Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anton Günther - Antonelli, Giacomo - Antonello da Messina - Antongil Bay - Antonina (Belisarius’ hustru) - Antonina (by) - Antoninus, 1. Titus Antoninus Pius (romersk keiser) - Antoninus, 2. Marcus Aurelius (romersk keiser) - Antonios - Antonius fra Padua - Antonius, 1. Gaius - Antonius, 2. Marcus - Antonius, 3. Marcus - Antoniusild - Antoniusordenen - Antonomasi - Antraigues, Emanuel Louis Henri Delaunay - Antrim - Antropocentrisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351
Antone′lli, Giacomo (1806—76). kardinal og pavelig
statsmand, var under pave Gregor XVI først
indenriksminister, senere finansminister. Under Pius IX vokste
folkets mistillid til ham, og han blev avskediget. 1848
maatte han sammen med paven flygte til Gaeta; men
efterat pavens magt ved de katolske staters hjælp var
gjenoprettet, vendte han tilbake og fik atter sin gamle
indflydelse. Hans styre var meget reaktionært, og hans
karakter var ingenlunde ulastelig.
Antone′llo da Messina, ital. maler, f. i Messina,
d. i Venedig ca. 1493. Hans kunsthistoriske betydning
ligger særlig deri, at han var medvirkende til at indføre
i den venetianske kunst den nye hollandske oljeteknik
som han hadde gjort bekjendtskap med i Nederlandene,
Antonelli—Antropocentrisk
og som nu gjennem ham fik en særegen betydning for
utviklingen av det italienske maleri. Hans egne arbeider
forener med nederlændernes 7?rofaste studium av
enkeltheterne en klar og storlinjet holdning.
Antongil Bay [-bei], Madagaskar, dyp bugt paa
nordøstkysten.
Antonīna, den byzantinske feltherre Belisarius’ hustru.
Skjønt utro i sit egteskap bevirket hun dog ved sit
venskap med keiserinde Theodora at Belisarius stedse steg ]
høiere, og da ulykkerne stormet ind paa ham, stod hun
trofast ved hans side. Efter Belisarius’ fald stiftet hun
565 et kloster, hvor hun levet resten av sine dage.
Antonina, Brasilien, by i staten Parana, inderst ved
Paranagua bugten.
Antonīnus, romerske keisere. 1. Titus Antoninus
Pius, keiser 138—61 e. Kr. Født 86 i Lanuvium, 120
konsul, derefter statholder i Asien, høit skattet av Hadrian,
som 138, kort før sin død, adopterte ham. A. regjerte
udmerket: gav fortræffelige love, var gavmild mot
kunstnere og videnskapsmænd, understøttet nødlidende og
ophjalp byer som rammedes av store ulykker; han søkte
ikke at utvide riket, men sikret dets grænser. Da han
ingen sønner hadde, adopterte han L. Verus og M.
Auvrelius Antoninus, som efcerfulgte ham. — 2. Marcus
Aurelius A. (Philosophus), keiser 161—80, efterfølger,
adoptivsøn og svigersøn av Antoninus Pius; f 121 e. Kr.
161—69 hadde han L. Aurelius Verus til medregent.
162—65 kjæmpet han mot partherne med heldig utfald,
167—80 mot markomannerne, som paa sine
plyndringstog var kommet ind i Norditalien; under denne krig
døde han i Vindobona (Wien). Han var ædelttænkende
og redelig, men ofte upraktisk; sit tilnavn «filosofen» fik
han fordi han ivrig dyrket den stoiske filosofi. Hans
verk «Selvbetragtninger» er av stor interesse (dansk
overs. ved L. C. Hansteen, 1897).
Antōnios, munkefader, skal være født 251 i Koma i
Mellemægypten av velstaaende kristne forældre. Omtr.
20 aar gl. blev han saa grepet ved at høre evangeliet
om den rike yngling (Matt. 19), at han skjænket sit gods
til de fattige og gik ut i ørkenen for at leve som eremit.
Senere samlet han om sig talrike discipler som han
lærte at sky eiendom og kvinder. Skal være død 356,
105 aar gl. Athanasius har skildret hans liv, og hans
«fristelser» har været et yndet emne fur kunsten.
Antōnius fra Padua (1195—1231), f. i Lissabon av
fornem slegt, traadte 1220 ind i Franciskanerordenen og
blev en av dens navnkundigste prædikanter; naar
menneskene ikke vilde høre paa ham. præket han for fiskene.
Han døde i Padua og blev kanonisert aaret efter sin død.
