Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
Antropofāger, menneskeætere, antropofagī,
menneskeæteri. Dette har hat vid utbredelse og gjenfindes
hos folk paa forskjellige kulturtrin, ikke bare hos
lavtstaaende naturfolk. Hulefund fra den palæolitiske peri-
0de i Frankrike og Belgien tyder paa a. i Europas
fjerneste fortid. Ogsaa fra den ældste skandinaviske
stenalder vil man ha paavist rester efter kannibalske
maalfider. I nyere tid er a. forefundet i alle fremmede
verdensdele. Motiverne har været av forskjellig art. Kun
sjelden har kjøthunger været grunden til a., som
muligens paa Ny Seeland; derimot i høi grad hevngjerrighet
og overtroiske forestillinger, efter hvilke man ved at
fortære sin fiende helt tilintetgjorde ham eller erhvervet
hans mod og kraft. Hos aztekerne i Mexico var a. en
religiøs skik; hos battakerne paa Sumatra og hos flere
naturfolk indgaar den i retspleien.
Antropo-geografi kaldes den gren av den
videnskabelige geografi som søker at utforske sammenhængen og
vekselvirkningen mellem natur og menneske, paavise
hvorledes og i hvilken grad menneskets fysiske og intel
lektuelle utvikling, dets historie og kultur er et resultat
av dets naturomgivelsers paavirkning (bostedets natur-
1lige beskaffenhet, beliggenhet og klima, utstrækning,
relative befolkning o. s. v.). A. danner altsaa forbindelsen
mellem geografi og historie; som læren om
naturvilkaakenes indflydelse paa menneskene (a. i snævrere
forstand) blir den kjernen i den politiske geografi. Allerede
behandlet av Ritter (1833 og 1836) og Kohl (1841) er a.
fførst blit videnskabelig grundlagt av Ratzel i hans
«Anthropogeographie» I—II (Stuttgart 1882, 1891). Nyere
ffranske geografer bruker ofte for a. betegnelsen
«géojgraphie humaine».
Antropologī (av græ. ánthropos, menneske, og lógos,
lære). Navnet bruktes tidligere i vekslende, tildels
meget omfattende betydning om de forskjelligste
videnskapsgrener som beskjæftiget sig med menneskets
psykiske og fysiske egenskaper. I vore dage betyder a.
jmenneskets naturhistorie. Dens forskningsgjenstand er
jmennesket som eget naturvæsen i forhold til den øvrige
levende natur. A. støtter sig til en række andre
videnskaper, som anatomien, embryologien, fysiologien,
zooflogien, palæontologien, geologien, etnografien og
arkæodogien. A. falder i to underavdelinger: 1. Den
almindelige a. beskjæftiger sig med studiet av almindelige
biologiske problemer, anvendt paa mennesket, som
variabilitet, arvelighetsforhold, indvirkningen av ytre
faktorer, indavl og krydsning, raceutvikling og racedød,
inddeling og geografisk utbredelse av de forskjellige
menneskeracer. Som en underavdeling av den
almindelige a kan opføres den præhistoriske a., som
beskjæftiger sig med studiet av de utdøde menneskeracer.
I nært forhold til denne staar den zoologiske a.,
som søker at utforske menneskets forhold til de øvrige
primater og derved klargjøre spørsmaalet om
menneskets første opstaaen paa jorden. — 2. Den specielle
jel. systematiske a. omhandler alle de
eiendommeligheter i menneskets bygning og utvikling som betinges
av forskjel i race, kjøn og alder, som legemshøidco,
legemsvwegt, vekst, proportioner, skalleform og
pigmenftering (hud-, øien- og haarfarve). De til klargjøring
herav nødvendige iagttagelser indsamles ved
undersøkelser dels av døde, dels av levende mennesker. Av
særlig betydning for paavisningen av de anatomiske
1Iders- og raceforskjeller mellem menneskene har
utvikingen av de antropologiske maalemetoder (se
Antroponetri) og den matematiske behandling av de derved
fvyundne talværdier været. Til a. regnedes tidligere ogsaa
uitforskningen av de forskjellige folkeslags (særlig
naturfolkenes) seder og skikke, deres samfundsorden,
religiøse forestillinger, industri, kunst o. s. v. Denne saa
12 — Aschehougs konversaltionsleksikon. I.
