Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arianere - Ariano di Puglia - Arica - Aricia - Arie, aria - Ariège - Ariel - Arier - Arild - Arildsläge - Ari Mársson - Arimatæa - Arinbjørn herse fra Firdafylke - Arinos - Arion (digter) - Arion (snegl) - Arioso - Ariosto, Lodovico Giovanni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
435
kens mænd tok til gjenmæle mot Arios. Keiser
Konstantin den store, som ogsaa av politiske grunde ønsket
fred og enhet i kirken, sammenkaldte alle kirkens
biskoper til en synode i Nicæa 325. Denne fordømte
arianismen og bekjendte troen paa Kristus som
«Gud av Gud, lys av lys, sand Gud av sand Gud, avlet,
ikke skapt, i væsensfællesskap med Faderen». Hermed
hadde arianismen dog kun lidt et foreløbig nederlag.
I den følgende tid vandt den mange halve og hele
tilhængere. Paa kirkemøtet i Konstantinopel 381 seiret
den nicænske opfatning definitivt. Dog vedblev
arianismen at holde sig lange tider, navnlig blandt de
germanske folk, som ofte først gjennem den kom til
kirken.
Ariāno di Puglia [pu′lja], Italien, by i Apenninerne,
prov. Avellino, ca. 76 km. nordøst for Neapel, 763 m
o. h. med ca. 9 000 indb. Svovelminer, marmorbrud.
Arica, Sydamerika. 1. Departement i Nord-Chile
(prov. Tacna), der hvor Sydamerikas vestkyst fra syd bøier
mot nordvest. — 2. Sjøby i 1. med ca. 5 000 indb. Har
traadløs telegrafstation og er vigtig havn for Syd-Peru
og Bolivia. A.-distriktet (likesom provinserne Tacna og
Tarapacá) blev efter en krig med Peru og Bolivia
foreløbig besat av Chile 1883. Avtalen 1884 var at efter
10 aars forløp skulde en folkeavstemning 1894 være
avgjørende; men nogen saadan er endnu ikke avholdt.
Aricia [ari′tša], Italien, en av Latiums ældste byer
ved foten av Albanerberget, ved Via Appia, nu Ariccia
(med ca. 5 000 indb.).
Arie, aria (ital.), en betegnelse for melodi, enten til
strofiske vers eller til friere lyriske former, i begge
tilfælde gjerne med instrumental indledning,
akkompagnement og mellemspil. Det franske arie (air) holdt sig
indenfor sprogets grænser og betegner derfor en melodi
i sin almindelighet, ogsaa en lystig med danserytme
(for sang eller instrument). Den italienske derimot
utviklet sig til en koloraturpræstation, hvor det gjaldt for
sangeren mest mulig at glimre ved sin færdighet. Dette
blev skjæbnesvangert for operaen, se Gluck og Wagner.
Koloratur-a. fandt vei til kirkemusikken. Koloratur-a.
og kirke-a. er derfor nærmest det samme. Arietta, en
arie i mindre format. Arioso, en liten melodisk sats
i recitativet; tilløp til a.
Ariège [arj’′š], Frankrike. 1. Bielv til Garonne fra
høire, fra Pyrenæerne (Pic Nègre), munder 8 km.
ovenfor Toulouse. 170 km. —2. Departement omkring elven
A., 4903 km.², 200 000 indb. Hovedstad Foix.
Ariēl (hebr., Guds løve el. Guds arne), gammeltest.
personnavn; overført (Es. 29, 1) om Jerusalem. I senere
dæmonologi en vandaand; i Shakespeares «Stormen» (og
derfra i Goethes «Faust») en luftaand. I astronomien
navn paa en av Uranus’ maaner.
Arier er fællesnavnet for de folkeslag som taler de
indiske og iranske sprog. Paa sanskrit er ārya navnet
paa dem som hører til den indiske kulturverden, i
motsætning til de omboende barbarer. Det er aabenbart
fra først av et hædersnavn («herre»), hvormed det
stemmer at Dareius i kileindskrifterne kalder sig Ariya.
