Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
437
Ariovi′st, en germansk høvding som paa opfordring
av flere gallerstammer drog ind i Gallien, men benyttet
anledningen til at gjøre erobringer der. Gallerne søkte
nu hjælp mot ham hos Julius Cæsar, som slog ham
58 f. Kr. i det nuværende Alsace; han selv undslap.
Arīsch, el, brit.-ægyptisk by ved Middelhavet i den
nordøstlige del av Sinaihalvøen, ved mundingen av Vadi
el A. (jødernes «Ægyptens bæk») i guvernementet av
samme navn. Grænsefæstning mot Syrien, erobret 1799
av franskmændene, men gjenerobret samme aar av
englændere og tyrker.
Ariske sprog, se Arier og
sprog.
Aristai′os (græ., den bedste gud), i den græske
mytologi søn av Apollon, beskytter av jordbruk, kvæg- og
biavl.
Arista′rchos fra Samos (omtr. 260 f. Kr.),
alexandrinsk astronom, hadde en rigtig opfatning av jordens
dobbelte bevægelse og av fiksstjernernes enorme avstand,
samt angav hvorledes avstanden til solen og maanen lot
sig bestemme.
Arista′rchos fra Samothrake (omtr. 222
f. Kr.), berømt filolog, levet i Alexandria som
prinseopdrager og forstander for biblioteket. Han dyrket stu-
*diet av den ældre græske litteratur, besørget utgaver
(navnlig en grundlæggende utgave av Homer), og skrev
kommentarer (angivelig 800); hans arbeider er tapt, men
gjennem skolierne (s. d.) til Homer faar vi indblik i
hans arbeides værdi.
Aristei′des (Aristides), atheniensisk statsmand og
feltherre, bekjendt for besindighet og retsind. Kjæmpet
med ved Marathon 490 f. Kr.; derefter spillet han en
stor rolle i staten, men da han vilde motarbeide
Themistokles’ planer om at skape en sterk flaate, blev han
landsforvist ved ostrakismen 483. Han vendte tilbake
480 og deltok i slaget ved Salamis; 479 førte han med
ære athenerne ved Plataiai. 477 fik han
overkommandoen over den atheniensiske flaate og grundet nu det
delisk-attiske, sjøforbund, som skaffet Athen ledelsen i
Grækenland. Efter 470 døde han saa fattig at hans
døtre fik utstyr av staten.
Aristi′ppos fra Kyrene (omtr. 400 f.
filosof, discipel av Sokrates, stifter av den kyrenaiske
skole i filosofien; han lærte at nydelsen (lysten) er det
eneste gode, at alle midler til at opnaa nydelse er
tillatt, og at det kommer an paa altid at være herre over
sig selv og forholdene.
Aristo′fanes (omtr.450—385 f. Kr.), atheniensisk
komediedigter. Om hans ydre liv vet vi litet. 427 fik han
sin første komedie opført,
388 vistnok den sidste.
Hans verker viser at han
kjendte sit lands
littera-Indoeuropæiske
222—150
Kr.), græ.
tur; han tilhørte
fredspartiet og det
gammeldags aristokratiske parti
i Athen og var en
motstander av sin tids
«oplysningsbestræbelser»
(sofister o. s. v.). oDet
frisprog som den attiske
komedie hadde, benyttet
han i rikelig maal til
angrep paa motpartiet, og
paa feil og skavanker som
han fandt i samfunds- og
privatlivet; men han er
først og fremst en frodig
skapende digter, gjennem
hhvis verker vi faar æt
Aristofanes.
Ariovist—Aristokrati
438
levende billede av liv og tanker i datidens Athen. Av
hans verker er 11 komedier bevaret: «Acharnerne»,
«Ridderne» (hvori han angriper politikeren Kleon),
«Skyerne» (som angriper sofisterne; men som
repræsentant for dem vælger han desværre feilagtig Sokrates),
«Hvepsene», «Freden», «Fuglene», «Lysistrate»,
«Kvinderne ved thesmoforiafesten», «Kvinderne i
folkeforsamlingen» (behandler kvindespørsmaalet i Athen),
«Froskene» (angrep paa Euripides’ kunst, berømmelse av
Aischylos’ og Sofokles’), «Rigdommen». [Oversættelser:
«Fuglene», «Ridderne», «Freden» og «Hvepsene» er overs.
av N. V. Dorph 1856—-60; «Frøerne» (Froskene) av P.
