der
ikke mere nogen sluttet træbestand, kun enkelte trær
hist og her. Imidlertid er der gjerne som oftest ingen
brat overgang fra skogen til den træløse alpine region.
Denne kranses nemlig ofte nedentil av en
kratvegetation bestaaende av forskjellige buskarter. Nederst,
nærmest skogen, er det dvergfuruen (pinus montana)
og grønoren (alnus viridis), som danner sjelden mer
end mandshøie krat, den første væsentlig i de egne hvor
der er kalkunderlag, den sidste mere paa grundfjeld og
krystallinske skifere. Saa kommer endnu høiere oppe
alperosernes pragtfulde krat (se Alperose).
Sammen med de sidste forekommer ogsaa en virkelig rose,
rosa alpina. I ly av disse krat kan der ofte være et
frodig planteselskap, med høie urter, hvorav flere ogsaa
er utbredt i de norske fjeldes bjerkelier, saaledes turt,
rød pragtstjerne, skogstorkeneb, skogforglemmigei,
hvit-Trykt november 1919.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