Ordet forekommer ogsaa som første led i en række
oldpersiske navne (Ariotarzanes o. s. v.) og er bevaret i
det geografiske navn Iran, ældre Eran. Det anvendes
ogsaa undertiden som navn paa alle dem som taler de
indo-europæiske sprog («de ariske sprog»), navnlig av
engelske og amerikanske lærde.
Arild. Uttrykket fra arilds tid er en utvidelse
av oldn. ár alda, tidlig i tiderne, i fordums tid (ár,
aarle, alda av old, tid, sml. «hedenold»). En nyere,
delvis rigtig opfifning er fra urolds tid.
Arildsläge, Sverige, fiskerleie ved foten
Malmöhus län. Sommeropholdssted.
av Kullen,
Ariano di Puglia—Ariosto
436
Ari Mársson, islandsk høvding i slutningen av
10 aarh., som ifølge de islandske sagaer skal ha
været den første europæer som kom
kring 985.
Arimatæa (Arimatia), se Rama.
Arinbjørn herse fra Firdafylke, kjendt for sin
hengivenhet for Erik Blodøkse og dennes sønner,
skildres tillike som en trofast ven av Eigil Skallagrimsson;
faldt sammen med sin fostersøn Harald Graafeld i slaget
ved Hals i Jylland 969. Om ham har E. S. digtet sin
«Arinbjarnarkviða», hvorav dog litet er bevaret.
Ari′nos, Brasilien, elv i staten Matto Grosso,
utspringer paa det bekjendte vandskjel ved byen
Diamantino, løper mot nordvest og kaldes efter sammenløpet
med Juruena (fra sydvest) Tapajos, som er et av
Amazonelvens største tilløp fra syd.
Arīon fra Metymna paa Lesbos, levet omtr. 600 f. Kr.
og opholdt sig bl. a. længe hos den kunstforstandige
Periandros, tyran i Korinth. Han skrev lyriske digte
bestemte til at opføres av kor, navnlig dityramber til
Dionysos’ pris (intet bevaret). Et sagn beretter at da
nogen sjømænd han seilte med fra Tarent, kastet ham
i sjøen for at faa hans eiendom, bar delfinerne ham til
land, lokket av hans sang og spil.
Arīon, se Skogsnegl.
Ariōso, se Arie.
Ario′sto, Lodovico Giovanni (1474—1533), ital.
digter, knyttet til hertugfamilien d’Estes hot i Ferrara,
stod i venskapsforhold til flere av tidens store bildende
til Amerika,
omkunstnere og var selv i
sin kunst en utpræget
renæssansens mand.
Emnet til hans berømte
digtning «Orlando furioso» er
hentet fra de eventyrlige
sagn om Karl den store
og hans paladiner. Digtet
begynder med fortællingen
om hvorledes keiser Karl
griper ind i Orlandos
(Rolands) og Rinaldos strid
om den skjønne hedenske
prinsesse Angelica ved at
love hende til den av de : (6OA
to som utmerket sig mest B S b s An
i kampen mot saracenerne, 2 Å W 1
og hans epos har sit navn 1||
efter den episode hvor
Orlando blir avsindig, da
han faar vite at Angelica
har egtet den unge
saracener Medoro og er
flygtet med ham. Det store
digt har ingen fast, sammenhængende handling, det er
en hel verden av brogede billeder, en række livfulde og
vidunderlige beretninger om bedrifter og elskov,
lunefuldt kjedet i hverandre. Det viser A. som den
mesterlig malende skildrer, fantasirike fortæller og ironiske
aand; han smiler av sine helters overvældende
gjernin-Ariosto.
(Tegnet av Tizian)
ger. Ikke i sine beretninger, men i sin aand er digtet
nationalt italiensk. En opfatning gaar ut paa at dets
grundidé var kampen mellem kristendom og
muhammedanisme, mellem vestens og østens verdener, og
slutningen, hvor den kristne jomfru Bradamante beseirer
hedningen Ruggiero og egter ham, har været tydet som
den kristelige idés triumf over den hedenske. A.
forherliget i sit digt familien d’Este, som dog ikke forstod
at paaskjønne sin hofpoet. I senere aar var han leder
av Ferraras hofteater, skrev komedier og har ogsaa
skrevet satirer og lyriske digte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
