Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
405
maalet løst gjennem socialismen, hvis formaal er
ved hjælp av samfundets overtagelse av
produktionsmidlerne at avskaffe klassesamfundet, dermed altsaa
ogsaa arbeiderklassen som klasse og det av denne klasses
stilling avhængige a. Socialismen ser grundaarsaken til
al social nød og elendighet i det nuværende samfund
deri at arbeidsgiverne som herrer over
produktionsmidlerne har magt til at utbytte arbeiderne og tilegne
sig den merværdi de producerer. Den mener altsaa
bare at kunne løse a. ved en revolutionering av
produktionsforholdene og dermed av grundlaget for det
moderne samfund overhodet. 2. Konservatismen
ser sit sociale ideal i den førkapitalistiske tids
patriarkalske forhold mellem herren og hans undergivne. Men
bortset fra at man ingen. midler har til at sikre sig
at alle, eller endog bare de fleste, driftsherrer har
vilje og evne til at indrette det bedst mulig for sine
arbeidere, støter denne opfatning paa den hindring
at organisationerne, baade arbeidernes og
arbeidsgivernes, nu er de bestemmende for ordningen av
arbeidsforholdene i det kapitalistiske samfund, og at desuten
arbeiderne ikke længer er tilsinds at ta imot som
velgjerninger hvad de mener at kunne kræve som
sin ret. 3. Liberalismen endelig ser sit ideal i
friheten. Lar man bare den raade, lar man forholdet
mellem arbeider og arbeidsgiver forme sig i fuld frihet,
saa vil alt ordne sig paa den lykkeligste, mest
harmoniske maate; gjennem den fri konkurranse sikrer man
dygtigheten frit spillerum og sikrer sig at den driver
det videst som fortjener det bedst. Sin mest
konsekvente utformning fandt denne teori hos den saakaldte
Manchesterskole omkring midten av det 19 aarh. Den
satte sig bestemt mot ethvert indgrep fra samfundets
side i de økonomiske kræfters eget frie spil; samfundet
skulde bare la det staa til. Denne teori, som bygget
paa den gamle og nu forlængst forlatte naturrets-
1ære, er imidlertid rokket av de haandgripelige sociale
kjendsgjerninger, som netop i kraft av frikonkurransen
endte i den største sociale nød og elendighet.
Liberalismen er derfor, uagtet den endnu har stor magt over
mange sind, vistnok fra alle sider opgit som konsekvent
gjennemført teori, og istedenfor den har en
socialreformatorisk retning i løpet av det sidste halve
aarhundrede vundet sterkt frem. Uten at bygge paa
nogen fuldt gjennemført social teori gaar denne retning
ut fra at den bestaaende samfundsordning bare kan
bevares ved en mere eller mindre radikal forbedring av
arbeidernes kaar gjennem sociale reformer av forskjellig
slags, reformer som dels gjennemføres ved direkte
statshjælp, dels under slagordet «hjælp til selvhjælp». Denne
retning gir, som man vil forstaa, plads for de
allerforskjelligste nuancer, fra den blekeste moderation til
rød radikalisme, og den har derfor tilhængere inden de
forskjelligste politiske partier. Fælles for dem er troen
paa at det kan lykkes at utjevne klassemotsætningerne
uten at ophæve klasserne, og at samfundet som saadant
har magt og evne til at mægle i klassekampen. De
opgaver den social-reformatoriske retning særlig har tat
op, er for det første alt som kan regnes til
arbeiderbeskyttelse (s. d.), arbeiderhygiene (s.
d.),boligspørsmaal (s. d.) o. 1. Særlig Bismarcks og
kkatetersocialisternes (s. d.) virksomhet i
Tyskland i 1870-aarene gav støtet til en sterk
socialreformatorisk virksomhet i omtrent alle europæiske lande.
Utslag av de samme tendenser er ogsaa forsøkene paa at
skape organer til at bilægge stridigheterne mellem
arbeidere og arbeidsgivere, ved frivillig eller tvungen mægling,
frivillig eller tvungen voldgift, videre arbeidsretter,
arbeidskamre, socialdepartementer o. 1. organer for
særlige arbeiderinteresser, og endelig organer for
social-Arbeiderundervisning—Arbeidsanvisning
406
statistik (s. d.). [Litt.: F. A. Lange, «Die
Arbeiterfrage» (1865 og mange ganger senere; den første
moderne behandling av emnet); Ad. Levenstein, «Die
Arbeiterfrage» (1912; væsentlig socialpsykologisk); G.