Antropofager—Antropomorphæ
354
kaldte etnologiske a. holdes nu i almindelighet ut fra den
fysiske a. som en egen videnskapsgren, etnologien (s. d.).
— Endskjønt et overfladisk kjendskap til en række
forskjellige menneskeracers ytre karakterer kan føres tilbake
til oldtiden, var det først med de store opdagelsesreiser
at en indsamling i større stil av oplysninger om
fremmede menneskeracer begyndte. Gjennem Linnés og
Buffons verker blev dette materiale almindelig kjendt.
Det er ogsaa disse forskeres fortjeneste først at ha
anbragt mennesket paa dets rette plads i det zoologiske
system, sammen med aperne som den øverste
pattedyrorden. Som grundlægger av a. i moderne forstand maa
ansees Johan Blumenbach (1752—1840). Hans i flere
oplag trykte avhandling «Om menneskeslegtens naturlige
forskjelligheter» er den første fuldstændige
sammenfatning av de dengang kjendte antropologiske erfaringer.
Av like grundlæggende betydning er hans undersøkelser
av hodeskallens form hos de forskjellige menneskeracer.
Disse undersøkelser fik et mægtig fremstøt gjennem de
banebrytende arbeider av svensken Anders Retzius om
racebestemmelse ved maaling av hodeskallen (1842
R. indførte anvendelsen av indekser i a. (se
Antropometri). Fra ham stammer ogsaa betegnelsen
langskaller og kortskaller. Ved utviklingen av de
antropologiske metoder har eftertiden bygget videre paa det av
R. lagte grundlag. Nye impulser mottok a. gjennem
Darwins verker, som lot flere tidligere fund av fossile
menneskeknokler træde frem i nyt lys. — Det i 1859 i
Paris stiftede antropologiske selskap gav snart støtet til
dannelsen av lignende selskaper rundt omkring i Europa
og Amerika; disse selskaper har sammen med de talrike
antropologiske tidsskrifter i høi grad bidraget til a.s
raske utvikling i de sidste decennier. (Se ogsaa art
Hodeskalle og Menneskeracer.)
Antropometrī (græ.), menneskemaaling. Omfatter
alle de maalinger hvorved man kan finde talmæssige
uttryk for menneskelegemets og dets enkelte deles
kvantitative, d. e. metrisk bestembare karakterer. I første
række kommer de lineære maal i betragtning. De er
dels retlinjede, absolutte eller projektiviske maal, dels
buemaal. I anden række kommer vekstbestemmelser.
A. har gjennem Alfonse Bertillons (s. d.) arbeider faat
stor anvendelse til identificering av forbrydere. Den
har desuten stor betydning for maler- og
billedhuggerkunsten. Størst betydning har dog a. hat for utviklingen
av den moderne antropologi (s. d.). Vigtigere end de
absolutte tal er her forholdstallene, uttrykt i saakaldte
indekser, samt vinkelværdierne. De første tjener til at
uttrykke legemets proportioner, som f. eks. forholdet
mellem kropslængde og legemshøide, mellem lemmernes
længde indbyrdes og til legemshøiden, mellem hodets
største længde og største bredde (se Hodeskalle)o.s. v.
Vinkelmaalingerne har en mere indskrænket anvendelse.
De indførtes i antropologien av hollænderen Peter Camper
(1722—89), som søkte at uttrykke graden av prognati
gjennem den saakaldte ansigtsvinkel, d. e. den
vinkel som tangenten gjennem det mest fremstaaende
punkt paa panden og næsens foreningssted med
overlæben danner med et plan gjennem det sidste punkt og
de to ytre øreaapninger.
Antropomorfi′sme kaldes det naar mennesket i sin
trang til at forstaa verden mere eller mindre uvilkaarlig
opfatter den i menneskelig lignelse, overfører
menneskelige former og egenskaper paa naturen eller paa Gud.
Menneskene optræder gjennem sin vilje som aarsak til
begivenheter, og barn og primitive folk søker derfor
naturlig aarsaken til naturfænomener i bevisste væseners
vilje.
Antropomo′rphæ,
sSe Aper.
antropoider, menneskeaper,
Trykt november 1919
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