Petersen (1894); «Skyerne» av J. B. Koch (1895);
«Fuglene» av F. L. Vibe (1856); «Acharnerne» av M. C. Gertz
(1918).]
Aristo′fanes fra Byzants (omtr. 260—185 f. Kr.),
græ. filolog, bibliotekar i Alexandria, studerte den ældre
græske litteratur, besørget utgaver av mange digtere og
skrev talrike litteraturhistoriske og kritiske arbeider;
av hans verker har vi tenmelig omfattende brudstykker.
Aristogei′ton, se Harmodios.
Aristokrāt er betegnelsen for den som tilhører adelen
eller er medlem av en politisk, socialt eller økonomisk
herskende overklasse som paaberoper sig fødsel, rang
eller rigdom som grundlag for indflydelse eller magt;
tilhænger av faamandsvælde; person som utmerker sig
ved fornemhet eller forfinelse.
Aristokratī (græ. aristokrateia, de bedstes styre)
betyder herrevælde, den efter fødsel eller i rigdom
høierestaaende klasses overmagt, styre av adel, høiere
geistlighet, borgerlige rikmænd eller storbønder. Kongedømme
monarki), og a. behøver derimot ikke at ha nogen indre
forbindelse, idet monarkiet likesaa meget kan være
demokratisk som en republik aristokratisk. Statsretslig
betegner a. nemlig blot en forfatning hvor magten tilhører
en begrænset samfundsklasse. Statsformen kaldes
oligarki hvor magten tilhører et faatal slegter,
plutokrati el. timokrati hvor den tilhører rikmændene.
Republikker har ofte været styret av et a., navnlig i den
antikke tid og i middelalderens bystater. Spartas «gerusia»
(raadsstyre) var et gammelmands-a., hvis magt hvilte paa
de gamle slegter og paa den modne alders erfaring. I
Athen grundla Eupatriderne, den gamle fødselsadel, et
paa fødselsfortrin hvilende a. Av lignende art er de
romerske patriciers a. 1I den romerske republiks senere
tid blev dette fødsels-a. fortrængt av et embeds-a., som
efterhaanden blev sterkt indsprængt med elementer der
alene skyldte rigdommen sin magt og indflydelse
(ridderklassen). Et utpræget a. var forfatningen i en flerhet
av Italiens (særlig Venedigs) og Schweiz’ republikker i
middelalderen og renæssansetiden. Inden de store riker
er det fortrinsvis i Preussen og England at a. har
formaadd at bevare en betydelig og anerkjendt magt helt
op til vor samtid; men det engelske a. har næsten til
enhver tid forstaat at vedlikeholde forbindelse med folket
og har stedse hentet blodsfornyelse fra dette. Det
egentlige middelalderske, feudale a. blev efterhaanden rystet
i sin magtstilling først av kongemagten, senere av den
nye tids kongevalgte embedsstand, og det gik i
Frankrike tilgrunde med revolutionen. I andre, særlig
østeuropæiske lande, er derimot a. vedblit at øve en ikke
ringe politisk indflydelse (Ungarns magnattafel, Preussens
Herrenhaus, Ruslands adelige byraakrati o. s. v.), omend
denne i nyeste tid overalt er i principiel og tildels sterk
tilbakegang. Mens den gamle norske fylkesstat i sin
organisation og forfatning var demokratisk, forsaavidt
som tinget var stats- og samfundslivets midtpunkt, laa
i virkeligheten magten hos et a. av høvdinger og
storættede, rike godseiere. Dette gamle norske a. fik sit knæk
ved borgerkrigene og forsvandt efter den sorte død og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
