Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Asien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
495
gammelt bergland, hvis rækker ordner sig langsefter
øerne, har høie topper, men ogsaa dype skar. En
mængde av toppene er vulkaner, mange endnu
virksomme, saaledes ogsaa Japans to høieste topper,
Fudsjijama (Fujiyama, F.-san vest for Jokohama) og Ontake
(nordvest for F., henimot det Japanske Hav), begge
henimot 3 800 m. — Med Filippinerne betræder vi Sydasien.
Filippinerne er likesom øerne nordenfor bergfulde og
vulkanske. Det samme gjælder ogsaa Sundaøerne, hvor
navne som Krakatau (i Sundastrædet, utbrud 27 aug.
1883) og Tambora (paa Sumbava, utbrud 1815) fortæller
om nogen av de mægtigste vulkanske ytringer som vi
kjender i jordskorpens historie. Borneo er imidlertid
ikke vulkansk, og det er heller ikke Malakka, i hvis
nordligste del den længste av de bakindiske
meridionalkjeder løper ut, den som danner vandskjellet mellem
Saluen og Mekong hvor de, i nord, er hverandre
nærmest. Bakindien er gjennemskaaret av flere saadanne
kjeder som utgaar fra det østlige Tibet, danner
vandskjel mellem de store elver, Mekong, Saluen, Iravadi o. fl.,
og i almindelighet taper sig længe før de naar kysten.
Forindien, den vestligste del av Sydasien, støtter sig
med to sider til Himalaja og Iran og danner her i nord
lavlandet Hindostan; de to øvrige sider av omridset,
Koromandelkysten i øst langs den Bengalske Bugt og
Malabarkysten i vest ved den Arabiske Bugt, begrænser
den egentlige halvø, berglandet Dekan.— Vestasien
danner et høiland av gjennemsnitlig 1 300 m. høide, hvis
væsentligste indsænkninger er Mesopotamien fra den
Persiske Bugt opover og Jordandalen fra det Røde Hav
opover. Hoveddelene er Iran, Armenien og Kaukasien,
Mesopotamien, Lilleasien, Syrien og Arabien. Fra Pamir
løper mot vest Hindukusj, som ved Khorasans fjelde
hænger samnmen med Elbursfjeldene søndenfor det
Kaspiske Hav. Elburs (Elburus eller Albors med
Demavend, 5 465 m.) forbindes ved Karadagh (langs Araxes’
sydlige bøining) med det armeniske høiland (Ararat
5 160 m.). Fra dette løper mot syd Kurdistans fjelde
som med fortsættelser danner Irans vestgrænse;
østgrænsen dannes av Suleimanfjeldene o. a. fjelddrag som
slutter sig til dem. Til Armenien slutter sig Kaukasien,
hvor Kaukasus naar 5 630 m. i Elburs (Albors). I Lilleasien
fortsætter sig flere av de armeniske fjeldrækker,
saaledes hovedkjeden i Antitaurus med fortsættelsen det
kilikiske (længere vest det lykiske) Taurus langs
sydkysten (3 600 m.). Ikke fuldt saa høie er de pontiske
randberge, flere parallele fjeldrækker langs Sortehavets
kyst. Mesopotamiens dal skiller Iran fra Arabien (s. d.),
og mellem Arabien og Lilleasien ligger plataaet Syrien,
gjennemskaaret fra nord til syd av den merkelige sprække
som i nord kaldes Koilesyrien (Coelesyrien, d. e. det
hule Syrien) og ligger 520 m. o. h., i syd utgjøres av
Jordans dal, hvor det Døde Hav ligger 394 m. lavere
end Middelhavets overflate. Koilesyrien begrænses i
vest av Libanon (Dhor (Dahr) el Chodib 3 068 m.), i øst
av Anti-Libanon (Hermon 2 760 m.). — Til Nordasiens
vide sletteland, Vestsibirien, slutter sig paa den ene side
Kirgisersteppen og Vest-Turkestan, for en stor del
ensformig steppe- og ørkenland, som ved det Kaspiske Havs
østlige bredd ligger lavere end havoverflaten, paa den
anden side, hinsides Jenissei, et aasland, ja tildels høit
fjeldland, i Østsibirien, hvor Kamsjatka endog bærer en
talrik række vulkaner, en enkelt 4 800 m. høi. — Alle
A.s store elver, undtagen Eufrat og Tigris, har sine
kilder i det midtasiatiske høiland. De længste er Ob,
regnet fra Irtisj’s kilde 5 300 km., Jenissei-Selenga 5 200
km. og Jangtsekiang 5 100 km., den sidste skulde, om
jordens elver regnedes fra sine hovedelvers kilder, kun
staa tilbake for Nilen. Amur-Kerulen naar 4 500 km.