Antōnius. 1. Gaius A., 5søn av 2., onkel av 3.,
rom. statsmand og kriger; blev for aar 63 valgt til
konsul sammen med Cicero, skjønt han var deltager i
Catilinas sammensvergelse. A. opgav dog forbindelsen med
Catilina, blev endogsaa sendt mot ham med en
og slog ham ved Pistoria (A. overdrog dog paa
slagdagen anførselen til en av sine officerer). 59 blev A.
| søiler.
hær |
352
anklaget for utsugelse av provinsen Makedonien og
deltagelse i Catilinas sammensvergelse, blev dømt og maatte
leve i landflygtighet indtil 44, da han blev kaldt
tilbake; kort efter døde han. 2. Marcus A., rom.
statsmand og taler, f. 143 f. Kr., konsul 99, sluttet sig
i borgerkrigen til Sullas parti; 87 blev han derfor
henrettet paa Marius’ befaling. Cicero berømmer ham som
taler for hans udmerkede hukommelse, medfødte
livlighet og glimrende foredrag. — 3. Marcus A., rom. kriger
og statsmand, f. 83 f. Kr.; tjente i sin ungdom i
Gallien som officer under Cæsar; var 49 almuetribun og
nedla veto mot den senatsbeslutning som fratok Cæsar
hans kommando; han flygtet derfor til Cæsar og
kjæmpet under ham i borgerkrigen. Var 44 konsul med
Cæsar, og haabet efter Cæsars død at arve hans magt,
men fik snart en farlig motstander i Octavian (se
Augustus), som forente sig med senatet mot A. Octavian
blev med en hær sendt mot A. og slog ham ved Mutina
(april 43), men kort efter slutter A., Octavian og Lepidus
(s. d.) et forbund (andet triumvirat) med det formaal at
dele magten mellem sig. De lot sine fiender henrette
og slog ved Filippi (42) Brutus og Cassius. A. fik nu
østen som sin del av Romerriket. Her gjorde han
bekjendtskap med Kleopatra (s. d.) av Ægypten, og hun
fik stor magt over ham; senere egtet han hende efter at
ha sendt sin hustru, Octavians søster Octavia, tilbake
til Italien. A. levet nu i Ægypten som en østerlandsk
hersker, gav sine og Kleopatras barn provinser og
kjæmpet stadig uheldig mot rikets fiender. Det kom til brud
mellem ham og Octavian, som slog A. og Kleopatra aar
31 ved Aktion; aaret efter dræpte A. sig selv i Ægypten
for ikke at falde i Oetavians hænder.
Antōniusild, den hellige ild, en epidemisk sygdom
som i 9—13 aarh. navnlig raste i Frankrike.
Symptomerne lignet meget meldrøieforgiftningen, idet der ofte
kom koldbrand i armer og ben. (Jfr. Ergotismus.)
Under sterke lidelser medførte sygdommen døden.
Antōniusordenen, en hospitalsorden opkaldt efter
A. fra Ægypten. Da en epidemisk sygdom, antoniusild
(s. d.), i slutningen av 11 aarh. herjet Sydfrankrike,
lovet en rik adelsmand, Gaston, at gi sit gods til den
hellige Antonius, hvis hans syke søn blev helbredet.
Da dette skedde, dannet G. A. med det formaal at pleie
syke. 1095 blev den stadfæstet av paven. 1297 antok
ordenen den hellige Augustins regel, hvorefter dens
medlemmer kaldes «Antonius-herrer». 1774 blev den
forenet med Malteserordenen og gik med den til grunde
under revolutionen.
Antonomasī (græ.), talefigur hvorved et egennavn
brukes istedenfor et fællesnavn, eller omvendt. Eks. en
Krøsus for en rikmand.
Antraigues [ātr²′g], Emanuel Louis Henri
Delaunay, greve av (1755—1812), skrev 1788
«Mémoires sur les états-généraux», hvor han tok tilorde mot
enevældet. Som medlem av nationalforsamlingen 1789
og senere som gesandt ved de europæiske hoffer skiftet
han imidlertid standpunkt og blev en ivrig forfegter av
Bourbonernes sak. A. var energisk motstander av
Napoleon, var en tid i russisk tjeneste, men gik efter freden
til Tilsit 1807 til England. Sammen med sin hustru,
den bekjendte operasangerinde Saint-Huberty, blev han
myrdet av sin italienske tjener i nærheten av London.
Antrim [æ′ntrim], Irland, det nordøstlige grevskap,
prov. Ulster, 2 811 km.² med 191 000 indb. Et
basaltplataa, høiest mot øst (Trostan 553 m.), hvor den 150
km. lange kyst falder steilt av, ofte i storartede
basalt-Akerbruk, fiskeri, bergverksdrift, linindustri.
Hovedstad Belfast i syd.
Antropoce′ntrisk kaldes den verdensanskuelse som
hævder at verden er til for menneskets skyld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