Schmoller, «Die soziale Frage» (1918); H. Herkner, «Die
Arbeiterfrage» (6 utg. 1917; hovedverket, med rikholdige
litteraturhenvisninger).)
Arbeiderundervisning, se Folkeoplysning.
Arbeidets Riddere (The noble Order of the Knights
of Labor) blev stiftet 24 nov. 1869 i Philadelphia av
skrædderen U. S. Stevens, som et hemmelig samfund.
Det vilde bekjæmpe fagforeningerne og streikpolitikken
og ikke drive selvstændig arbeiderpolitik, men bare faa
de store politiske partier til at ta op særlige
arbeidersaker. Under den store nedgang for den socialistiske
bevægelse og fagbevægelsen i Amerika omkring 1880 fik
A. R. svær tilslutning og hadde i 1886 over 700 000
medlemmer; men alt samme aar skilte omtrent halvparten
av medlemmerne sig ut og dannet en faglig organisation
(The American Federation of Labor); A. R. har siden
været i stadig tilbakegang og har nu tapt enhver
indflydelse.
Arbeidsanstalter, se Tvangsarbeidshuse.
Arbeidsanvisning el. arbeidsformidling er
engagementsvirksomhet Følgende former for a. er
efterhaanden opstaat og anvendes den dag idag i de
forskjellige lande: 1. Direkte henvendelse til arbeidsgiveren;
har altid været almindeligst. 2. Utbud paa offentlige
pladser og periodiske tyendemarkeder. 3. Filantropisk ′?.;
tidligst i Frankrike i 11 aarh. 4. Erhvervsmæssige
kontorer; tidligst i Frankrike i 13 aarh., av betydning først
i 17 aarh. (Renaudotske adressekontorer efter Montaignes
idé). 5. Fagforenings-a.; begynder under laugene,
betinget av vandretvang og hjælp i nød. Samtidig opstod
striden om herredømmet over a. som magtmiddel i
interessekampen. 6. A. ved logiverter og
materialhandlere. 7. Annoncering. 8. A. ved offentlig forvaltning,
først ved fattigvæsenet for at mindske fattigbyrden.
Dette iforbindelse med mellemmændenes utbytning av
kunderne og a.s betydning for løsningen av det sociale
spørsmaal har bevirket at der i de sidste 30 aar i de
forskjellige lande er oprettet helt eller delvis kommune-
og statskontorer, d. e. arbeidsbørser (s. d.), som
skal utjevne tilbud og efterspørsel og skaffe
oversigt over arbeidsmarkedet. Den mest vellykkede form
er den tyske, hvor ledelsen er overdraget en komité av
like antal arbeidere og arbeidsgivere under forsæte
av en ngøitral formand — som oftest en
magistratsformand eller en dommer —, hvorved a. er blit et fredet
omraade. Virksomheten omfatter alt lønnet erhverv for
mænd og kvinder, og a. ydes gratis. Saadanne kontorer
har siden 1898 virket i Kristiania og Bergen, i Trondhjem
fra 1902 og i Stavanger fra 1903. Dette system er
optaget i den norske lov om a. av 12 juni 1906, hvilken
gir staten adgang til at paabyde oprettelse av kommunale
kontorer mot statstilskud, dog saaledes at kontorernes drift
er helt underlagt statens kontrol. De fire kontorer gik
fra 1 januar 1908 over fra at være kommunale
indretninger med lokalt virkeomraade til at bli offentlige
kontorer i samarbeide, og der er i de senere aar oprettet
en mængde slike kontorer rundt i landet. For at faa
en fuldstændig organisation av a. for hele landet er ved
kgl. resolution av 7 juni 1917 bestemt at riket inddeles
i 5 kredser, som stadig staar i samarbeide.
Østlandske kreds med Kristiania som hovedkontor omfatter
arbeidskontorer i Drammen, Elverum, Fredrikshald,
Fredrikstad, Gjøvik, Hamar, Holmestrand, Horten,
Hønefoss, Kongsberg, Kragerø, Kristiania, Larvik,
Lillehammer, Moss, Notodden, Porsgrund, Rena, Sandefjord,
Sarpsborg, Skien og Tønsberg. Sørlandske kreds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