Foruten de nævnte indtar ogsaa Lena og Ganges (med
Asien
496 l
Brahmaputra) en fremskutt plads blandt de elver som
har de største vanddistrikter (fra omtr. 2 mill. km.² og
Opover). Endvidere utmerker A. sig ved sine mange
elvepar: Hoangho og Jangtsekiang, Brahmaputra og Ganges,
Eufrat og Tigris, Syr og Amu. De største og fleste
indsjøer ligger langs (eller nær) det midtasiatiske høilands
nordrand: Det Kaspiske Hav, jordens største indsjø,
440 000 km.², Aralsjøen 63 270 km.², Baikalsjøn 34 200
km.², Balkasjsjøen 18 400 km.² Av disse har kun
Baikalsjøn avløp. Saadanne avløpsløse sjøer har A. flere
av, i det midtre høiland f. eks. Lop-nor i
Tarimsænkningen, talrike i Tibet, i Kirgisersteppen, og ovenfor er
allerede nævnt det Døde Hav. — A.s klima
bestemmes av verdensdelens store landutstrækning og de store
høisletter den indeholder. Det er et utpræget
«fastlandsklima». Under den tynde, for det meste skyfri
luft blir de store høividder sterkt ophetet om sommeren
og sterkt avkjølet om vinteren. Disse dele av A.
kommer derfor til at frembyde store
temperaturmotsætninger, saadanne som ogsaa gjør sig gjældende utover større
dele av det øvrige A. A. indeslutter saaledes omraader,
der opviser saavel de høieste som de laveste
temperaturer. Over det nordvestlige Ostindien og Iran møter
vi en julivarme paa 34°² C., ja sommesteder meget høiere
(ved Agra i Hindostan er maalt 49 °); omkring
Verchojansk (i Østsibirien) jordens høieste vinterkulde, en
| januarkulde paa — 50 C.; dette sidste omraade
frembyder ogsaa den største aarlige amplitude, d. v. s. den
største forskjel mellem den varmeste og den koldeste
maaneds normaltemperatur, nemlig 65° C. Sagastyr, i
Lenas delta, har dog laveste aarsmiddeltemperatur,
nemlig — 17.4, en grad lavere end Verchojansk. Fra
Forindien til Japan blæser i sommerhalvaaret fugtig og
varm havvind ind over landet, som i den tid faar regn.
Om vinteren blæser kold og tør landvind. Med et navn,
oprindelig kun anvendt i de indiske farvande, betegnes
disse med aarstiderne (arab. mausim) skiftende vinde
som monsuner, og hele dette randstrøk kaldes
monsunstrøket. Middelhavslandene har det subtropiske klimas
tørre somre og regn om vinteren. Det indre likesom ogsaa
det sydvestlige A. er i stor utstrækning steppe eller ørken.
Nordasien har nedbør forholdsvis jevnt fordelt utover hele
aaret.— Planteverden. Langs Ishavet ligger øde
tundraer, uten andet plantedække end mose og lav, og hvor
tælen kun tør op øverst i jorden en kort tid paa sommeren.
Tundraen begrænses mot syd, omtrent ved den 60
breddecirkel, av en vidtstrakt skogregion, med fremherskende
bartrær. Søndenfor skogregionen igjen træffes
kornbeltet, i Vestsibirien tildels temmelig snart steppen
(Kirgisersteppen). Monsunstrøket, hvor Japan kan opvise
en palmeart og den indiske verden (halvøer som øer)
har tropisk urskog, utmerker sig ved sin kolossale
rishøst. Her vokser kamfertræet (paa Borneo) og den
malajiske sagopalme, og den indiske rotang-liane leverer
det saakaldte spanskrør. Bambusrør, teaktræ, sukkerrør
og kanaltræ kjendetegner ogsaa dette omraade. Kina
er rabarberens og teens hjem. I de høieste dele av
Midtasien trives intet planteliv. Mange steder i Midtasien
brukes tørret møk som brændemateriale. I Vestasien
bemerker vi cederen og daddelpalmen. — Hvad dyrelivet
angaar, saa er Midtasiens skogbare vidder tumleplads for
hjorder av vilde jak og antiloper. Monsunstrøkets
tropiske skoger huser mange apeslegter og talrike rovdyr;
i dette strøk har tigeren sit hjem. Den indiske elefant
Og brilleslangen hører Sydøstasien, særlig Forindien, til.
Silkeormen har sit hjem i Kina. I Vestasien kommer
løven nu ikke længere vest end til Eufrat. Kamelen
spiller en vigtig rolle baade i Vestasien og i enkelte dele
av Midtasien. Vestasien hjemsøkes av græshoppesværmer.
I Nordasien er særlig Kamsjatka rikt paa bjørner, og sobel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
