Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
Grønlands nordligste punkt, som er passert av Peary i,
mai 1900, naar 83 50′ n.br. Det sydamerikanske
fastlands sydpunkt, Kap Froward, ved Magellansstrædet,
naar 53° 54′ s. br. Søndenfor Magellansstrædet naar
Ildilandets øgruppe i Kap Hoorn 56 s. br. Længden
imellem de to nævnte fastlandsspidser er 14 500 km.
De ytterste vestlige og østlige punkter er, i Nordamerika
Kkap Prince of Wales, 168 v. 1. Grw., og Kap Charles
paa Labrador, 56 ° v. 1. (Kap Spear paa Newfoundland
539 v.1), iSydamerika Kap Periña, 84° 20′ v. 1., og
Kap Branco (ved Parahyba), 34° 50′ v. l. Grw. Idet
bredden intetsteds gaar synderlig over 5 000 km., faar
A. en slank figur sammenlignet med den gamle verden.
Flateindholdet er 42 mill. km.² — Idet det falder
naturligere at henlægge den mere indgaaende skildring av
dette «dobbeltfastland» til særskilte artikler,
NordaAmerika, Mellemamerika, Sydamerika,
henvises til disse og, hvad de arktiske øer angaar, til
artiklerne Grønland, Canada (i hvis administrative
terminologi de dette dominion tilhørende øer
sammenfattes som territoriet Franklin) foruten til artikler om de
enkelte øer o. a. Kun nogen hovedtræk, likheter og
ulikheter, vil nedenfor fremhæves. — Nordamerika og
Sydamerika ligner hverandre i ytre form: tresidede, med
bred grundlinje mot nord, spidst toppunkt mot syd.
Mellemamerika danner som nævnt en del for sig.
Omridsene skiller sig imidlertid bl. a. deri at Nordamerika
har flere halvøer og en meget større ørigdom.
Nordamerikas kystutvikling er den største av alle verdens-
*deles, 1:4.9, mens Sydamerikas, 1:2, kun litet overgaar
Afrikas. Av Nordamerika er over 25 pct. «lemmer»
(halvøer, øer), av Sydamerika kun 1.1 pcet., hvilket endog
er mindre end for Afrika. I geologisk henseende ligner
Nordamerika og Sydamerika hverandre deri at begge
bestaar av tre belter, et ældre østlig og et yngre vestlig,
begge høie, og et likeledes yngre i midten, som er lavt.
Den vestlige del er et vældig foldet fjelddrag, som i
Sydamerika kaldes Kordiljerne eller Anderne, i Nordamerika
Rocky Mountains (Klippebergene) m. fl. navne. Paa
denne side findes de største høider, og kun paa denne
side har fastlandet vulkaner. De østlige og nordlige
dele av begge landmasser dannes av urgamle gneis- og
skiferfjelde, som er foldet i meget ældre tid end hint
vestlige drag. I Sydamerika er disse foldefjelde senere
dækket av yngre bergarter som ikke er foldet og
derfor (Brasiliens og Guayanas høilande) danner en
ensformig masse. De foldede østfjelde i Nordamerika
sammenfattes nu under navnet de Appalachiske fjelde
(Appalchian Mountains), av hvilke Alleghanyfjeldene
ghanytj
egentlig bare utgjør en del. Hvad høiderne angaar,
hæver de sydamerikanske høilande i øst sig til 2 700 m.
(indenfor Rio de Janeiro), Alleghany sig kun litet over
2 000 m. I vest derimot naar selve foldeberget 4—5 000 m.,
i Bolivias Cordillera Real endog 6 600 m. (Sorata), og de
optaarnede vulkaner som f. eks. Cotopaxi i Equador,
jordens høieste virksomme vulkan, 6 000 m.,
Chimborazo sammesteds 6 300 m., Sajama i Bolivia 6 400 m. og
Aconcagua, det høieste fjeld paa den vestlige halvkule,
7000 m. I Nordamerika er det ogsaa vulkanerne som
naar de største høider, saaledes f. eks. toppen ved
Orizaba i Mexico indenfor Vera Cruz 5 550 m. og
Alaskatoppene Mt. St. Elias 5 500 m., Mt. Logan 5 950 m. og
Mt. Me. Kinley 6 250 m., Nordamerikas høieste top.
Høisletterne i vestfjeldene naar de største høider i det
nordlige Chile og Bolivia med 4 000 m. Av en overordentlig
stor utstrækning er lavsletterne som optar fastlandenes
midte: i Nordamerika 55 pcet., i Sydamerika endog 66
pet. av det hele areal. Egent for A. er mængden av
vyirksomme vulkaner. I Nordamerika kjendes 38, derav
11 som har været virksomme i historisk tid, i Mexico
9 — Aschehougs konversationsleksikon. I.
Amerikalinje—Amerikanismer
258
henholdsvis 6 og 4, i Mellemamerika 29 og 18, paa
Antillerne 8 og 4. Hertil kommer Aleüterne og nogen
andre vulkanske øer. — Endvidere utmerker A. sig ved
sine store elver og vanddistrikter. Jordens længste elv
er saaledes Mississippi-Missouri, 6 600 km., og
Amazonelven, der likesom Mackenzie ikke staar tilbake ilængde
for andre elver andetsteds paa jorden end Nilen (og
kanske Jangtsekiang), har ialfald det største vanddistrikt
av alle elver, 7 mill. km.² I omfang av vanddistrikt
staar yderligere Mississippi og La Plata kun tilbake for
Kongo. Mens Sydamerika er fattig paa indsjøer, eier
Nordamerika jordens største ferskvandssamling. Vi
nævner de største indsjøer her: Øvre-sjø, jordens
næststørste, 81 000 km.², idet den kun staar tilbake for det
Kaspiske Hav, Huron-, Michigan-, Store Bjørne-, Store
Slave-, Erie-, Winnipeg-, Ontario-, Athabasca-sjø.
I klimatisk henseende er de to hoveddele, det tropiske
Sydamerika og det tempererte Nordamerika, mere ulike
end like. Men de allerede nævnte overensstemmelser,
ialfald i overflatens ytre bygning, fremkalder dog ogsaa
visse klimatiske fællestræk. Aapenheten mot øst og
fjeldmuren mot vest har en forskjellig følge for det av
fremherskende vestlige vinde beherskede Nordamerika
og for det av fremherskende østlige vinde beherskede
Sydamerika. Hvad nedbør angaar, er saaledes
Nordamerika ugunstigere stillet end Sydamerika, idet dets
indre landskaper lider av tørke. Omvendt gir
aapenheten mot syd og mot nord polarkolde vinde et vidt
spillerum indover baade Nordamerikas og Sydamerikas
midtre lavbelte. Begge fastlande har sine stepper og
savanner (prærier, ljanos, pampas). Sydamerika har
tropiske urskoger (selvas) som ingensteds paa jorden.
Dyrelivet i Sydamerika er «gammeldags» som i
Australien, drøvtyggere findes omtrent ikke, begge fastlande
led under mangelen paa nyttige dyr og nyttige planter.
Meēn likesom klimaet er forskjellig, er ogsaa plante- og
dyrelivet det, og en nærmere indgaaen vilde vise hvor
ulikheten er sterkt fremtrædende ogsaa i omrids og
relief mellem de to (eller tre) hoveddele. Hele
verdensdelen med undtagelse av kysterne i nord beboddes
av en eneste race: indianerne. Paa nordkysten av
Nordamerika fra Alaska til Labrador og paa de arktiske øer
lever eskimoerne. Den europæiske indvandring har
befolket store dele av Sydamerika, Mellemamerika, Mexico
og Vestindien med romanske, store dele av det øvrige
Nordamerika med germanske folk. Overflytningen av
negerslaver fra Afrika begyndte i 1510 og har bragt de
dele av Amerika hvor der dyrkes sukkerrør, bomuld,
tobak, en talrik befolkning av (nu frie) negre. Ilnyere
tid er der indvandret en del kinesere og japanere (til
de Forenede Stater og Canada). A.s samlede befolkning
utgjør 181 mill. (beregnet for 1910). Indtil slutten av
det 18 aarh. dannet hele A. europæiske kolonier. Nu
er dette kun tilfældet med Canada, Guayana, en del av
øerne i Vestindien samt Grønland. A. kaldtes
oprindelig «den nye verden» (Novus orbis) eller ogsaa «det
vestlige Indien» (las Indias occidentales). Men allerede
i begyndelsen av 16 aarh. vandt et forslag av den
lothringske gymnasiallærer Martin Waltzemüller utbre-
5 5.
delse, nemlig at kalde de nyopdagede lande cefter
Amerigo Vespucci (s. d.), hvis reisebeskrivelse var meget
læst. Navnet A. trængte igjennem ved Ortelius’ store
Atlas av 1570.
Amerikalinje, Den norske, se Norske
Amerikalinje.
Amerikani′smer, sprogl. eiendommeligheter ved det
eng. sprog i de Forenede Stater. Dels er her bevaret
ord som er gaat ut av moderne engelsk, dels er optat
laanord fra fransk, tysk, indianersprog o. a.; endvidere
har uttalen et snøvlende præg (nasal twang), og
lydfər-Trykt okto)er 1919.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
